Vi er kommet til et sted, hvor det er væsentligt, at vi indser, at vores kristne religion og kultur ikke er den eneste sandhed. Alt for længe har den nådesløse islamkritik fået lov til at stå uimodsagt og alene i debatten. Ledsaget af en lige så nådesløs fordomsfuldhed mod dem, der ikke har tilsluttet sig kritikernes holdninger.
Sognepræst Torben Brammings kronik her i avisen den 10. november er det seneste eksempel på en sådan uvederheftig kritik. Her skyder Bramming på alt og alle, der ikke tilslutter sig hans islamkritik, som han begrunder i migrantpræsten Massoud Fouroozandehs synspunkter og kritik af den religion, han er vokset op med i Iran.
Præsten Massoud Fouroozandeh er blevet ”udstødt” og ”begrænset i sine muligheder for at komme til orde” af folkekirkens ledende kræfter, påstår Torben Bramming blandt andet. Det er ikke sandt. Fouroozandeh har tværtimod haft flere vikariater i folkekirken i de senere år. Måske netop fordi den migrantmenighed, han har stået for i Vissenbjerg siden 2010, er sygnet lidt hen. Men det har ikke noget med folkekirkens ledere eller præster at gøre.
Har der fra nogles side været en vis tilbageholdenhed over for den hede omfavnelse af Massoud Fouroozandeh fra blandt andet Torben Bramming, så har det noget at gøre med, at han rent ud sagt er blevet brugt indtil det skamløse af folkekirkelige kræfter, som har været mere interesseret i islamkritik end i kristendomsformidling.
Torben Brammings ”brug” af Fouroozandeh, som han selv kalder det, er temmelig tvivlsom. Han bruger ham over for konfirmander og forældre. Her møder han meget stor tilslutning og forståelse for Fouroozandehs kritik af islam som ”ufredens religion”. Torben Brammings anliggende er i det hele taget ikke at fremføre sit eget eller Fouroozandehs kristendomssyn, positivt forstået, men kun at lufte sin evindeligt gentagne islamkritik, der er mindst lige så ufredelig som den, han skubber Fouroozandeh frem foran sig med.
Der er ingen tvivl om, at en sådan islamkritik kan vinde tilslutning hos mange mennesker. Det ser man jo ikke mindst politisk. Når andre må være skeptiske, skyldes det, at Torben Brammings og ligesindedes bestræbelser på at bygge deres identitet op på denne ensidige islamkritik ganske enkelt ikke bidrager til kristelig selvforståelse, men kun til folkelig populisme og kirkelig og kristelig dekadence.
Peter Grønlykke er sognepræst.