Forhåbentligt har de sidste års kaotiske forhold i kirken med lukkede gudshuse, aflyste gudstjenester og amputeret liturgi lagt en dæmper på de røster, der hele tiden råber på fornyelse og ”åbenhed”. Måske er der endda sket en form for besindelse, for da dørene smækkede i, var det jo dette særlige hus med dets særlige gudstjeneste, der manglede. Det var ikke en koncertsal, en café, et kulturhus eller en sænket tærskel, mennesker savnede, nej, det var et helligt rum.
Gudstjenesten har længe været undervurderet og underkendt. Både ved, at man ikke finder det særlig vigtigt at deltage i gudstjenesten, og ved, at man i mange årtier har tilstræbt en sekularisering af den. Salmerne skiftes ud med sange, liturgien forvaltes egenrådigt, og uautoriserede salmebøger ligger allerede i mange kirker. Gudstjenesten er ikke nok. Den skal friskes op, tilsættes mere tidssvarende elementer, meget gerne rykkes ud af kirkerummet, og så må det for alt i verden gerne være lidt uhøjtideligt.
Denne tendens vidner om en forveksling eller sammenblanding af kirkens to former for gudstjenester. Den ene gudstjeneste er den fornuftige gudstjeneste, som Paulus egentlig kalder den. Den fornuftige gudstjeneste er for eksempel tjenesten for næsten, de gode gerninger.
Den form for gudstjeneste er ret udbredt. Den klinger med i det ofte brugte ordsprog, at det er bedre at sidde i kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen. Eller i den meget ofte fremførte påstand om, at man kan jo holde gudstjeneste i hjertet.
Eller hvad med dette: at det ikke betyder så meget, om man går i kirke, for vi kan tjene Gud på mange måder.
Og ja – heldigvis kan man holde sin gudstjeneste derhjemme. Eller ved at tage sig af hjemløse eller forældreløse børn, eller hvad man nu foretager sig af gode ting. Den kristne gudstjeneste er ganske rigtigt ikke begrænset af kirkerummet eller det, man med den tyske teolog Eberhard Jüngel kan kalde den ”liturgiske gudstjeneste.”
Men den fornuftige gudstjeneste skal ikke ophæve den liturgiske gudstjeneste. Den liturgiske gudstjeneste er heller ikke blot at forstå som en forberedelse til den fornuftige gudstjeneste, nej, den liturgiske gudstjeneste er et mål i sig selv, og til en liturgisk gudstjeneste hører den sakramentale fejring. Uden den sakramentale fejring, mener Jüngel, risikerer kristendommen at ende som ren belæring eller moral.
Den liturgiske gudstjeneste skal altså stå uantastet i sin særegenhed og med sin højtidskarakter. Her må der godt være en tærskel.
En anden indvending mod gudstjenesten er, at den er alt for ”svær” (det værste, noget kan være i dag). Ikke mindst sakramenterne er uforståelige og anfægtende. Løsningen: drop in-dåb. Hurtigt ind og hurtigt ud. Drop in-dåb signalerer lethed og uhøjtidelighed. Sådan opfattes det også af denne ny-døbte: ”Det tiltalte os, at det ikke var så stort et spring. Vi kunne komme ind fra gaden og få det gjort på en god og ordentlig måde alligevel,” som en netop drop in-døbt sagde til Kristeligt Dagblad.
Det må ikke være et stort spring? Dåben er da ellers genfødsel til et helt nyt liv bortvendt fra denne verden, og det er faktisk mange troendes erfaringer, at troen ikke er noget nemt eller let.
Jesus har aldrig lovet, at det skulle være en smal sag at komme ind i hans rige. Husk, at han siger til os, at vi skal blive som børn for at kunne være med. Han har også sagt, at det er nemmere for en rig at komme ind i Guds rige, end det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. Vejen er trang, siger han.
Det kan i den grad være noget af en kamp at have med Gud at gøre. Man kan miste erfaringen af hans nærvær og tvivle på hans kærlighed, ja, på hans eksistens. Man kan råbe efter ham og opleve, at der kun er rungende tavshed som svar.
Tænk på Abraham, der diskuterede med Gud om at skåne byen fuld af onde mennesker. Eller salmisten, der tørster efter Gud, men kun oplever tavshed. Eller Jakob, der kæmper med Gud ved vadestedet. Job, David, ja, Jesus selv kæmper jo med Gud, da han beder om at blive fri for den skæbne, der er hans.
Ingen steder i Bibelen hører vi, at Gud bebrejder mennesker, der tvivler eller råber ad ham i afmagt. Derimod hører vi, at Gud kan bevæges af menneskers indvendinger og nødråb.
Og jeg tror, at vi skal lægge mærke til, at Gud ikke bare lader os plage og bebrejde ham og kæmpe med ham. Han indbyder os faktisk på en måde til at gøre det. Tænk på, at Gud kalder sit udvalgte folk for Israel. Det betyder ”den, der har kæmpet med Gud”. På den måde lader Gud kampen mod og med ham være en del af troen.
En præst, jeg kender, har sagt: Når de synger og danser og klapper i hænderne og siger, at de har mødt Gud, så er det løgn. Den, der har mødt Gud, kender du på den brudte hofte.
Det med den brudte hofte er en henvisning til Jakobs kamp med Gud, som vi finder beskrevet i Bibelen. Jakob brydes med Gud og nægter at slippe Gud, før Gud lover at velsigne ham. Gud velsigner Jakob, men resten af sit liv halter Jakob på grund af hoften.
Den, der har mødt Gud, kender du på den brudte hofte. Der er en anden måde at sige det på: Mødet med Gud og livet som kristen kan føles som en brydekamp og er ikke altid let. At lade letheden være gudstjenestens varebetegnelse er derfor uærligt. Kirkerum og liturgi må gerne afspejle den anfægtelse, som hører med til livet som kristen, og kirkens gudstjeneste må gerne være noget andet end hverdagen med den naturlige gudstjeneste.
Nana Hauge er sognepræst og redaktør af nytbabel.dk