Sognepræst: Udstillingen er værd at se, men det er dokumentaren om den ikke

De ansatte på Statens Museum for Kunst er præsenteret som sære eksistenser, og kunsten selv, ja den ser man nærmest intet til som seer, skriver Birgitte Stoklund Larsen, der har set DR's "Museet"

Tre gæster betragter et maleri fra museets Matisse-udstilling. Den er værd at se – i modsætning til DR-dokumentaren om Statens Museum for Kunst, skriver Birgitte Stoklund Larsen.
Tre gæster betragter et maleri fra museets Matisse-udstilling. Den er værd at se – i modsætning til DR-dokumentaren om Statens Museum for Kunst, skriver Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Troels Rasmus Jensen.

”Der er én ting, der er værre end at være kedelig. Det er at være umorsom.” Citatet er af Lise Nørgaard, og det er i takt med tidsånden. Man må for alt i verden ikke være kedelig. Det gælder selvfølgelig også museerne, hvis ry – fortjent eller ufortjent – er at være kedelige. Museerne kæmper en brav kamp for at modbevise og slippe af med det ry.

Også DR har gjort en indsats for at rykke ved danskernes forestilling om de kedelige museer. Det er blandt andet sket med programmer, hvor kendte danskere går på opdagelse i museernes arkiver og hører dygtige og engagerede formidlere fortælle om de skatte, arkiverne gemmer.

En dokumentar som ”Ranes museum” fra 2018 om Rane Willerslevs indtog på Nationalmuseet var på én gang en bekræftelse af forestillingen om de kedelige museer og dokumentationen af en bestræbelse på at gøre op med kedelighedsryet. Nationalmuseet indførte ligefrem en kedsomhedsknap, som man kan trykke på, hvis man synes, det er for kedeligt – og så sker der noget.

Kunstmuseerne er ikke rigtig kommet med i det ryk, og måske er DR’s dokumentar ”Museet” et forsøg på at ændre på det. Det museum, der får lov at stå som ”Museet”, er Statens Museum for Kunst, det nationale kunstgalleri. Desværre mislykkes det fuldkommen. Her er ingen begejstret fortælling om alle de skatte, museet viser frem eller gemmer. Kommentarer til værkerne er overladt til publikum, der filmes forfra, mens de kigger på et kunstværk, som tv-seeren kun ser i glimt. Man forstår, at det er uforståeligt.

Der er i det hele taget ingen overordnet fortælling i dokumentaren, der virker mere som en udstilling af museet og dets medarbejdere. Omstillingsdamen sidder og venter på, at telefonen ringer, og museets ledere taler med en abstrakt entusiasme, der virker påtaget til ære for filmholdet. Det lykkes eksempelvis aldrig at give seeren et indtryk af, hvad man går glip af, efter at en planlagt udstilling om barokkunst tages af tegnebrættet. Og ikke én gang møder man en kunsthistoriker, der taler begavet og begejstret om de værker og udstillinger, som er museets berettigelse. Det virker lidt træt, det hele.

Og når noget ligner en god historie, får vi den ikke rigtig. Der er konservatorer, der pusler og pudser. En værkstedsleder på et kaotisk kontor er ægte optaget af at få en flok børnehavebørn til at se lyset i en havfrue med åben mund. Kobberstiksamlingens leder, Chris Fischer, synes i første omgang castet som en af museets sære eksistenser, men viser sig at være en imponerende ekspert, hvis vurdering folk rejser langvejs fra for at få. En kustode er en historie for sig, men kommer til alene at fremstå som en særling.

Hvis man vil bruge en time eller to på et kunstmuseum i Danmark, så lad være med at bruge tiden på dokumentaren. Brug i stedet tiden på museet selv, live. Frem til sidst i februar kan man se en anmelderrost udstilling om Matisse og det røde atelier. Noget kan de altså på museet.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.