Prøv avisen
Debat

Marie Høgh: Utroskab er ikke nødvendigvis et udslag af kærlighedens ophør

Utroskab handler først og fremmest om vores egen lidenhed - ikke (kun) manglerne hos den anden, men manglerne hos os selv, skriver sognepræst Marie Høgh. Foto: Emil Kastrup Andersen

Utroskaben vokser ud af alt det, vi ikke kan rumme hos hinanden som ægtefæller på trods af en kærlighed, der både kan være stor og god. For der er altid noget, der ikke er plads til, skriver sognepræst Marie Høgh

Det er ved juletid, at hjerterne vanker og vakler, fortrylles og fortvivles allermest. Mens vi kæmper for at få julefreden til at sænke sig derinde i det lille hjem, som i anledning af højtiden er tvunget til at rumme de tomme, sorte huller og alt det uopfyldte.

”Jeg elsker dig,” ja, på trods af, at jeg har en affære med graveren, organisten eller kollegaen. Sådan står tusinder af mænd og kvinder (ikke kun i ”Herrens Veje”) på et eller andet tidspunkt i livet foran deres ægtefælle med hatten i hånden, et tømt ansigt og noget flad i piberne – med sit gennemsigtige liv og et ængstende hjerte, der bekender en uendelig kærlighed til et menneske, deres ægtefælle – på trods af utroskab.

Jeg har kendt og elsket en umulig kærlighed, der gjorde sådan. Og først flere år senere har jeg forstået, at utroskab ikke nødvendigvis er et udslag af kærlighedens ophør – at vi ikke længere elsker eller bliver elsket. Men at utroskaben vokser ud af alt det, vi ikke kan rumme hos hinanden som ægtefæller på trods af en kærlighed, der både kan være stor og god. For der er altid noget, der ikke er plads til. Noget, der ikke bliver forstået, set og elsket frem end ikke af det menneske, der er det nærmeste vidne på vores liv.

Aldrig før i menneskets historie har vi været så uafhængige af hinanden som nu; vi kan klare os selv – og dog er afhængigheden af det andet menneskes blik på os lige så gammel som menneskeheden. Fordi den andens kærlige blik skaber noget i os, vi ikke kan skabe selv. Men vi kan gå op og ned ad hinanden, ind og ud af alle lette, lykkelige og ulidelige dage sammen uden at kunne fremelske alt. Alligevel forventer vi alt af den elskede. Og tror, han eller hun kan leve op til det, fordi vi fejlagtigt tror, at vi selv kan. Sådan overbelaster vi det skabende blik, vores ægtefælle har på os, for ingen kan være en alt, ligesom man heller ikke selv kan være det.

Og der er altid afsavn i et ægteskab, altid nogen, man ikke får. Altid. Og i alle ægteskaber. Selv i den største og bedste kærlighed er der drømme, der ikke bliver forløst, dybe velkendte længsler, der aldrig finder sin genstand. For vi søger en ukendt storhed, men skal lære at elske den anden i dennes lidenhed og finde ud af at være i vores egen. Og det er først og fremmest det, utroskaben handler om: vores egen lidenhed – ikke (kun) manglerne hos den anden, men manglerne hos os selv.

For hos nogle mere end andre ligger en blafren i sjælen, der ikke uden videre kan tilpasses en hverdag, hvor kontinuiteten er det, der får dagliglivet til at hænge sammen. Alt det, vi lever midt i: forpligtelsen over for de mennesker, der sætter vores hverdag med alt det, den er af mandagsmorgenstunder og madlavning, sure karklude og godnatkys. Forpligtelsen over for en fælles fortælling. For kontinuiteten forankres i, at nogen derhjemme har brug for os og regner med os, for at deres lille liv skal gå op. I uundværligheden ligger en tryghed. Vi har brug for at være den, som er altafgørende i et andet menneskes liv, og at nogen er altafgørende for os selv.

Men i længslen efter den uundværlighed kan på én gang ligge en stor sand kærlighed og en vis del forfængelighed. For der er noget storslået ved at være den, et andet menneske ikke kan undvære. Og helt ærligt tror jeg oftere dét holder sammen på vores ægteskaber end den moralske pligt over for hinanden. Moral holder altså sjældent sammen på segnede liv og porøse hjerter. Det holder i hvert fald ikke i længden.

Sjælen står udspændt og vaklende mellem forankringen, trygheden i troskaben og længslen efter det gådefulde, man rækker ud efter. For ligesom mennesket ikke er en afgrænset, indkredset størrelse, er kærligheden heller ikke: ”Jeg elsker stadig min hustru, men på en anden måde, end jeg elsker dig. Med en anden kærlighed,” sagde han engang. En anden kærlighed, der fremelsker noget i dig – det hidtidige usete og uanede, der bliver glimtvis til i dybden af et andet menneskes kærlige blik.

Den elskede, der ikke er hverdagens elskede, men den, der lever i skyggelivet. En kærlighed, der måske er det lykkeligste, verden kan give os, men ikke tåler lys og verdens blik på sig. En sandhed, der kun tåler aftenens mørke for at opretholde sin sødme og skønhed. For i det øjeblik, de to elskendes kærlighedsfortælling bliver fortællingen om svigt og utroskab, da forvrænges og foragtes alt, hvad der mellem de to var smukt og stort, alt det, der fik hjerterne til at juble og skælve. Det er, som om kærligheden mellem de to, der elskede så meget og så sandt – så skjult og så fortvivlet bliver mindre under vores forargede blik. Det er verdens ukærlige dom over kærligheden, vi skulle holde os for gode til at dømme.

”Leg ikke med den andens dybde,” som filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde. For i fordømmelsen ligger den mangel, at vi ikke kan måle hinandens hjertedyb. Men hvad enten det er nyfigenhed, moral eller misforstået omsorg, der plager os, afholder det os ikke fra at lede efter undergangstegn i hinandens kærlighed og parforhold.

Gennem gadespejlene i hvert et vindue glaner vi ind i hinandens liv og giver naboen, vennen eller kollegaen en ordentlig tur i vaskemaskinen: ”Deres kærlighed kan ikke være meget værd, siden han er hende utro. Ja, flere gange.” Eller dengang nogen sagde til mig: ”Han elsker dig ikke. For elskede han virkelig – så havde han forladt sin hustru.” Ordene ramte mig som slagregn. Men det var ikke sådan, det var ikke sådan, det hang sammen. Det vidste jeg. Det var omverdenens blik, der ikke kunne se mere, end der umiddelbart var at se. For kun de to, der elsker så lyssky, så hjerteligt, aner konturerne af den kærlighed, der skabte dem. En kærlighed, der ikke er mindre ægte end al mulig anden god (og praktisk) kærlighed forseglet med guldringe, ja, amen og en vielsesattest. Og som bekendt gifter folk sig og bliver sammen af mange mere eller mindre kærlige grunde.

Man kan kun være gift med én ad gangen, men den store kærlighed kan man møde flere gange. Selvom man i øjeblikket tror, at det er livets største. Store kærligheder kan endda indtræffe med en vis samtidighed. De kan bare ikke passe ind alle sammen på én gang.

Det var ved juletid: ”Jeg kan ikke leve uden dig, jeg kan ikke leve med dig.” Sagde han, og vaklede i en åben forblæst passage mellem forankring og længsel. En stille anerkendelse af, at livet ikke går op. For utroskaben, den dybe sammenhæng mellem os, var ikke vokset ud af et knirkende ægteskab, men af en flakkende sjæl med et dybdelod af længsel. Skygger, der aldrig blev set i hverdagens hvirvel af gøremål, forventninger og forpligtelser, der gør et hjem beboeligt. Og lige dér skete det: ”Du faldt ned fra himlen, sådan som engle har det med at gøre,” skrev han.

Den slags sker jo, om man tror på engle eller ej. Men det sker, at mennesker bliver sendt for at se noget i os, vi selv kun anede. Fremelske noget på et tidspunkt, hvor der ikke umiddelbart var meget at elske. Og skænke os en kærlighed så stor, som var den fra evigheden af. Men når huden er skrællet af. Når vi ser vores segnede aftryk i spejlet og bare venter, at nogen kyler en stegepande i hovedet på os, når vi træder ind over dørtærsklen derhjemme, da erkender vi måske, at vi må tage afsked med det, der ikke kan lade sig gøre – og leve med de afskeder, livet indeholder. Resterne, det, der står tilbage, sorgen over kærligheden og taknemligheden over alt det, den nogen elskede frem i os, må vi gemme i hjerterne, der vanker og værker lidt mere uroligt på denne årstid.

Måske bliver sjælen aldrig mere bofast, end den altid er en smule vagabond i enhver af os. Hjemløsheden er aldrig større end nu, hvor vi vandrer under grånende skyer i decembermørket mod højtiden med urolige hjerter og længselssukke efter lykkens nærhed, hjertets fred.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse.

Selv i den største og bedste kærlighed er der drømme, der ikke bliver forløst, dybe velkendte længsler, der aldrig finder sin genstand

Marie Høgh