Sognepræst: Uvidenhed om kristendom begynder i folkeskolens undervisning

Det er formentlig én af kristendommens største udfordringer i Danmark, at også voksne er så uvidende om, at kristendom er et begavet, avanceret, empatisk og selv- og kildekritisk åndsfænomen. Uvidenheden begynder i folkeskolens kristendomsundervisning.

Kristeligt Dagblads forside sidste mandag.
Kristeligt Dagblads forside sidste mandag. .

Som en underholdende begyndelse på konfirmationsforberedelsen tester jeg altid med en quiz hullerne i konfirmandernes uvidenhed. Ikke sjældent protesteres der med, at de ikke har haft kristendom siden tredje klasse. Om det har stået på skemaet, som det skal, ved jeg ikke, men at de ofte husker det, som om de ikke har, er et faktum.

John Rydahl og Peter Green Sørensen skriver i deres kronik den 14 august om dannelsesprojektet i faget kristendom. Men deres dannelsesbegreb hinker på ét ben. De begynder ellers meget godt med at fortælle, at børn allerede i anden klasse forholder sig til det, de lærer i henholdsvis kristendom og Natur/teknik - hvor de fæster lid til, at i det naturvidenskabelige fag ”ved man det mere præcist”. Endnu bedre er den vigtige pointe, at det ikke kun er i religiøse i spørgsmål men i alle fag, at eleverne for at kunne lære noget, forholder sig til, om de ”tror” på det læreren fortæller eller ej.

Hvad de derimod ikke går ind på med ét ord er, at kristendom er en historisk størrelse. En afgørende ting i kristendommen er fx dens evne for kritik og selvkritik. Jesus - og før ham de gammeltestamentlige profeter - praktiserede religionskritik. Evangelisterne foretager i deres valg af stof og tilrettelæggelse teologisk kritik. Paulus står i et skarpt opgør om lov og evangelium, hvor han bruger den hebraiske bibel imod sig selv.

Op igennem hele kirkehistorien har kristendommens DNA været både at forkynde evangelium og kritisere religion og bibelens tekster. Når Luther kaldte Jakobs brev en ”stråepistel” og sammenlignede det med det halm, der lå i krybben omkring Jesusbarnet, men for ham at se ikke rigtigt hørte til i Det Nye Testamente, var det hans evangeliesyn, der gjorde ham kritisk. Formlen hed: ”Kun det, der driver på Kristus, er Guds Ord”. Det vil sige, nogle gange må vi skubbe noget halm til side, for at finde det, der opbygger.

På dansk grund var det Grundtvigs ”mageløse opdagelse”, at kirken kom før Det Nye Testamente. Og Søren Kierkegaard opfordrede til at læse Bibelen som et kærestebrev, hvor man for at finde kærlighedserklæringen og glæde sig over den ser bort fra, at kæresten ikke kan stave. Det er evangelisk kildekritik. Dét er kristendom.

Her ses det étbenede i kronikken. Det demokratiske synspunkt, kronikørerne hævder, at det er skolens pædagogiske opgave at danne eleverne til at indtage, bliver et valg, mellem natur/teknik-lærerens forhåbentlige faglighed og den mest grovkornede biblicisme i faget Kristendom.

Det er formentlig én af kristendommens største udfordringer i Danmark, at også voksne er så uvidende om, at kristendom er et begavet, avanceret, empatisk og selv- og kildekritisk åndsfænomen. Uvidenheden begynder i folkeskolens kristendomsundervisning.

Ikke fordi den er for kritisk. Men ikke kritisk nok. Nemlig sympatisk kritisk, som enhver ordentlig tekstlæsning er det. Det er naivt, når en undervisningsminister vil kræve islamkritik i skolen. I berøringsangst for religion i det hele taget får skoleelever i almindelighed om kristendom heller ikke andet end overfladisk beskrivelse, som ingen kan fortænke dem i allerede i anden klasse at afvise som ”upræcist”.

Skolen må tænke fagligt om faget kristendom. Naive bibelfortællinger og ritualer er ikke kristendom i sig selv.

Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød.