Prøv avisen
Debatinterview

Sognepræst: Velfærdsstaten er reduceret til noget, rige mennesker giver hinanden

”Vi er mennesker, som skal derhen, hvor vi kan give og være store mennesker. Det kan vi ikke bare begrænse til penge,” siger Andreas Christensen, sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i Køben-havn. – Foto: Hjalte Morthorst

Den politiske debat for ud for valget er låst fast på, at alt skal kunne betale sig. Også mennesker. Det skyldes et fattigt menneskesyn, som mangler blik for mennesket som en ufattelig gåde, der kan bidrage med meget andet til samfundet end penge, mener Nørrebro-præst Andreas Christensen

Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet, og flere politikere går til valg på velfærd, men glemmer formålet. Sådan lyder det fra sognepræsten i Hellig Kors Kirke, Andreas Christensen.

For ham er velfærdsstaten i stigende grad blevet et produktionsredskab, der kun bekymrer sig om at levere skatteydere og glemmer mennesket i farten. ”Vi skal tilbage til udgangspunktet med langt mere fokus på socialpolitik,” mener han.

Du er selv socialpolitisk engageret og driver blandt andet et hjemløseherberg på Nørrebro. Synes du, at det socialpolitiske får tilstrækkelig opmærksomhed?

”Nej, jeg ser en debat, som hovedsageligt handler om, at der skal være nok penge i kassen til, at velstillede mennesker kan udveksle skattegaver i form af uddannelse og sundhed. Velfærdsstaten bliver reduceret til noget, som rige mennesker giver til hinanden, og dem, der er for skøre og skæve til at bidrage, vil få så små bidder af kagen, at det ikke giver dem en værdig tilværelse. På det her område er jeg ikke så optimistisk med den kommende valgkamp.”

I den seneste tid har netop en værdig tilværelse fyldt meget i snakken om en differentieret pensionsalder. Er det ikke et skridt i den rigtige retning socialpolitisk?

”Den lovgivning, der skal til med hensyn til pensionsalder, den er allerede til stede. Den bliver bare ikke brugt. Som jeg ser det, er det Socialdemokratiet, der giver sig selv en socialpolitisk revival ved at vise et billede af en slidt specialarbejder. Det giver dem en fornyet historik, men det gælder for politikere på begge fløje, at de går til valg på noget tomt, hvor de ikke kan ikke servere for vælgerne, hvad det reelt nytter. Det er det samme som at gå til valg på en hård kriminalforsorg, hvor dem, vi hader, skal straffes. Og sådan bliver det, men det nytter bare ikke noget. Lige nu er der dejlig fred på Nørrebro, fordi alle kriminelle er spærret inde, men jeg gruer for, hvordan det bliver, når de kommer ud.”

Hvordan fortæller velfærdsdebatten om vores menneskesyn i dag?

”Hvis vi skal til at indkradse flere penge til at lave velfærd for, så begynder det at blive alles kamp mod alle. Så jeg tror, at velfærdsstaten har nået sit maksimum for, hvor meget man kan kradse ind. Det betyder, at menneskesynet er i bund. Når menneskesynet er i bund, så er mennesket reduceret til en mekanisme, der enten nyder eller yder. Det vil sige, at samfundet giver dig veje, fortove, sundhed og uddannelse, og så skal du også give den anden vej. Det er ikke en velfærdsstat. Det er bare en anden type bytteøkonomi.

Generelt har jeg har svært ved at få øje på menneskesynet. Jeg savner politikere, der stiller sig op og siger noget om menneskesynet. Der er nogle få, der vil kunne gøre det blandt de politikere, vi har. Margrete Auken, Marianne Jelved, Bertel Haarder, Søren Pind og Connie Hedegaard ville kunne gøre det.”

Hvad er det for dig at se, den type politikere kan?

”Det er dem, jeg har hørt inddrage et egentligt menneskesyn i deres politiske holdninger. Andre vil måske også kunne gøre det, men dem har jeg bare ikke hørt. Jeg har ikke hørt nogen, som stiller sig op og tager udgangspunkt i det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er et menneske?

Jeg synes, at den politiske debat er præget af nogle rygmarvsreaktioner og hurtige følelser. Det handler ofte om ’de andre’, der ikke skal komme her til landet. Vi skal sørge for, at ’de’ ikke misbruger systemet. Her bliver jeg lidt træt af politikerne, når de maler med den helt store pensel og kalder alle for ’de’. Der er en misundelse, der præger debatten. Og det er ikke en misundelse, hvor de fattige vil have noget fra de rige. Det er en misundelse, hvor de velstillede synes, at de, der ikke har noget, ikke skal have mere.”

Så når vi taler om ’de andre’ og ’dem’, er det i virkeligheden et udtryk for et problematisk menneskesyn?

”Ja, og så er det et meget mekanisk menneskesyn, hvor mennesket ikke i sig selv er en gåde og en gave, men mennesket er en del af et maskineri, hvor det skal yde noget. Det skal ikke uddanne sig for at blive et stort menneske – det skal uddanne sig for at levere til samfundet. Jeg synes, at det er vigtigt at holde sig for øje, at velfærdssamfundets nuværende model har den skumle hensigt at producere nye skatteydere.”

Men har det mekaniske menneskesyn en reel politisk betydning?

”I debatten handler det ofte om at tage nogle, der ikke er skatteydere og så gøre dem til skatteydere. I stedet burde man tage udgangspunkt i, at mennesket i sig selv er et vidunderligt væsen. Målet skal ikke være at få maskinen til at køre, men målet skal være at gøre os til elskede og storsindede mennesker. Staten er reduceret til en facilitator af kommende skatteydere, og menneskesynet i velfærdsstaten er helt nede at ramme bunden, fordi mennesket ikke er blevet noget i sig selv.”

Hvordan kan man for dig at se komme tilbage til et udgangspunkt, hvor mennesket er i fokus?

Jeg har været rigtig glad for at lytte til Christoffer Emil Bruuns 10 udseendelser om velfærdsstaten i P1. Her taler han eksempelvis ”midler uden mål”. Hvorfor bruger man midler til en velfærdsstat, hvis man ikke ved, hvad man vil med den? Meget af velfærdsdebatten handler om, at vi skal have og ikke give.

Vi er mennesker, som skal derhen, hvor vi kan give og være store mennesker. Det kan vi ikke bare begrænse til penge. Vi kan også give hinanden indsigt i dybder. Det synes jeg mangler i den politiske debat. Der hedder det, at man skal ud på arbejdsmarkedet for at kunne bidrage. Her er der ikke meget tilovers for dem, der bidrager med dybder og kunst for eksempel.”

Men hvorfor mener du, det er nødvendigt?

”Jeg synes, at mennesket som en uendelig gåde mangler i den politiske debat. Der er for mange firkantede holdninger, hvor man bare tager udgangspunkt i, at man ved, hvad et menneske er, og mistænkeliggør mennesket. Man skal i stedet se mennesket som en gåde og stille sig ydmygt over for den gåde.

Jeg er til gengæld optimistisk omkring, at menneskesynet kan og vil ændre sig. Men jeg tror ikke, at det bliver ved denne valgkamp – men om nogle år. Vi vil få en fornyet velfærdsdebat, hvor vi kigger på mennesket som et mirakel og som ubetaleligt. Det er en misfor- ståelse, at mennesker skal kunne ’betale’ sig.”

I stedet burde man tage udgangspunkt i, at mennesket i sig selv er et vidunderligt væsen. Målet skal ikke være at få maskinen til at køre, men målet skal være at gøre os til elskede og storsindede mennesker.

Andreas Christensen, præst