En kollektiv pause uden arbejde og skærme i 25 timer. Så konkret og enkel er idéen med initiativet ”The Shabbat Project, der de senere år har opfordret jøder fra forskellige religiøse og kulturelle retninger verden over til i fællesskab at holde en fuld sabbat én gang årligt. Konceptet har bredt sig og er blevet et verdensomspændende fænomen, som i år finder sted i den kommende weekend fra den 15. til den 16. november. Og idéens udbredelse tyder på, at man med projektet har ramt et behov i tiden for at koble af og tage en pause fra hverdagens forpligtelser i lidt over et døgn. ”En rigtig spændende idé,” mener sognepræst i Herlufsholm Kirke på Sydsjælland og grundlægger af organisationen We go silent Thomas Horneman-Thielcke. I mange år har ordet ”pause” nemlig haft en negativ klang, mener han. Ifølge ham er der behov for, at vi som samfund i større grad anerkender vigtigheden af at opretholde pauser i hverdagen, både sammen og for os selv:
”Det er fint at have nogle rammer for, hvordan man lever sit liv. Pausen bliver ofte set som noget negativt, fordi det med at ’sætte sit liv på pause’ ikke lyder som noget, man har lyst til. Det lyder, som om man er fraværende, og at man kommer bagud i livet. Men pausen kan netop bruges til det omvendte: at vi bliver mere nærværende i det liv, vi lever.”
Hvad er det i vores samfund i dag, som vidner om, at vi trænger til flere pauser?
”Det helt primære er, at der er så mange mennesker i dagens Danmark, der går ned med stress, fordi de ikke har et liv, hvor der er plads til pausen. Vi lever i et samfund, der har en indgroet mentalitet om, at jo mere travl du er, jo mere succes har du. Hvis din kalender er fyldt med aftaler, så virker du som én, der har styr på livet. Men det er opslidende, hvis vi glemmer at give os selv fri. Pausen er et refleksionsrum for det liv, vi lever. Den er livsnødendig. Og det er livsnødvendigt, at vi italesætter den som livsnødvendig. ”
Tidligere blev vi i højere grad dikteret til at holde pause af vores religiøse tilhørsforhold. Kristne skulle holde den om søndagen, jøder om lørdagen. Har pausen altid været central for mennesket?
”Går man tilbage til den tidlige kristendom, så var det dengang helt centralt, at man holdte en kollektiv pause i form af sabbaten. Når vi læser om Jesus, læser vi også, at han ofte trak sig tilbage for at være tro mod sig selv. Helt fra kirkens og kristendommens start har man haft det med tilbagetrækning og pauser i fokus. Man har altid vidst, at et samfund, der kræver, at mennesker giver alt, hvad de har, uden at de får lov til at holde fri, er et samfund, hvor mennesker går ned af sygdomme, fordi kravene bliver for store. ”
Hvordan har brugen af pauser udviklet sig historisk?
”Ved Reformationen begyndte det med pauser at fylde mindre. Der blev mere fokus på arbejdets betydning og på, at man som individ skulle være en ressource for samfundet. Men i dag oplever vi igen en modbevægelse. Selvom vi lever i et samfund præget af præstationskultur, er der nu kommet mere opmærksomhed på, at mennesket har brug for noget mere end bare materielle goder. Vi er blevet mere bevidste om, at vi ikke bliver lykkeligere af at have alt. Derfor ser vi, at flere vælger at tage på retræter, og at stillegudstjenester og pilgrimsrejser bliver mere populære. Den form for pause og stilhed kommer til at vokse, men vi har brug for at blive mindet om pausens betydning. ”
Men er det enkelte individ selv i stand til at prioritere en pause i livet, uden at en autoritet, som kirken tidligere gjorde, dikterer det?
”Som mennesker er vi fra naturens side ihærdige. Vi vil meget gerne arbejde, få noget fra hånden og se resultater. Derfor bliver vi som samfund nødt til at italesætte vigtigheden af pausen. Det ville være enormt givende at have en dag, hvor der er kollektiv konsensus om, at vi helliger os pausen. I forvejen er søndagen en form for afslapningsdag, men man kunne sagtens udnytte den mere. Lad os dog få en dag, hvor vi bandlyser skærme, og hvor man har tid til refleksion og til at lave lige det, man har lyst til. Det kræver en helt enorm mængde selvdisciplin – men det er vi jo så gode til, når det kommer til arbejdskultur.”
Hvorfor ville det være gavnligt?
”Hvis ikke vi prioriterer at holde pause, så bliver vi som mennesker enormt automatiserede. At turde bryde op og gøre noget andet end det, man plejer, det giver en fornemmelse af frihed. Om man så kan lide at være i det, det er en anden ting. Men det er vigtigt, at man gør sig klar over, at det er helt essentielt for at leve et godt liv i balance. Pausen giver mulighed for ikke bare at være mere opmærksom på sig selv, men også på sin næste. Hvis man ikke holder pause, bliver man udbrændt. Både som individ og som samfund. ”
Thomas Emil Hornemann-Thielcke