Hvorfor har vi egentlig et kongehus? Det spørgsmål meldte sig under søndagens timelange tv-transmissioner i anledning af Dronningens 50-års regentjubilæum. Var jeg bare blevet lidt træt af pomp, pragt, gallauniformer, kjoler, den royale virak og hofreporternes endeløse talestrøm? Eller rumsterede der måske en skabsrepublikaner et eller andet sted under min konservative vaneroyalisme? Var der ligefrem en snert af majestætsfornærmelse over dette spørgsmål, som oven i købet opstod under fejringen af vores elskede monark?
Det kunne jo også være, at spørgsmålet udsprang af regentjubilæet som en udfordring, som en kastet handske og et kald ud af den døsighed, som godt kan melde sig ud under lange transmissioner med et sandt rend af folk fra de højere rangklasser.
Vel kan det anføres, at kongehuset er noget selvfølgeligt, hævet over diskussion og utidige spørgsmål. Er kongehuset ikke en gammel og ærværdig institution, og er dronning Margrethe ikke en dygtig regent, en fornem repræsentant for Danmark og vores højagtede landsmoder? Jo, det er alt sammen sandt, men kongehusets eksistensberettigelse stikker dybere end som så.
Kongehuset er ikke bare et stykke danefæ med populære repræsentanter. Kongehuset er en levende påmindelse om, at der er mere end valg og mere end os selv, og dette ”mere”, tilføjer skønhed, alvor og dybde til vores almindelige og såre borgerlige liv.
Vi vælger ellers alting: karriere og kærester, politikere og identiteter. Men kongehuset er netop ikke på valg. Det er selvfølgelig rigtigt nok, at vi kunne stemme for en ændring af Grundloven, som afskaffede kongehuset, men så længe der er et kongehus, er der også en arvefølge. Og det er godt, at alt og alle ikke er på valg. At der er noget over os og før os, som vi ikke skal vælge, genvælge eller fravælge, og som er der i kraft af mere end øjeblikkets stemninger og tidens strømninger.
Ligesom kongehuset minder om, at vi er mere end os selv og vores eget lille liv, at vi er led i en kede og del af en historie, som vi ikke selv har smedet og digtet, og det giver os en plads og en pligt, som ædler og binder. Vi er ikke alle kongelige, men kongehuset henviser os alle til glæden ved Danmark og til tjeneste for fædrelandet. ”Lidt kongelig har man da lov at være”, lyder et slogan fra Billed-Bladet, men der er i dybere forstand noget om snakken. Der er noget kongeligt over tjenende kærlighed og forpligtende skæbne. Derfor skal man også vide at tale til kongen ikke til stodderen i ethvert menneske.
Og mens der gives en gudløs republik, så er der ikke noget som et gudløst monarki. Kongehuset peger ikke bare bagud og udad, men også opad. Kongen har selv en konge, og for den himmelske konge er vi alle lige fortabte, lige elskede og lige forpligtede.
Hvorfor har vi egentlig et kongehus? Fordi vi har brug for det!
Jesper Bacher sognepræst.