Debatten om vielse af par af samme køn kører nu på højtryk igen. Det begyndte kort før jul, da TV 2 udsendte det sædvanlige spørgeskema, som nogle af landets præster åbenbart vælger at svare på. Det er altid den samme slags spørgsmål, der går igen: Hvad er dit syn på kvindelige præster, hvad er dit syn på vielse af to af samme køn og så videre. Og det er altid op til en højtid, hvor resultatet så bliver offentliggjort. Således også denne jul.
Jeg svarer ikke på spørgeskemaerne, da jeg synes, de giver et mærkeligt endimensionelt blik på virkeligheden, som jeg slet ikke kan genkende fra min hverdag i en temmeligt farverig folkekirke, men jeg forholder mig naturligvis til emnerne i mit embede som præst.
Mit syn på vielse af to af samme køn er enkelt nok. Guds kærlighed sætter ikke skel mellem mennesker, men nedbryder menneskeskabte grænser. Det gælder også de grænser, nogle sætter op mellem heteroseksuel og homoseksuel kærlighed.
Mit syn på præster, der ikke vil vie to af samme køn, er lidt mere kompliceret. Som udgangspunkt tror jeg på, at færre lgbt-personer kommer i klemme, når præster har mulighed for at sige nej. Her tænker jeg især på lgbt-personer, der selv hører til i den mere konservative ende, og som ville stå ret svagt, hvis deres del af kirken rev sig løs og blev en frikirke. Desuden er det i det hele taget en del af udfordringen ved at være kirke, at vi også skal kunne være det sammen med dem, vi er uenige med.
Og sidst, men ikke mindst, skal en præst, der får en henvendelse fra et par, han ikke vil vie, henvise til provsten, der så finder en løsning. Jeg hører dog desværre jævnligt fra par, der har oplevet, at det ikke finder sted, og det er her, det bliver kritisk. Jeg er blevet ringet op af par, der ikke vidste, hvem jeg var, og som var meget nervøse over, om jeg ville sige ja til at vie dem. Den udsathed – den følelse, man som lgbt-person kan få af at være ”den tolererede” – den er det kirkens opgave at få øje på og skabe modvægt til.
Når vi giver plads til, at præster kan sige nej, tager vi også en vigtig opgave på os til tydeligt at sige ja; til tydeligt at vise, at lgbt-personer ikke er ”tolererede”. Altså ikke en velmenende og inkluderende kirke, der inviterer lgbt-personer indenfor, men en kirke, der som det naturligste ved, at lgbt-personer allerede er en del af kirken.
Jeg mener ikke, at en smiley-ordning er en god løsning. Det er at skille en gruppe mennesker særligt ud, hvis man begynder at sætte skilte op eller skrive på hjemmesiden, hvem der er velkomne til at blive viet i kirken. Det er klart, at mange lgbt-personer vælger at komme i kirker, hvor de ved, at de også ville have mulighed for at blive viet, og da det ikke er alle kirker, der ville få lavet sådan en udmelding, ville man som lgbt-person kunne blive i tvivl om, om man var velkommen i en ”umærket” kirke.
Det er derimod vigtigt, at man i den enkelte kirke gør sig klart, hvad det er for en retning, man trækker i. At forkyndelsen i den enkelte kirke er klar og tydelig. Og derfor er det også helt naturligt, at man som menighedsråd tager det aspekt med, når man søger en ny præst.
Jeg tænker her på jobopslaget fra Brønshøj Kirke, hvor man specifikt søger en præst, der skal kunne sige ja til at han eller hun vil bruge vielsesritualet for to af samme køn.
Det er ikke diskrimination, men en nødvendig bevidsthed i menighedsrådet om, hvordan de vil være kirke på deres sted. Og det er netop denne plads til forskellighed, der er folkekirkens særkende.
Mia Rahr Jacobsen er sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke, København.