I lørdags (den 12. september) skrev Kristeligt Dagblads chefredaktør en af de bedste ledere, jeg husker at have set i meget lange tider. Budskabet var, at der skal styr på indvandringen til Europa.
Når kontrollen ved ydergrænserne bryder sammen, må det have konsekvenser for opsynet - en nænsom omskrivning for kontrol? - ved de nationale grænser.
Og ud over at tage humane hensyn til de mange fremmede må hvert land også beskytte sin egen befolkning mod den ubalance, der følger af voldsom indvandring, ikke mindst fra Mellemøsten og ikke mindst af muslimer, der er svære at integrere i det danske samfund. Så sobert kan det siges!
I samme dags avis konstaterer Tim Knudsen, at flygtningekrisen presser den danske regering til det yderste, men at den i spørgsmålet om at deltage i en fælles europæisk kvoteordning er mest optaget af ikke at komme på for stor afstand af DF.
Alt dette sker, mens krisen spidser til over en bred front: De østeuropæiske lande, som har nydt godt af landbrugssubsidier og fri bevægelighed for arbejdskraft, vil ikke deltage.
Polen med 38 millioner indbyggere modtog i 2014 kun 740 flygtninge, mens tallene for Sverige var 9 millioner og 33.000 flygtninge (ja, det var dengang). Ungarn opfører sit eget hegn og vil sætte hæren ind.
I weekenden har München været ved at segne under en tilstrømning af 40.000, og Bayerns ministerpræsident har bebudet at ville tage kontakt med Ungarn for at standse strømmen derfra.
Og så skændes Danmark lidt med vores svenske broderfolk, som er utilfreds med, at vi ikke registrerer og tilbagesender flygtninge til Tyskland, endskønt Sverige - som påpeget af Frede Vestergaard og ligeledes i lørdagsavisen - i allerhøjeste grad bidrog til vende flygtningestrømmen mod nord ved i september 2013 og i modsætning til alle andre lande på det tidspunkt forlods at love opholdstilladelse til alle asylsøgere fra Syrien.
Denne katastrofale situation lægger en tung opgave på Socialdemokratiet og Venstre, der som traditionelt regeringsbærende partier har vist stor ansvarlighed ved de seneste års reformer.
De har den mandatmæssige styrke til sammen at mobilisere den Solidaritet og den Værdighed, stavet med stort som partiernes navne, der skal til for at sikre dansk deltagelse i fælleseuropæiske forsøg på at få nogenlunde styr på tingene.
I den forbindelse er det SV mod DF (Dansk Fremmedfjendskhed), og SV har lige nu befolkningens flertal bag sig til at tage flere flygtninge. Opinionen er stærkt labil, men det er nu, der kan skiftes positioner, og det er ikke kun Tyskland, der har brug for store koalitioner til at løse store problemer, i dette tilfælde en modig revision af flygtningepolitikken.
Og så må man have format nok til at se lidt stort på de finker, der er røget af Venstres pande i den hidtidige vulgære del af konkurrencen med DF. Jo større afstand til DF, jo større dansk værdighed i det arbejde, som må gøres.
Ole Olesen,konsulent, cand.polit.Philip Schous Vej 13, Frederiksberg