Som babusjkadukken har Ruslands mytologi flere lag. Alle har betydning for sikkerheds- og udenrigspolitik

Få lande i verden mytologiserer deres nationale eksistens og historie i så høj grad, som det er tilfældet med Rusland. Rusland opfattes som hellig, og denne forestilling er en grundfæstet tanke i russisk selvforståelse og kan være med til at kaste et forklarende lys over den russiske invasionen af Ukraine, skriver Ruslands-kender

"I russisk, strategisk kultur bliver den nationale mytologi med forestillingen om Det hellige Rusland til et vigtigt ideologisk redskab, der er med til at sætte den storpolitiske dagsorden," skriver Eva Ravn Møenbak. Genrefoto.
"I russisk, strategisk kultur bliver den nationale mytologi med forestillingen om Det hellige Rusland til et vigtigt ideologisk redskab, der er med til at sætte den storpolitiske dagsorden," skriver Eva Ravn Møenbak. Genrefoto. Foto: Martin Runeborg/Johner/Ritzau Scanpix.

Hvis man skal prøve at forstå nogle af de bagvedliggende grunde til præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine kan det være gavnligt at medtænke begrebet mytologisering.

Ifølge den canadiske religionsforsker Russell T. McCutheon betyder mytologisering at tillægge fortællinger, narrativer og begivenheder en merbetydning og en ekstraordinær status.

Denne artikel er en del af denne serie:
Konflikten i Ukraine

Der er få lande i verden, der mytologiserer deres nationale eksistens og historie i så høj grad, som det er tilfældet med Rusland. Rusland opfattes som hellig, det vil sige udskilt fra det almindelige, og denne forestilling er en grundfæstet tanke i russisk selvforståelse og kan være med til at kaste et forklarende lys over den russiske invasionen af Ukraine.

At sætte sig ind i og forstå en tankegang, som kan forekomme absurd, er ikke en legitimering af den, men en nødvendig forudsætning for at kunne imødegå den.

Det hellige Rusland

Forestillingen om landets hellighed kan spores tilbage til munken Nestors Krønike fra 1100-tallet, der beretter om kristningen af det slaviske folk rus i 900-tallet og grundlæggelsen af rus-riget, hvis centrum blev Kyiv. 

Disse begivenheder forstås som villet og styret af Gud, fordi Gud har en bestemt plan med og en bestemt opgave til netop dette rige. Vi står her over for en mytologisering af Ruslands historie. At Ruslands åndelige vugge stod i Kyiv har storpolitisk betydning.

I forbindelsen med fejringen af 1025-året for kristendommens indførelse i Rusland fremhævede præsident Putin i en tale den 25. juli 2013, at der eksisterer et tæt, ubrydeligt bånd mellem Rusland og Ukraine. De er fælles om en tusindårig, ortodoks-kristen kultur, og de to lande hører derfor sammen.

Samme synspunkt giver Putin udtryk for i sin tale til nationen den 21. februar 2022, hvor han understreger: ”Ukraine er ikke et naboland for os. Det er en umistelig del af vores historie, kultur og åndelige rum”.

Denne opfattelse understøttes af Moskvas patriark Kirill, der for eksempel i en tale i 2018 i forbindelse med 1030-års fejringen af Ruslands kristning påpegede, at ”Kijev ikke er en by blandt andre, men et helligt sted”.

Den russisk-ortodokse Kirke leverer det meningsbærende grundlag for forestillingen om Det hellige Rusland, og præsident Putin har gentagne gange understreget i sine fire præsidentperioder, at der er et tæt forhold mellem Den russisk-ortodokse Kirke og staten.

Rusland som en beskyttelse mod det onde

Man kan se betegnelsen "Det hellige Rusland" som en samlebetegnelse for en række tankesæt, der indikerer opfattelsen af, at Rusland er udvalgt af Gud blandt verdens nationer til en bestemt mission i verden.

Forestillingen rummer tre centrale begreber: Katechon, Det tredje Rom og messianisme. Begrebet katechon (græsk: den der holder noget ondt tilbage) er en central idé, der udtrykker Ruslands selvopfattelse som beskyttende skjold mod det onde og alle kaoskræfter.

Begrebet stammer fra Paulus’ andet brev til Thessalonikerne, kapitel 2, vers 6 og betyder, at så længe der er en beskyttende magt i verden, kan Antikrist, et satanisk modstykke til Guds Kristus, ikke træde frem med sin destruktive kraft. Det vil sige, at katechon holder kaosmagterne tilbage.

Ifølge Maria Engström, lektor ved Uppsala Universitet, identificerer nationalistiske, konservative kredse i Rusland den beskyttende magt, katechon, med Rusland og Den russisk-ortodokse Kirke. De kaoskræfter, som Rusland yder beskyttelse imod, er for eksempel sekularisme og Vestens liberale ideologi og kulturrelativisme, der stemples som moralsk forfald og samfundsnedbrydende.

Rusland som det tredje Rom

Forestillingen om Rusland som det tredje Rom ligger helt i tråd med begrebet Katechon. Rusland har en særstatus som arvtager og beskytter af den rette tro, den ortodokse.

Denne opfattelse af Rusland som et specielt værdifuldt og unikt, ortodokst land blev udtrykt af den russisk-ortodokse munk Filofej i et brev til Moskva-fyrsten Vasilij i 1510, hvor han skrev: ”Alle kristne kongedømmer er nået til deres ende og er i overensstemmelse med de hellige bøger (Profeten Daniel 2,31-45) gået ind i vores Herskers Tsardømme, det vil sige det russiske Tsardømme. For to Rom’er er faldet, og det tredje består. Men et fjerde vil ikke komme”. (Citat fra Sten Hartungs "Den ortodokse arv", 2019).

Filofej udtrykker her forestillingen om "Moskva som det tredje Rom". Dette begreb sætter Moskva ind i rækken af verdensherskere efter det første Rom, som gik til grunde i 400-tallet, da det Vest-Romerske Rige blev opløst. Derefter kom Konstantinopel, der blev kaldt det andet Rom, og som blev erobret af osmannerne.

Nu fremstod så et tredje Rom, Moskva og det russiske rige, hvis jordiske hersker tzaren, sammen med Den Russisk-Ortodokse Kirke skulle beskytte og bevare den sande, ortodokse tro i verden helt frem til Jesu genkomst til jorden og oprettelsen af hans evige fredsrige.

Messianisme

Også begrebet messianisme kan placeres inden for den fortolkningsramme, der ser Ruslands historie og tradition som speciel værdifuld. Med messianisme menes en opfattelse af, at et folk eller en nation er udvalgt af Gud med henblik på en speciel mission i verden.

Den franske historiker Galia Ackerman påpeger i sin bog "Le Régiment Immortel, La guerre sacrée de Poutine" (Det evige rige, Putins hellige krig), at Rusland har en lang tradition for en messiansk selvopfattelse.

Og præsident Putin har i flere af sine taler fremhævet, at Rusland er en førernation med en messiansk sendelse, der med sin unikke historie og religiøse tradition kan berige verden, ikke kun i fortiden eller i fremtiden, men i nutiden. Det russiske folk besidder en immanent, iboende kvalitet, der gør dem berettiget til en status som supermagt.

Strategisk kultur

I nyere samfundsvidenskabelig forskning anvendes begrebet strategisk kultur om et lands overordnede verdensbillede, der er med til at forme dets sikkerheds- og udenrigspolitik.

I russisk, strategisk kultur bliver den nationale mytologi med forestillingen om Det hellige Rusland til et vigtigt ideologisk redskab, der er med til at sætte den storpolitiske dagsorden.

Det er denne opfattelse, der kan ses som en medvirkende årsag til, at Rusland intervenerede i den syriske borgerkrig, hvor de syrisk-ortodokse kristne var under stort pres fra Islamisk Stat og andre ekstremistiske grupperinger.

Fra russisk side forlød det derfor, at interventionen drejede sig om at redde de syrisk-ortodokse kristne fra udryddelse. Invasionen i Ukraine kan føjes til rækken af eksempler på, at mytologien kan bruges til legitimering af og motivation for sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Når præsident Putin ser Ukraine som en del af Ruslands strategiske interesseområde, kan det skyldes forestillingen om Det hellige Rusland og det verdensbillede, der betinges heraf med en vilje til at få Ruslands storhed tilbage efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Eva Ravn Møenbak er pensioneret lektor og forfatter til afsnittet om "Den russisk-ortodokse Kirke og Rusland" i bogen "Flere sider af Rusland".