Prøv avisen
Liv og meninger

Forfatter: Som barn fik jeg at vide, at jeg var grim – nu ved jeg, at også de grimme kan lyse en dag

Illustration: Rasmus Juul

I mange år havde jeg hørt, hvor grim jeg var. Jeg blev ikke drillet, jeg fik bare sandheden at vide. I små bemærkninger og rå blikke. Det skete stille, uden de voksnes vidende, og jeg smilede altid som svar, skriver salmedigter Iben Krogsdal

Som barn fik jeg tit i skolen at vide, at jeg var grim. Især én situation har brændt sig fast: Et par dage før vi skulle på lejrtur, var jeg blevet klippet. Ved ’modefrisøren’, fordi jeg gerne ville være fin til turen. Men jeg havde nok byens tyndeste hår, og nu sad jeg ved mit bord i klassen og så en flok drenge komme. ”Vi er nogle, der har stemt om det,” smilede en dreng ondt, ”og vi er enige om, at du er for grim til at komme med på lejrskole”.

Jeg smilede bare tilbage. Mit smil betød: I har ret, undskyld. Og jeg sved i kinderne af skam over at have været så dum at tro, at turen til frisøren ville gøre mig pæn nok til deres selskab.

I mange år havde jeg hørt, hvor grim jeg var. Jeg blev ikke drillet, jeg fik bare sandheden at vide. I små bemærkninger og rå blikke. Det skete stille, uden de voksnes vidende, og jeg smilede altid som svar.

Jeg vidste godt selv, at jeg havde skæve tænder, høj pande, gennemsigtigt hår og ørnenæse. ”Hvor mange meter er din næse?”, råbte de efter mig. ”Pas på! Et spejl!”, råbte de.

I skolen sad jeg ved mit bord og betragtede de andre piger sætte hår på hinanden. Jeg så dem blive luciabrude og blive budt op til klassefesterne. Hjemme trak jeg strømpebukser baglæns over hovedet og forestillede mig, at bukserne var mit smukke hår. Jeg var tit alene, men jeg havde det godt sådan. Jeg sad i timevis på biblioteket og læste.

I de små klasser dagdrømte jeg mig gennem Askepot, Askeladden, Esben Askepuster, Den Grimme Ælling. Siden blev jeg alle dronningerne i Herta J. Enevoldsens bøger. Når jeg læste, var jeg ude af mig selv. Når jeg tegnede og spillede klaver, kom der lidt skønhed ud af hænderne. Og når jeg skrev, voksede der ligesom en smuk katedral frem i kroppen. Så glemte jeg, hvordan jeg så ud.

Jeg var næsten voksen, da jeg første gang hørte nogen sige, at jeg havde kunstnernæse. At jeg var smuk på en anderledes måde.

Jeg var lige begyndt at studere på Det Jyske Kunstakademi, og jeg var rystet. Når man gennem en hel barndom har oplevet at være grim i andres øjne, er det næsten umuligt at forstå, at nogen (ud over ens familie) kan mene noget andet.

Inderst inde bærer man altid rundt på hende, der sidder ved bordet foran drengene og smiler skamfuldt. Inderst inde er der altid en stemme, der hvisker, at folk tager fejl, hvis de giver en kompliment. Inderst inde sidder der stadig en ensom pige i mørket og kigger på dem, der får lov at danse. Men hvis man er heldig, er man ikke knækket. Måske har man lært at søge eller skabe skønhed på en dybere måde. Måske har grimheden foldet sig ud som ens særlige skæbnevej.

En novemberaften for nogle år siden havde jeg huset fuldt af mine børn og deres syvtil tiårige kammerater. Vi kom til at tale om udseende.

Jeg fortalte, at jeg havde været klassens grimme barn. Og jeg fortalte, hvordan jeg én gang havde vovet at melde mig som luciabrud, men endte med at grædesmile resten af dagen over de andres reaktion. Børnene var helt stille. En pige havde meget blanke øjne.

Så gjorde vi noget, vi aldrig nogensinde kommer til at glemme. Først forberedte vi os i en time. Så slukkede vi alt lys. Og så gik vi, iført hvide lagener og med levende lys i hænderne, vores eget lille nimands-luciaoptog gennem gangene i den mørke præstegård. Og denne gang var luciabruden en bevæget, voksen kvinde.

Jeg ved, at der den aften var mindst to små, nye Ibener med i optoget. Jeg ved, hvor meget brutalitet de vil møde. Men i deres luciablikke så jeg et øjeblik – mod alle odds – troen på, at selv de grimmeste børn en skønne dag kan få lov at lyse for andre.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.