Jeg var meget ked af at være pige, da jeg var pige. Jeg ville være dreng. Jeg stod foran spejlet, hævede min brystkasse og pustede mig op. Jeg proppede en sok i underbukserne, og synes jeg var meget flottere på den måde. Jeg ville være karseklippet, spille fodbold og køre på motorcykel, ligesom mine fætre, der boede lidt længere nede af vejen. Der var intet, jeg forbandt med at være pige, som tiltalte mig.
Mine forældre lod mig i store træk være. Lod mig snitte mine pinde, lod mig skyde med luftpistol, lod mig hænge i en tovbane og på en hesteryg og gik med mig i drengeafdelingen, når der skulle købes tøj.
Jeg vidste, at jeg levede som dreng på lånt tid. Om kort tid, når mine bryster voksede, og jeg fik hår under armene, så ville tiden som dreng være forbi. Det var jeg ikke vild med. Hvad skulle jeg stille op med det? Være i sådan et ingenmandsland? Jeg talte ikke med nogen om det. Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne ikke engang formulere problemet over for mig selv. Det var vel lidt skamfuldt, endda latterligt.
Man kan roligt sige, at jeg led af det, Det Etiske Råd i dag ville kalde “kønsubehag.”
Det vidste jeg heldigvis ikke noget om dengang. Og heldigvis var der heller ikke stor diskussion om hverken hormonbehandlinger, juridisk eller fysisk kønsskifte. Så er jeg bange for, at jeg var hoppet på den limpind. Havde bildt mig selv og andre ind, at jeg var dreng og ikke kunne leve som pige. For det kunne jeg ikke dengang, men jeg skulle.
Men så kom kønshormonerne og gjorde deres arbejde. Vi begyndte at gå til fest, og jeg begyndte så småt at se perspektivet i at være pige, fordi drenge kunne være søde. I 1.g tror jeg endda, jeg lod håret gro lidt, og jeg fik en flot, lang postmesterfrakke fra Roger i Pisserenden, som indikerede en eller anden form for stil.
The rest is history. Jeg blev kvinde på min egen måde, og jeg købte en firehjulstrækker og motorcykel. Og mødte senere en mand, der faktisk kunne lide mig, som jeg nu er, og jeg fik tre børn.
Det havde ganske enkelt været en katastrofe for mig, hvis ideen om mit forkerte køn havde fået lov til at bide sig fast. Derfor er jeg også meget nervøs for den standende diskussion. Nej, efter min bedste opfattelse skal børn, inden puberteten, overhovedet ikke forfølge tanken om et kønsskifte. Der er enkelte, som har alvorlige problemer, og de skal hjælpes. Men jeg er så bange for, at muligheden for et kønsskifte - i sig selv - forstyrrer mange flere i deres identitetsopfattelse, end godt er. Alene fordi det er en mulighed, alene fordi vi taler så meget om det. Det er ikke ligesom at farve hår. Biologisk køn er ikke en social konstruktion. Det er en meget konkret, fysisk indretning, kønshormoner er kodet til helt bestemte ting, og det præger hver en fiber i vores krop.
Det er den mest grundlæggende ting, vi kan sige om os selv: Jeg hedder Nynne, jeg er en kvinde. Det er det første, jeg lægger mærke til, når jeg møder et andet menneske: Mand eller kvinde? Det er en sygt farlig ting at pille definitivt ved.
Hvilken identitet, man vælger i sit liv, er en anden sag. Vi skal have en meget mere rummelig kønsidentitet, for hvorfor er det så slemt at være henholdsvis dreng eller pige, hvis der er alle muligheder på hylderne for begge køn? Da jeg var barn, var det usædvanligt at kvinder var statsministre, bankdirektører, erhvervsledere, eller bare spillede fodbold eller kørte motorcykel. Det er det ikke i dag. Dengang ville det også være det glade vanvid at se unge, heteroseksuelle mænd med make-up eller fede sko med hæle og glimmer. Det er det ikke mere, og jeg elsker det. Det er en fantastisk udvikling, og den skal fortsætte. Men jeg tror, vi skal bevare vores biologiske køn, så længe vi overhovedet kan.
Og kunne vi måske afskaffe udtrykket “drengepige,” som jeg - i mangel af bedre - er blevet kaldt hele livet? Der er ikke rigtige eller forkerte måder at være drenge og piger på.
Nynne Bjerre er journalist.