Som man råber i skoven, får man svar

Sognepræst Per Mollerup skriver om kirkens tradition for meditation og kontemplation og vurderer den blandt andet i forhold til nutidens psykologiske indsigt og meditationsformer fra andre religioner

Det er glædeligt med den stigende interesse for åndelighed. Nu gælder det om, at kirken bliver klædt på til at vejlede de søgende. Kirken har i sin tradition en utrolig stor skat af åndelig erfaring, indsigt og visdom. Den er blot gået sørgeligt i glemmebogen i de senere rationalistiske generationer.

Kirken i enhver generation er ikke alene barn af forrige generations kirke, men også af sin egen tid. Jeg erindrer fra min gymnasietid i slutningen af 1950´erne, at da vi i Kristelig Gymnasiastbevægelse begyndte en bibelkreds på skolen, så blev vi på opslagstavlen nedgjort med et opslag om, at mennesket blot er en plante- og kødædende robot, hvis tankevirksomhed og følelser er bestemt af de kemiske processer i robotten. Det var ungdommeligt udtrykt, men i grunden ret tidstypisk.

Når det var tidens holdning, så var det meget forståeligt, at kirken gemte sin åndelige arv og koncentrerede sig om at deltage i tidens debat om livsforståelse og livsholdning. Det var det, der blev spurgt efter dengang. Jeg erindrer en diskussion blandt teologistuderende om bøn, hvor flere mente, at det blot var en samtale med sig selv, en afstressende mentalhygiejnisk foranstaltning, for var Gud mere end en ide om det højeste gode? Og var Jesu opstandelse andet end et udtryk for, at hans budskab overlevede hans død?

På den baggrund opleves det glædeligt og befriende, at der igen spørges efter kirkens egentlige opgave: Gennem forkyndelse af evangeliet om Jesus og åndelig vejledning at hjælpe mennesker til at leve i det fællesskab med vores Gud og Skaber, som han har skabt os til og givet os mulighed for os gennem Jesus Kristus.

Det er grundlæggende i vor kristne tro, at Jesus er opstanden og som den opstandne bygger bro mellem Gud og os og vejleder os ved sin Helligånd til at kende Guds vilje, så vi får mulighed for at leve i overensstemmelse med den. Jesus befalede ikke sine disciple at nedskrive evangelierne om ham, men at forkynde evangeliet om ham og at døbe og holde nadver til hans ihukommelse, for at mennesker derigennem kan komme til tro på ham og opnå fællesskab med ham i bøn. Evangelierne og resten af Ny Testamente blev siden-hen nedskrevet som støtte og rettesnor for den sande forkyndelse om Jesus. Men målet var, er og bliver, at hver enkelt af os kristne gennem bøn lever i et personligt fællesskab med Gud gennem Jesus Kristus og vejledt af hans Ånd.

Nu vi har fået muslimerne iblandt os, kan det være lærerigt at sammenligne deres tro med vores for bedre at få øje på det egentlige i vores egen tro. For muslimerne er det afgørende, at Muhammed har modtaget og nedskrevet Koranen. Efter hans død er Muhammeds rolle udspillet. Muslimerne ærer ham, men det afgørende er at studere Koranen. Den er deres rettesnor for ret tro og liv som muslimer, dens forskrifter skal nøje overholdes.

For os kristne er det lige omvendt. Bibelen har ingen selvstændig betydning for os, den er kun en hjælp til at lære Gud og Jesus Kristus at kende, så vi kan tro ham og søge fællesskab med ham. Målet for muslimen er at ophøje Allah ved at leve i overensstemmelse med Koranens forskrifter. Målet for os kristne er - hjulpet af Bibelen - at leve i fællesskab med vor Gud og Skaber gennem Vor Herre Jesus Kristus og vejledt af hans Helligånd. Det sker, når vi søger kontakt med ham i bøn.

Som så mange andre kristne er jeg vokset op med, at bøn er at bede Gud om den hjælp, min næste og jeg selv har brug for, og så huske at takke Gud derfor. Men i den kristne tradition har samværets stille bøn og lyttende bøn altid spillet en stor rolle.

Den ældst kendte stille bøn i den vestlige kirke er den bedende bibellæsning (lectio divina eller bibelmeditation), som tidligt opstod i klostrene, ganske enkelt fordi man kun havde en bibel, og de fleste ikke kunne læse. En munk læste hver dag langsomt et stykke op fra Bibelen tre-syv gange efter hinanden. Når den enkelte munk kunne stykket udenad, gik han tilbage til sin celle og gentog det langsomt og eftertænksomt under bøn om Helligåndens vejledning til at forstå det. Og ud af det voksede en samtalebøn, hvor spørgsmål til Gud og lytten efter hans svar vekslede med hinanden. Den praksis opleves så berigende, at den overlevede bogtrykkerkunsten, blot kan alle i dag læse, og hver har sin egen bibel. Jeg har også mødt denne bøn i folkekirkehjem. Denne bøn er både samværets bøn og lyttende bøn.

Når det drejede sig om begivenheder fra Jesu liv eller de af hans lignelser, der handler om personer eller om andre anskuelige begivenheder, så føjede nogle til den langsomme og eftertænksomme bibelmeditation også et forsøg på at forestille sig det læste med fantasiens hjælp. Nogle ser det for sig, andre snarere fornemmer scenen, og andre igen hører især, hvad der bliver sagt. Denne form for katafatisk (= med billeder) bibelkontemplation (i dag kaldes det ofte bibelmeditation) blev udviklet til en utrolig virksom bønsform af Ignatius af Loyola og kendt som hans åndelige øvelser (exercitier). Ignatius af Loyola var spanier, han stiftede Jesuitterordenen og virkede i Sydeuropa, samtidig med at Luther virkede i Nord-europa.

I rationalismens tid har den ignatianske bønsform ført en tilbagetrukken tilværelse, men for ca. 35 år siden blev den reformeret og begyndte at vinde stigende udbredelse. Bl.a. har en del psykologer vist interesse for den, efter at man inden for grene af psykologien er begyndt at arbejde med visualisering som en teknik til at få kontakt med glemte begivenheder fra underbevidstheden.

En enkel forklaring på denne bønsform er følgende: Når du i bøn er sammen med Jesus og prøver at forestille dig en begivenhed fra hans liv, så smelter din viden fra din bibellæsning sammen med den opstandne Jesu erindring, og ud af det vokser den indlevelse, du får. Et meget vigtigt element i denne bønsform er at se dig selv som deltager i den begivenhed fra Jesu liv, som du forestiller dig. På den måde indgår din indlevelse i en vekselvirkning med det, der gemmer sig i din underbevidsthed. Prøver du f.eks. at forestille dig en situation, hvor Jesus helbreder et menneske, så vil du måske få kontakt med dit eget behov for helbredelse af nogle negative minder. En erfaren vejleder vil ofte hurtigt kunne hjælpe dig på sporet af det, når du fortæller ham om, hvad du oplever i bønnen. Og han vil kunne vejlede dig i, hvordan du gennem bibelkontemplation kan åbne dig for at lade dig helbrede af Jesus. Denne bønsform er både samværets bøn og lyttende bøn.

En tredje form for stille bøn er apofatisk (= uden billeder) kontemplation. Den er meget udbredt i østkirken og kendes i vestkirken især fra karmelitterordenen, hvor den praktiseres således: Efter en periode med bibelkontemplation oplever den bedende på et tidspunkt, at bibelkontemplationen ikke rigtig bringer noget nyt mere, og samtidig opleves en længsel efter bare at være nærværende hos Gud i stille tilbedelse. Man kan bruge det billede, at bibelkontemplationen er en vej ind i et dybere fællesskab med Gud. Men en dag kommer du til et sted, hvor der ikke er nogen beskreven vej mere, og så går du videre alene ledt af Helligånden. Eller sagt på en anden måde: En dag oplever du, at ordene om Gud ikke rigtig kan rumme din erfaring af Gud, fordi Guds virkelighed sprænger alle vore ord og begreber. Du får en intuitiv oplevelse af Gud, som du ikke formår at udtrykke i ord.

Denne bønsform kombineres især i den ortodokse kirke ofte med mantralignende bønner, f.eks. Jesusbønnen: »Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder«, der bedes hviskende eller tavst i rytme med åndedrættet. Målet er at komme ind i en åbenhed for Guds nærvær hinsides alle tanker og følelser, ind i et samvær med Guds Ånd i dit hjertes dyb. Denne bønsform er i høj grad samværets bøn.

Om man foretrækker den ene eller den anden form for kontemplation, det er nok både et spørgsmål om tradition og temperament/psykologisk type og om, hvad man søger med sit meditative eller kontemplative bønsliv.

Den kristne apofatiske (billedløse) kontemplation er i de sidste årtier ofte blevet blandet sammen med zenbud-dhistisk meditation eller mantrameditationsformer fra hinduismen. Det er muligt, at vi kristne kan have glæde af nogle teknikker fra zenbuddhismen i vores apofatiske kontemplation. Men som helhed er der tale om noget helt andet. I den zenbuddhistiske meditation tilstræbes en mental tilstand, hvor alle forestillinger forsvinder, også forestillingen om Gud, så man konfronteres med den absolutte tomhed. Det tolkes som den absolutte åndelige tilstand, fordi man dér radikalt har forladt alle begrænsende menneskelige forestillinger, også forestillingen om Gud. Zen-buddhismen har ingen forestilling om Gud, den er agnostisk, og dens meditationsform fører efter min overbevisning kun til en meget dyb og berigende kontakt med de dybeste lag i ens psyke, men ikke til den kontakt med Gud, som er målet for den kristne meditation og kontemplation.

De hinduistisk inspirerede mantrameditationer er mere åbne for kontakt med den omgivende åndelige verden. Men det er svært at sige, hvilken kontakt de fører til.

Om meditation og kontemplation gælder, at som man råber i skoven, får man svar. Åndelige oplevelser er aldrig entydige eller neutrale, de er altid åbne for tolkning og bestemt af, hvad vi søger. Søger du vejledt af Guds åbenbaring af sig selv i Jesus Kristus kontakt med Gud, ja så får du kontakt med Gud gennem de dybeste lag af din psyke. Søger du på zenbuddhistisk vis kontakt med det absolutte intet, så får du måske kontakt med de dybeste lag af din psyke hinsides det sted, hvor følelser og tanker udspringer. Og foretager du et åndeligt spring ud i det uvisse med hinduistisk mantrameditation, ja så er det uforudsigeligt, hvad der sker. Jeg kan kun fraråde det. For medens Gud er kærlighed og aldrig tvinger os mod vor vilje, så gælder det modsatte om mørkets kræfter.

Personligt falder valget mig ikke svært. Jeg har prøvet ignatiansk bibelkontemplation og praktiseret karmelitisk inspireret kontemplation gennem mange år og gennem dette bønsliv erfaret et dybt fredfyldt og kærlighedsfyldt fællesskab med Gud. Så jeg vil ikke drømme om at bytte min kristne tradition ud med noget andet. n