Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Som sygeplejerske har Dorte Buchwald oplevet 4000 dødsfald: I døden er ingen bedre end andre

Vi lever i et præstationssamfund, men der er ingen særlig god eller rigtig måde at dø på, skriver palliationssygeplejerske

Bliver man bedre til at dø af at se andre gøre det? Spørgsmålet fra en skoleelev fik Dorte Buchwald til at tænke sig om.
Bliver man bedre til at dø af at se andre gøre det? Spørgsmålet fra en skoleelev fik Dorte Buchwald til at tænke sig om. Foto: Pxhere.

”Når du nu har set så mange mennesker dø, tror du så, du selv er god til at dø?”.

Spørgsmålet fik jeg stillet af en skoleelev, der var i praktik i Team for Lindrende Behandling, hvor jeg arbejder.

Som en del af praktikken havde hun været med på et patientbesøg, og efterfølgende talte vi om, at jeg har været med på sidelinjen ved omkring 4000 dødsfald. Eleven havde en formodning om, at den erfaring ville gøre mig god til at dø, når det blev min tur.

Spørgsmålet satte gang i refleksioner om mit liv og mit arbejde og de mange fantastiske patienter og pårørende, jeg havde været i kontakt med – og om det, de hver især havde lært mig om livet og døden. Jeg tænkte på den unge mor, der bed alle smerter i sig for at kunne være der for sine børn den sidste tid. Jeg tænkte på den ældre kvinde, der var bange for at dø, fordi hun frygtede at skulle genforenes med sin plageånd fra skolen efter døden.

Men elevens spørgsmål fik mig også til at reflektere over vores samfunds tendens til, at vi skal kunne beherske alt og være gode til alle facetter i livet – og om dette også omfatter, at man skal kunne beherske og være god til at dø.

Er man god til at dø, hvis man tappert kæmper og tager hensyn til alle – blot ikke sig selv? Er man god til at dø, hvis man sætter sig selv forrest? Er man dårlig til at dø, hvis man ikke er afklaret og klar til at komme herfra?

Jeg har set mange modige mennesker dø. En patient, der sidder fast på min nethinde, er en ung kvinde, der skulle dø af kræft i bugspytkirtlen. Hun skulle efterlade sine to børn på 17 og 14 år og havde brug for at sikre sig, at børnene fik sagt det til hende, de gerne ville, og at hun selv kunne give dem nogle ord med på vejen.

Men hun kunne ikke få samtalen i gang, så hun bad mig om hjælp. Jeg følte mig meget lille og ydmyg, for hvad skulle jeg dog kunne gøre for at hjælpe dem gennem den samtale, der var så svær for dem?

Jeg forklarede, at deres mor var bekymret for, om de gik med nogle tanker, som de ikke havde fået sagt til hende, og jeg henvendte mig til den ældste og spurgte, om der var noget, hun gerne ville sige til sin mor.

Hun kiggede ned i gulvet, men fik dog sagt, at hun var ked af, at hendes mor ikke fik set hende blive student, blive gift og få børn – det ville ikke blive det samme, når hun ikke var der.

Den mindste var bekymret for sin kommende konfirmation, hvor moderen ikke kunne sidde på stolen ved siden af hende. Hvordan kunne det blive en god dag, når moderen ikke var der?

Og moderen – hun så på sine to piger og fortalte dem, at selvom hun ikke kunne være der fysisk, ville hun altid være hos dem, at hun var stolt af de mennesker, de var blevet til, og sikker på, at de to sammen kunne komme videre og få et godt liv. Jeg gik derfra, beriget med oplevelsen af deres store kærlighed til hinanden og den måde, moderen gav sine børn nogle værdifulde ord med sig videre i livet.

Døden kan sjældent planlægges. Man kan forberede sig på døden, tale med præst, psykolog, sygeplejerske, læge og familie. Man kan skrive livstestamente, vælge gravsted, vælge salmer til begravelse og vælge den påklædning, man vil have på i kisten. Men man bestemmer ikke, hvornår det er tid til døden, og hvordan mødet med døden bliver. Eneste måde, man kan beherske døden, er gennem aktiv dødshjælp eller selvmord.

Lad mig slå fast med det samme: Jeg er modstander af aktiv dødshjælp. Jeg mener, fokus skal være på at gøre livet, også den sidste tid, så værdig og kvalitetsfuld som muligt, også selvom dette kræver symptomlindring med forskellig medicin. ”Jamen,” siger mange til mig, ”kan du ikke forstå, at man kan få det så skidt, at man ikke ønsker at leve mere?”. Jo, det kan jeg sagtens forstå, og det respekterer jeg fuldt ud, også at der i visse situationer skal gives rigtig meget medicin for at lindre den døende. Det ville jeg også ønske for mig selv, hvis mine symptomer blev for plagsomme. Men samtidig har min erfaring lært mig, at holdningen til, hvornår livet ikke er værd at leve længere, ændrer sig med den situation, man står i.

Jeg kom på et tidspunkt hos en ældre mand, der boede på landet. ”Kan du se det træ der?”, sagde han og pegede på et stort egetræ. ”Det er det træ, jeg hænger mig i, når jeg ikke vil leve mere.”

Han blev efterhånden dårligere, og skulle han nå træet, skulle det være nu – men det skulle det ikke. Han fortalte, at han som ung havde elsket en kvinde meget højt, og at han havde et stort ønske om at sige farvel til hende.

Her allersidst i livet fik han skrevet et brev til hende, hvor han fortalte om sit ønske om at se hende en sidste gang, og hun kom – og de fik en dejlig dag sammen. Efter det besøg blev han fortsat gradvist dårligere. Han kiggede ud på det træ, han havde udvalgt sig, men ikke havde fået gjort brug af, og nu var for dårlig til at komme ud til. På hans bord lå der bunker af stærk smertestillende medicin, som han kunne bruge til at afslutte livet med. Men det valg tog han ikke, for han ville gerne lige opleve lidt mere.

Den ældre mand døde fredeligt i sit hjem nogle måneder senere, en ældre mand, hvis historie er lærerig i forhold til at påskønne livet og de glæder, der er til os – også i den sidste tid.

24 års arbejde med døende mennesker har lært mig, at når man står på livets kant og ser ind i døden, bliver ikke blot døden en virkelighed, men det gør livet også.

En fredag for nogle år siden havde jeg haft en rigtig hård dag på arbejde. En af mine patienter, en kun 32-årig kvinde med brystkræft, var blevet dårlig. Hun havde to små børn, som kravlede rundt i sengen hos den efterhånden meget udmattede kvinde.

Hun ønskede at have sine børn omkring sig, og det var på sin vis meget smukt, men samtidig utroligt sørgmodigt at besøge hende. Det var sidst på dagen, og efter besøget skulle jeg hjem og have et hurtigt bad, inden jeg skulle til en rund fødselsdag. Klokken 18 stod jeg nyvasket og pyntet til festen, ønskede at være med, men som så ofte før faldt jeg udenfor i det sociale rum.

Jeg tænker, det handler om, at de mange møder med døden har påvirket mig og min måde at se og opleve verden på, og jeg kommer let til at synke ind i mig selv. Jeg kan tøjle det i hverdagen, normalt ser jeg en serie, når jeg kommer hjem. Den fungerer som mit ”mentale bad”, der hjælper med at få dagens oplevelse på afstand og gøre mig klar til at være den private mig. Kan det ikke lade sig gøre, hører jeg Queen inde i mit hoved – gruppens musik kan gøre det samme. Men på trods af disse meget effektive metoder har de mange møder med døden påvirket mig og min måde at være i livet på.

Livet kan slutte brat og meget tidligere, end man havde tænkt sig. Vi kan vælge at lægge afstand til dette, men vi kan også vælge at møde dette livsvilkår med åbenhed og dermed tage imod den erfaring og visdom, de døende kan bidrage med. Vi kan lære meget af døden og døende mennesker – specielt værdien af at levet i nuet og påskønne ”de små ting” som naturen og kærligheden til ens nærmeste.

Ingen slipper uden om mødet med døden, vi kan ikke beherske døden, og vigtigst af alt, vi skal ikke leve op til noget, når vi skal dø, for ingen er bedst til døden.