Kristeligt Dagblad har hen over sommeren haft en kronikkonkurrence med temaet: ”Hvilken sommer har været den bedste i dit liv?”. Min sommer i år må betegnes som modsætningsfyldt. På den ene side har jeg haft en skøn sommer, blandt andet med 14 dages dejlig ferie med min egen familie. På den anden side var sommeren 2015 også den sommer, hvor min gamle barndomsven valgte ikke at invitere mig og min kone til sit bryllup.
Min familie og jeg var på ferie i Sverige i to uger. Vejret var ikke i top, og de kolossale afstande i Sverige overraskede os, men det kunne ingenlunde hindre os i at nyde samværet med hinanden og opleve et for os ukendt land.
Min ven og jeg sad ved siden af hinanden i skolen, ja det gjorde vi faktisk igennem alle årene i folkeskolen. Senere gik vi også i gymnasieklasse sammen i 1. g, inden min ven tog på et udvekslingsophold i Australien. Vores veje skiltes da, og vi bevægede os i hver sin retning. Jeg flyttede siden til Jylland for at studere statskundskab, mens min ven nu atter bor i det yderkantområde på Sjælland, hvor vi voksede op.
Siden vi blev studenter i henholdsvis 1996 og 1997, har vi holdt kontakt - dog af svingende hyppighed og intensitet. Vi har hele tiden vidst, hvor vi havde hinanden, og at vi kunne regne med hinanden. Vi fjernede os nok mentalt fra hinanden.
Dog har jeg løbende besøgt min gamle ven, og specielt jeg har gjort meget for at holde kontakten ved lige. Det sidste skulle jeg nok have bidt mere mærke i, altså at det var mig, som var primus motor for vores kontakt. Selvom vi var sammen i rigtig mange dage og timer i vores formative år, så har det åbenbart ikke indlejret sig så meget hos min gamle ven som hos mig.
Skæbnen ville, at jeg og min egen familie på vejen hjem fra Sverige skulle besøge mine forældre, som er skilt, og som begge fortsat bor i det område, hvor jeg er vokset op. Faktisk overnattede vi kun cirka fire kilometer fra der, hvor brylluppet skulle fejres. Det var svært at falde i søvn den aften. Svigtet blev for alvor nærværende, og smerten var svær at gøre sig fri af.
Men hvad vil det sige at blive svigtet? Et svar beror på øjnene, der ser. Der er ingen tvivl om, at vi ser forskelligt på det venskab, vi har haft, og vi har tilsyneladende haft forskellige forventninger til venskabet. Overreagerer jeg? Det synes jeg af gode grunde ikke. Uanset hvad forholder jeg mig til den mentale smerte, som jeg selv føler.
Hvad så nu? Det kan konstateres, at min opfattelse af venskabet er anderledes end min gamle vens. Når jeg og min kone ikke blev inviteret til en så skelsættende begivenhed som et bryllup, så fortæller det mig, at jeg skal bruge min tid og energi på andre gode mennesker end på min gamle ven.
Sådan er livet. Det smerter, men at gennemgå smerte er en del af det at være til. Jeg håber, at sommeren 2016 ikke bliver lige så modsætningsfyldt som sommeren i år.
David Holmberg, Cand.scient.pol. og MARC (kandidat i statskundskab og master i retorik og formidling), Granvænget 17, Fårup