Ferietid er læsetid, og der er rigeligt at tage fat på.
H.C. Andersen er mit bud. Nok er eventyrdigteren verdensberømt, men jeg vil alligevel påstå, at han som seer og tænker er stærkt undervurderet. Eventyrene er fyldt med overraskende og altid meget aktuelle aspekter.
I mammutværket ”Den danske kirkes historie” har tre åndspersoner fået hvert sit afsnit. At de to er Grundtvig og Kierkegaard, er ikke så vanskeligt at forstå.
Mere overraskende vil det være for mange at finde et afsnit om H.C. Andersen i bind VI, der omhandler tiden fra 1800-1848 og er forfattet af Hal Koch. Endnu mere overraskende vil det sikkert være for mange H.C. Andersen-beundrere, at det mere end antydes, at H.C. Andersens eventyr har haft indflydelse på både folketro og folkekirkelig kristendom.
I en tid, hvor vi er så tilbøjelige til at forlange, at muslimer skal kunne gøre rede for deres tro og hele tiden formulere afstandtagen til den voldelige ekstremisme, som masser af muslimer slet ikke kan identificere sig med, kan vi blive meget mere kloge på os selv, på vor kristne tro, forholdet mellem ånd og materie, ånd og magt og meget andet ved at læse eventyrene.
I mange af Andersens eventyr fornemmer man for eksempel denne evigt menneskelige kamp for virkelig at hengive sig i troen på syndernes forladelse.
Det er så grundlæggende i den menneskelige natur, at retfærdighed er lig med, at vi får som fortjent. Noget for noget. Derfor kan budskabet om syndernes forladelse forekomme så uretfærdigt.
Martin Luther var hverken den første eller den sidste, der måtte kæmpe hårdt for at opgive troen på, at vi kan frelse os selv. Denne evigt menneskelige grundnatur behandles i flere af eventyrene.
H.C. Andersen kan ikke forlige sig med tanken om, at den, der uden egen skyld har levet et usselt, jordisk liv, ikke har sikkerhed for belønning gennem evigt liv. Derfor ændrer han den lille havfrues skæbne og giver håb om evigt liv.
Andersen kredser om evigheden. Uden evighedshåbet bliver livet koldt og øde som i ”Snedronningen”, hvor den lille Kaj lider den værste skæbne, der kan overgå et menneske.
Han glemmer sit Fadervor, ja, han glemmer ordet evigheden og kan alene huske sin tabel. Ak, hvilken aktualitet i en tid, hvor alt skal kunne måles og vejes for at have betydning.
Fordi kampen hen til erkendelsen af den gratis nåde kan være så grusom som for pigen i eventyret ”De røde sko”, kan H.C. Andersen ikke døje de selvretfærdige, sorte præster, som på Vorherres vej vil begrænse nåden.
Digteren tager hævn ved at medtage præster og biskopper som hadeobjekter i flere eventyr.
Længslen efter de store åndelige oplevelser river os med i blandt andet eventyret ”Nissen og spækhøkeren”.
Da først nissen har set lyset, hvad enten det nu er poesiens lys eller livslyset over nådestolen, bliver nissen aldrig mere den samme. Der er i den lille nisse opstået en længsel, som grøden hos spækhøkeren slet ikke kan tilfredsstille. Nissen trækkes igen og igen imod det særlige lys, der stråler fra siderne i den gamle bog på studentens værelse.
H.C. Andersens eventyr er så langtfra de tuttenuttede børneeventyr, som mange tror.
Eventyret ”Skyggen” handler egentlig om litteraturhistoriens mest uhyggelige djævlepagt. Den, der netop ikke beror på en aftale, men på den evigt menneskelige og ikke mindre forbryderiske passivitet, ligegyldighed og åndelige dovenskab.
Det er så let at foragte en Faust, der indgår en pagt med dæmonen Mefistofeles, men mere foragtelig er dog den lærde mand, der skriver om det skønne, det sande og det gode, men forbliver i sit studerekammer, selv efter at skyggen har afsløret sin djævelske virksomhed.
Modstanden imod det onde kommer så sandelig ikke fra denne det godes forkæmper. Han forbliver i sit elfenbenstårn og skriver videre om det skønne, det sande og det gode.
Også den moderne teknologi, og hvad den gør ved mennesket, udgør en del af H.C. Andersens tænkning. Han forudser, hvordan vor opfattelse af tid og sted vil forandre sig med flyvemaskinens udbredelse. Han udtaler sin lovprisning af den moderne informationsteknologi i skikkelse af det store telegrafkabel i Atlanterhavet, som optræder som hovedperson i eventyret ”Den store søslange”.
At digteren tænker dybere og forudser de farer for menneskeheden og vor tænkemåde, informationsteknologien vil medføre, fremgår af den geniale karakteristik af den store søslange, som Velsignelsens Midgårdsorm.
Ferie med indhold?
Gak til eventyrene og bliv vis.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i social-videnskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye