De kristne paralleller er til at få øje på i ”The Hunger Games”

Det er ikke sådan, at ”The Hunger Games” udgør en direkte analogi til evangeliernes fortællinger. Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at filmene vidner om eller udtrykker det håb, vi mennesker har om en frelserskikkelse, skriver valgmenighedspræst

”The Hunger Games”-filmene udgør måske ikke en direkte analogi til evangeliernes fortællinger. Men filmene vidner om det håb, vi mennesker har om en frelserskikkelse, der skal komme og befri os fra vor (selvforskyldte) elendighed og bringe retfærdighed og fred til jorden. Kvinden på fotoet er filmens hovedperson Katniss Everdeen, spillet af Jennifer Lawrence. -
”The Hunger Games”-filmene udgør måske ikke en direkte analogi til evangeliernes fortællinger. Men filmene vidner om det håb, vi mennesker har om en frelserskikkelse, der skal komme og befri os fra vor (selvforskyldte) elendighed og bringe retfærdighed og fred til jorden. Kvinden på fotoet er filmens hovedperson Katniss Everdeen, spillet af Jennifer Lawrence. - . Foto: Capitol Pictures/Scanpix.

LIGE NU RULLER filmen ”The Hunger Games: Mockingjay - Del 2” over de danske biograflærreder. Filmen er fjerde og sidste del af filmatiseringen af bøgerne om det postapokalyptiske land Panem.

Hvor der i amerikanske omtaler og anmeldelser af filmene er blik for deres bibelske temaer, har de danske anmeldelser, jeg har læst, slet ikke øje herfor.

Det er mærkeligt, for der er ingen tvivl om, at filmene trækker på Bibelens håb og forjættelse om en frelserskikkelse, ligesom fænomener som soning og offervilje er filmenes centrale temaer.

Panem har rejst sig af asken efter det, der engang var Nordamerika. Landet udgøres af 12 fattige og teknologisk tilbagestående distrikter, hvis funktion er at levere råstoffer og arbejdskraft til en dekadent og forlystelsessyg elite, der befinder sig i hovedstaden Capitol.

Distrikterne regeres ved hjælp af et terrorregime, der hvert år byder dem at stille med to ”sonere” til de såkaldte Hunger Games. Legene (Hunger Games) er en slags sci-fi-gladiatorkampe, hvor 24 unge kæmper mod hinanden, indtil der er en overlevende tilbage. Legene er offerfester, der skal sikre freden og stabiliteten i Panem. Men ikke bare det - legene fungerer samtidig som underholdning for eliten. Panem et circenses: brød og skuespil.

DET UVENTEDE SKER NU, da en ung pige, Katniss Everdeen, fra et af yderdistrikterne frivilligt melder sig som soner for at skåne sin søster, der er udtrukket til at deltage i de blodige lege.

Katniss vinder The Hunger Games sammen med en ung mand fra sit eget distrikt, Peeta Mellark. Men måden, de vinder legene på, er usædvanlig. For de overvinder i sidste ende døden i arenaen ved, at de gensidigt insisterer på at ofre sig for hinanden frem for at kæmpe til døden. Det bliver således deres selvhengivende kærlighed - viljen til at give livet for den anden - der fører dem til sejr.

Denne usædvanlige sejr sætter noget i gang. Et oprør begynder at ulme blandt de undertrykte, for et håb er født. Håbet er født ved den selvhengivende kærlighed. Et håb om at vælte Capitol og om at stoppe de grusomme ofringer, der finder sted ved legene. Et håb om en anden verden. En mere retfærdig verden. Det er et håb, der er født og næret af Katniss Everdeens villighed til at gå i døden for at redde andres liv.

Hvad enten det nu er tilsigtet eller ej, kan man ikke undgå at få associationer til de kristne martyrer, der båret af håbet om kødets opstandelse og det evige liv, det håb de havde fået ved Ham, Jesus Kristus, der havde givet sit liv hen for mange, fik modet og styrken til at stå igennem forfølgelserne og lidelserne i de romerske arenaer og til at trodse den forgudelse af kejseren, som de blev påbudt som borgere i Romerriget.

Ved disse ofre voksede og konsolideredes kristendommen på paradoksal vis. Nogens offer blev til håb for mange. Og indgød mod til at trodse overmagten.

HVIS DER ER EN Kristusfigur i filmene, udgøres den af Katniss og Peeta tilsammen. Katniss bliver det offerlam, der starter kampen for at stoppe yderligere ofringer. Peeta er den sagtmodige, den, der igen og igen såres, når han træder ind for Katniss og derved giver hende modet til at fortsætte. Katniss og Peeta er Panems Messias.

Det er ikke sådan at forstå, at ”The Hunger Games” udgør en direkte analogi til evangeliernes fortællinger. Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at filmene vidner om eller udtrykker det håb, vi mennesker har om en frelserskikkelse, der skal komme og befri os fra vor (selvforskyldte) elendighed og plage og bringe retfærdighed og fred til jorden.

Et håb og en forventning, der siden tidernes morgen er kommet til udtryk i fortællinger og legender. Ikke bare i en fjern fortid men også i dag og nu i populærkulturens form. I en blockbuster som ”The Hunger Games”, der går rent ind hos de helt unge.

Håbet og forventningen om en frelserskikkelse, der skal komme og gøre alting nyt, viser, at vi har en fornemmelse for, at den retfærdighed, vi søger og higer efter, den er det ikke os selv forundt at skabe. Det står ikke i vor egen magt at udbrede retfærdighed på jorden. At skabe fred mellem mennesker. Vi ved, at vi skal have hjælp til det. At det skal komme udefra. At der skal komme en udefra.

Disse erfaringer, som vi ser komme til udtryk i populærkulturen, skal være baggrunden for at forkynde Jesu komme til jorden julenat. Det, som vi aner får liv, opfyldes i Ham. Det håb og den fred, vi skal bruge til at stride vor strid med mod og vente på enden god, kommer fra Ham. Barnet i krybben er svaret.

Det er svaret på vores fortvivlelse og håbløshed. Barnet er svaret på menneskers længsel og higen efter fred og retfærdighed. En higen, som mennesker har udtrykt gennem årtusinder gennem fortællinger om fantastiske konger og modige, selvopofrende frelserskikkelser. Det går op for os juleaften, at kongen, frelseren, det er barnet i krybben.

Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg Valgmenigheder og redaktør af nytbabel.dk