Prøv avisen
Debat

Lisbeth mistede sin mand: Sorg rammer både følelser og nervesystem

”Det var ikke alene af sorg over at miste min partner, at jeg havde svært ved at fungere. Det var også det kolossale slid, der havde været på mine kræfter,” skriver Lisbeth Rex. Foto: Peter Kristensen

Det var ikke alene af sorg over at miste min partner, at jeg havde svært ved at fungere. Det var også det kolossale slid, der havde været på mine kræfter, skriver Lisbeth Rex, der for syv år siden mistede sin mand

Jeg følger med stor interesse, hvad der skrives om sorg efter en nærtståendes død, såsom bøger af Esben Kjær, Naja Marie Aidt og Peter Bastian.

Jeg læser nok disse bøger for at genfinde det univers, jeg selv har været i, da jeg mistede min partner – og for at finde nye brikker og vinkler. Jeg er drevet af ønsket om at føle mig genkendt, forstået, taget i hånden. Og af en trang til at forstå og kunne fortælle andre, hvordan det var at være i sorg.

Man har nu indført diagnosen langvarig sorglidelse eller kompliceret sorg, da det viser sig, at det kan tage meget lang tid, før det ramte menneske kommer sig. Som pårørende og sorgramt og psykolog vil jeg gerne slå til lyd for nogle vigtige aspekter.

Fokus på historien bag, at den sorgramte ikke kan vende tilbage til det liv, som hun havde før. Har hun noget i bagagen, som tabet har aktiveret, og som gør, at hun derfor ikke har den indre kapacitet til at håndtere det? Det kunne være, om man har gode og trygge indre objekter (forældre), man kan trække på til at tage hånd om en.

Eller at man ikke har været så heldig at være vokset op i et trygt miljø med stabile og nærværende forældre. Modsat kan man fra barnsben have været så beskyttet, at man ikke har lært at klare frustration, at skulle kæmpe. Det er naturligvis også centralt, hvor tæt man var på afdøde, og under hvilke omstændigheder dødsfaldet er sket.

Jeg har haft glæde af at se det, der sker efter et stort tab i to spor: det følelsesmæssige og nervesystemet.

Et dødsfald blandt ens nærmeste medfører et tab, en sorg, forandringer for ens identitet. Hvem er jeg nu uden afdøde?

Men der er også ofte en tid op til, hvor man skal stå til rådighed, skal kunne tage hånd om, tage beslutninger, møde andres reaktioner, være tålmodig, sove dårligt, være bange – alt sammen stressfaktorer, der påvirker hjernen og hele nervesystemet. Man er i beredskab i lang tid, og dette kan medføre posttraumatisk stresssyndrom, PTSD.

Forskning viser, at vore hjerner følges ad via såkaldte spejlneuroner: Der sker nogenlunde det samme i min hjerne som i din, når jeg følger dig på nært hold. Jeg tør næsten ikke overføre det til at følge et menneske helt tæt, som er dødeligt syg, og som forsvinder langsomt dag for dag og til sidst kun er skind og ben.

Dette er realiteten for mange, og det er i den tilstand, at man skal gå i gang med at opbygge sit nye liv, det er de kort, man har på hånden.

Sådan stillede jeg det op for mig selv, da jeg var i sorg. Jeg var spændt på, om jeg ville ændre syn på det, efterhånden som jeg kom mig, velvidende at det ikke helt kan skilles ad. Jeg synes stadig, det giver mening her syv år efter, at min mand døde af kræft i vores hjem.

For at illustrere de to spor: Da jeg havde det meget dårligt, kom jeg alligevel af og til af sted til et arrangement, og vel hjemme igen kunne jeg ofte konstatere, at det var godt for mig følelsesmæssigt at være med til noget sammen med andre, men dårligt for min hjerne, der var påvirket af det høje støjniveau og for mange indtryk.

Det var ikke alene af sorg over at miste min partner, at jeg havde svært ved at fungere. Det var også det kolossale slid, der havde været på mine kræfter, jeg havde samarbejdet over evne, og der var en del, der skulle genvindes.

De store familiebegivenheder efterfølgende vakte et savn og et kæmpe tomrum. Det kræver et stort psykisk arbejde at gøre plads til både sorgen og glæden, og her får man brug for at kunne trække på de indre kapaciteter og den indre ballast.

Kald det kompliceret sorg, langvarig sorglidelse eller PTSD, og prøv at sætte tid på. Det er under alle omstændigheder en lang rejse, hvor man lærer den dybere betydning af barmhjertighed. Hvem rækker mig en hånd? Hvilke omsorgsfulde og kærlige fællesskaber er der at være en del af?

Man må også lære at finde den rette balance mellem at udfordre og betrygge sig selv. Mange kommer styrket gennem dette sorgarbejde og når frem til en taknemmelighed og en glæde og lyst til livet igen.

Lisbeth Rex er psykolog.