Indsigt i og forståelse for, hvad det vil sige at være i sorg, bør være noget, som alle skolens årgange bliver undervist i hvert år. Få af os har lært, hvad vi skal gøre, når vi møder et menneske i sorg. Vi mangler ord og mod til at handle. At stå ved siden af et menneske, som har mistet, kan føles svært. Ikke mindst hvis man er et ungt menneske, der aldrig har oplevet sorg før. Alligevel er det en opgave, vi beder vennerne, klassekammeraterne og netværket om at påtage sig uden egentlig at klæde dem på til det.
I mange kulturer rundt omkring i verden betragtes tab og sorg som en del af livet. Det er noget, man taler om, og støtter hinanden i. Men nutidens Danmark er præget af en manglende fælles sorgkultur, og hjælpen fra vennerne defineres ofte af fordomme og misforståelser. Mange har en forventning om, at sorgen er noget, den enkelte kan og skal løse selv.
Og det gør sorgprocessen så svær og tabubelagt for både den sørgende og for omgivelserne. Men sådan behøver det ikke at være.
Alle kan lære, hvordan man støtter og hjælper mennesker i sorg, og det er relevant for os alle. Sorg er en del af livet og af det at være menneske. Og derfor bør læring om sorg og sorgstøtte være en del af beredskabet i vores skoler og institutioner.
De fleste skoler har i dag en sorg- og krisehandleplan, som de kan læne sig op ad, når livstruende sygdom, død og sorg rammer en elev og dennes familie. Planen hjælper skolen med at danne og bevare et overblik, så skolen kan tilbyde kvalificerede indsatser til de elever og familier, som rammes af sorg. Planen støtter skolens personale i at håndtere de første svære dage så professionelt som muligt og sikrer, at alle skolens personaler ved, hvem som har ansvar for de forskellige tiltag.
Problemet er dog, at de fleste skoler først forholder sig til sorgen og til krisehandleplanen, når sorgen har ramt en elev. Det svarer til, at vi først holder brandøvelsen efter branden. Og det er for sent.
Hvis vi skal skabe en sund sorgkultur her i landet, skal der for os at se ske flere ting ude på skolerne:
Skolernes sorg- og krisehandleplan bør opdateres og diskuteres hvert år af skolens personale. På den måde bliver planen et dynamisk og tidssvarende værktøj, fordi skolens nye erfaringer med sorg, sygdom og død hele tiden skrives ind i planen, og samtidig vil nyt skolepersonale også blive fortrolig med skolens sorgkultur.
Der skal ydes konkret sorgstøtte til skolens sorgramte elever. Mange skoler har allerede etableret sorggrupper, men sorggrupperne kan ikke stå alene. Der skal mere støtte til. Skolerne bør begynde at se på klassekammeraterne som en ressource i forhold til konkret sorgstøtte. Men det kræver selvfølgelig, at vi klæder klassekammeraterne på til opgaven.
Klassekammerater får desværre ofte en opfattelse af, at sorggruppen tager hånd om vennens sorg, så de ikke behøver række ud. De tror måske endda, at de ikke må, for det er der andre, der tager sig af. Og hvordan skal de også kunne række ud, når de mangler indsigt i, hvad det vil sige at være i sorg?
Unge sorgramte, som går i sorggrupper på egen skole taler om en virkelighed, hvor der hver 14. dag er plads til at tale om sorgen med andre sorgramte unge, men når gruppemødet er færdigt, går man tilbage til egen klasse, hvor ingen kan finde ud af at spørge ind til den søster, man har mistet, eller den far, som er terminalt syg.
Sorg er ikke kun et indre, personligt anliggende, sorg er også et ydre anliggende. Og derfor handler sorg også om, hvilken sorgstøtte ens venner, skolekammerater, fagpersonalet og øvrige netværk giver én, eller måske ikke er i stand til at give.
Vennerne, skolen og den øvrige omgangskreds er så vigtige for at undgå, at unge sorgramte trækker sig, fordi de føler sig anderledes, og for at undgå, at den unge fagligt og socialt bliver hægtet af studiet, fritidsaktiviteter og venskaber, hvorved livsvigtige erfaringer, der skabes i samværet med jævnaldrende unge, udebliver.
At miste en nærtstående eller leve med terminalt syge forældre eller søskende, kan vende op og ned på ens tilværelse, på ens hverdag, på den daglige rytme, på ens rolle i familien og på ens venskaber. Unge sorgramte fortæller om en virkelighed, hvor berøringsangst og usikkerhed pludselig får lov til at sætte dagsordenen i et ellers trygt og rart venskab, og hvor ensomhed og svigt kommer snigende, fordi vennerne trækker sig eller lader som ingenting, blot fordi de ikke ved bedre. Sorgramte oplever ofte, at støtten fra vennerne er meget konkret lige efter dødsfaldet, men at støtten stille og roligt aftager forholdsvis kort tid efter.
De unge sorgramte ønsker og savner, at vennerne hjælper med at huske og tale om den afdøde eller den, som er alvorligt syg, og at vennerne tør spørge ind til den, de har mistet, i månederne og årene efter dødsfaldet.
Samtalen om sygdom, død og sorg er for mange rigtig svær, men måske bliver den ekstra svær, fordi vi ofte omtaler samtalen som sådan.
Når vi lærer om sorg, sorgreaktioner samt konkret sorgstøtte, så vil det at tale med en sorgramt ven blive mindre svært og uoverkommeligt. Og så kan vi være ansvarlige og støttende venner, som har viden om sorgens præmisser, og kan medvirke til, at den sorgramte ven kommer bedre og mere trygt igennem en svær tid og får et godt og harmonisk liv trods tabet.
Vennerne oplever selv at miste fodfæste og blive usikre, når deres ven rammes af sorg. Som ven kan man blive i tvivl om, hvad man skal gøre og sige til en ven i sorg. Man kan føle sig utilstrækkelig og tvivle på, om man gør det rigtige. Og det er ganske forståeligt. For sorg bringer en ny dagsorden med ind i et venskab. En dagsorden, som for de fleste er fremmed, skræmmende, tabubelagt og fyldt med tvivl. En dagsorden, som kan være svær at forstå, både for vennerne og den sorgramte selv.
Så gør sorgforståelse til et tilbagevendende punkt på grundskolerne hvert år, ligesom den årlige brandøvelse. Uden sammenligning i øvrigt.
Undervis på alle årgange i sorgforståelse, del de gode undervisningsforløb med hinanden og giv skolen en sund sorgkultur, hvor alle har en forståelse af, hvad sorg er, hvad sorg gør ved os, hvad sorg gør ved venskaber, og hvordan man støtter en ven i sorg.
Lad sorg- og krisehandleplanen, sorggrupper og årlig undervisning i sorgforståelse blive de tre ben, skolernes sorgkultur står på. En fælles sorgforståelse vil medvirke til, at den sorgramte elev føler sig set, hørt og forstået. Ikke kun i sin sorggruppe, men også af sine klassekammerater, fordi klassekammeraterne har indsigt i og forståelse for, hvad det vil sige at være i sorg og føler sig klædt på til at tilbyde omsorg og støtte til en ven i sorg. Vi kan ikke fjerne sorgen fra vores sorgramte ven, men vi kan hjælpe med at bære sorgen for en stund, hvis vi tør lukke op for samtalen om sygdommen, sorgen og vennens tanker.
Vi har ikke tiden, vil mange skoler måske sige. Og vi ved godt, at der i forvejen er meget på grundskolernes skema. Men vi har nu fået en ekstra skoledag. Store bededag kunne blive sorgens dag. Dagen, hvor sorgforståelse er på skoleskemaet og bidrager til viden, kompetencer og omsorg for ens medmennesker.
Sorg er ikke kun forbeholdt nogle få. Det rammer os alle. Derfor bør vi som et oplyst velfærdssamfund give sorgforståelse plads på skoleskemaet.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.