Prøv avisen

Sorgen gjorde ham til glædens digter

Sthen har skrevet flere salmer i salmebogen. Foto: Thomas Heie Nielsen.

HANS CHRISTENSEN STHEN: Selv om der har været uenighed om de biografiske kendsgerninger, er der i dag ingen tvivl om, at Hans Christensen Sthen er en af vores store salmedigtere fra reformationsårhundredet

I generationer vidste man, at han stammede fra Roskilde og blev født klokken et om natten den 25. november på den hellige Katarinas dag. Men årstallet for Hans Christensen Sthens fødsel kendte ingen.

Vartovpræsten C.J. Brandt, der har æren af i 1846 at drage Sthens navn frem af glemslen og tillægge ham forfatterskabet til en række fremragende salmer fra reformationsårhundredet, anså det for sandsynligt, at Sthen kunne være født ca. 1540. På Brandts autoritet gjaldt 1540 derfor længe som Sthens fødselsår.

Da man i 1940 havde behov for national besindelse, blev der i Sct. Olai Kirke i Helsingør sat en mindeplade op i 400-året for salmedigteren, der var kapellan ved kirken 1565-83. Denne jubilæumsfejring skulle vise sig at være forhastet. I dag véd vi, at det rigtige fødselsår er 1544. Men nu hænger mindepladen der på kirkens sydpille. Og retter man nu fødselsåret til 1544, kommer jubilæumsåret 1940 til at se fjollet ud.

Engang hang der en anden mindetavle i Sct. Olai Kirke med en indskrift forfattet af digteren selv. Han satte den op den 9. september i året 1580, da pesten havde raset ud efter en forfærdelig sommer, som kostede otte af hans børn livet. I gribende knyttelvers lader Sthen sine døde børn tale trøst til deres bedrøvede forældre:

»Her ligger vi otte kristne børn små,/ på dommedag igen skal vi opstå./ Vor hellige dåb har vi til trøst,/ ved Kristi blod og død forløst./ I verden havde vi sot, angst og nød,/ nu sidder vi glade i Kristi skød./ ... Vore kære forældre vi Gud befale,/ han dem og alle bedrøvede husvale./ Vi skiltes fra dem her sørgelig,/ dog ville vi igen findes gladelig ...«

I disse vers møder vi den glæde, der modsiger verdens bedrøvelse og gennemsyrer store dele af Sthens digtning. Tænk på det besværgende omkvæd »Glæde os Gud i Himmerig« i Sthens aftensang (DDS 701/757).

Det er tænkeligt, at sorgen gjorde ham til digter. Sorgen var hans baggrund og fortvivlelsen den virkelighed, han måtte overvinde. Men i hans digtning er det glæden - eller den overvundne sorg - der springer i øjnene.

Det er ikke digterens fortjeneste, at sorgen viger for glæden. Men det er Guds nåde, der har skaffet os sejren over sorgen. En af Sthens fornemste salmer (DDS 462/489) begynder:
»Guds nåde højt jeg prise vil,/ thi han mit hjerte glæder;/ han siger mig sit venskab til,/ alt godt han mig bereder...«.

Hvordan giver Gud sin nåde til kende? Ved Jesu død på korset, hvor Guds Søn forløste mig med sit blod. I en bøn til Gud hedder det:
»Din søn har mig forhvervet/ liv, glæde og Himmerig/ og med sin død fordærvet/den grumme død visselig«.

I en syndsbekendelse beder digteren: »Giv mit hjerte glæde og ro,/ at jeg må stadelig håbe og tro,/ at du forlader mig synderne mine/ for din hellige marter, død og pine ...«

Jesu død på korset forandrede mine kår. Sthen henviser til Guds befaling
(i 2. Mos. 29,39) om at ofre et lam både morgen og aften og ser heri begyndelsen til vore morgen- og aftenbønner, der skal påminde os om ham, der som Guds lam blev ofret på korsets højalter for verdens synder. Og Sthen konkluderer: »Skulle vi kristne da ikke meget mere end de fromme israelitter glæde os af hjertet og påminde os selv om sådan usigelig velgerning aften og morgen, ja, hver stund og øjeblik, og takke ham hjerteligt, fordi han har fuldkommet alting?« Korstegnet morgen og aften fortæller os, at vi er under nåden og har Guds venskab.

Den glæde, der går som en understrøm gennem Sthens salmer, kommer altså ikke af ingenting, men af Kristi velgerning. Det tilbagevendende glade hjerte, som litterært billede betragtet, kommer heller ikke af ingenting.

I Sthens prosabønner dukker det op og genkendes som bibelcitater, dels fra Sl. 13,6:
»mit hjerte glæder sig, at du hjælper så gerne«, dels fra Siraks Bog 34,20: »Du glæder mit hjerte og gør mit ansigt lystigt«. Det er denne bibelske inspiration, der låner ord og form til digterens troserfaringer. Som i denne strofe fra »Du, Herre Krist« (jvf. DDS 46/52):

»Al min tillid/ nu og altid/ har jeg til dig, o Herre./ Du er min trøst,/ dit ord og røst/ i al min brøst/ mit hjertes glæde monne være.«
Vorherres ord kalder glæden frem og gør Sthen til glædens digter. Og glæden tilføres en større dimension, når Jesus lader digteren kikke gennem nøglehullet ind til den himmelske glæde hos Gud. Som det sker i lignelsen om det mistede får og den tabte mønt (Luk. 15,3-10). I en alfabetsalme - med en strofe til hvert bogstav i alfabetet - lader Sthen bogstavet G stå for Glæde. Og strofen udlægger netop Luk. 15:

»Glæde, triumf, sang, fryd og lyst/ er udi Himlen blandt Guds engle vist/ over en arm synder, som bod vil gøre./ Den har Guds Søn selv lyst at høre./ Thi for deres skyld er han kommet af Himlen ned,/ at hjælpe dem til evig glæde og salighed.«

Den evige glæde, Djævelens værste fjende, rykker julenat ind i den jordiske jammerdal og tiljubles som befrier. Guds kirke bliver et glædens brohoved, der kendes på sin glade julesang:
»Nu vil vi sjunge og være glad/ i Jesu Kristi navn./ Guds Søn er født i Betlehems stad/ os alle til glæde og gavn.«

Den himmelske glæde har inkarneret sig i Jesusbarnet i krybben. Nu er det englenes tur til at kikke - gennem stalddørens nøglehul - og se sig glade i et forunderligt syn:

»Han ligger på sin moders bryst,/ hendes mælk det er hans mad./ Alle engle ser på ham deres lyst,/ hvem ville ej være glad?« (jvf. DDS 91/110 str. 5)
Og træder vi ind til Jesusbarnet, går det os til hjertet, når vi fanges af hans blik:
»Min sjæl i Gud da fryder sig,/ når du til mig ser mildelig/ med din miskundheds øje ...« (jvf. DDS 87/106 str. 3)

Men er glæden stor i Guds brohoved på jord, hvor meget større da dér, hvor glæden har sit hjem?
Sthen har en vise om den yderste
dag og om de udvalgtes glæde, »Hjertelig monne mig glæde den dejlige sommertid«, en god salme til allehelgen (i DDS 656/553) med denne begyndelse:

»Min største hjertens glæde/ er mig den sommer blid,/ som Gud vil selv berede/ for os til evig tid ...«

Kristus selv vil »så kærligt mod os tage/ med alle helgens skare« og »Da skulle vi med glæde/ beskue vor frelser god/ og Himmerig til rede/ forhvervet med hans blod«:/»Kristus vil os da føre,/ som hannem vel betror/ med største jubileren/ til Gud i englekor./ Sin brud vil han da pryde/ og le hende venligt ad./ Al ære skal hun da nyde/ og blive evindelig glad.«

I en konklusion på denne 31 strofer store vise giver digteren endelig slip på denne verden og giver sig glæden hos Gud i vold:

»Så glædelig monne jeg kvæde,/ når jeg her tænker på./ Jeg springer af lyst og glæde,/ mit hjerte fryder sig så./ Mit sind så højt monne svinge/ fra denne verden med magt/ og længes efter de tingest,/ på verden giver jeg ey agt.«
Selv om Sthen kan beskrive livet på denne jord som en jammerdal, bliver jordelivet dog aldrig kun en dødens forgård. Så længe håbet til Guds nåde kan holde fortvivlelsen stangen, er glæden en virkelighed, om end kun som en niche i jordelivet. I dødens time får elendigheden en ende, og Kristus vil føre sine udvalgte børn til Paradis, hvor der er »lyst og gammen/ i tro og kærlighed/ hos Guds børn alle sammen/ i evig salighed.«

Jens Lyster er sognepræst i Notmark og præsenterer i aften i Sct. Olai Kirke Hans Christensen Sthens Skrifter II

Læs kronikken i morgen:
»Tomhedens trosbekendelse«
af Leo Tandrup