Det er svært at måle begrebet værdighed, da det hører til i den mere åndelige og uhåndgribelige sfære. I omsorgsarbejdet er vi meget styrede af de ting, vi umiddelbart kan måle. Men ethvert menneske har en uendelig værdi liggende bag det, der umiddelbart møder øjet, og det er værdigheden. Denne afhænger af øjet, der ser. Både det blik, man ser på sig selv med, og det blik, andre ser på en med.
På sygehuse, på plejehjem, i hjemmeplejen og på bosteder ønsker man robuste og omstillingsparate medarbejdere med det mål for øje, at de ansatte har mindre sandsynlighed for at pådrage sig langvarig stress. Idealet er den robuste medarbejder, der kan finde sig i meget og ikke har noget imod tilbagevendende omstruktureringer, og som kan gennemføre arbejdsdage med urimelige vilkår. Man ønsker ikke medarbejdere, der siger fra, slår i bordet eller går ned med stress.
Når man arbejder med mennesker, og arbejdspresset bliver for stort, kan medarbejderen ende med at blive et menneske, der ikke reagerer på det, den anden føler. Begynder man som medarbejder at bagatellisere andres følelser og problemer, ender man med at blive kynisk og ukritisk og tabe værdighed. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke er et empatisk menneske. Det er en overlevelsesstrategi at vende blikket bort, når det bliver for hårdt at være vidne til den andens ubehag, og man ikke har ressourcer til at gøre noget. Dette er et skråplan, som mange ansatte i sundhedssystemet kender til, da det koster ressourcer at gøre den empatisk betingede omsorg mulig; man skal have tid, ro og støtte fra andre implicerede. Det, der er i farezonen, når man insisterer på robusthed og omstillingsparathed, er netop, at den empatiske omsorgsfuldhed og værdigheden vil blive nedprioriteret, fordi disse værdier kommer til at fremstå som noget, der ikke er råd til.
Først sent i mit arbejdsliv begyndte jeg at arbejde inden for faget; men jeg har allerede mødt et par håndfulde social- og sundhedsassistenter, som er gået ned med stress. De fortæller, at de bare styrter fortravlede rundt med dårlig samvittighed, fordi de ikke kan afsætte den fornødne tid til at komme hele vejen rundt om den enkelte borger.
I den bedste verden går arbejdet på et plejehjem ud på at skabe trygge rammer og tilgodese de ældres behov for en indholdsrig hverdag. Arbejdsopgaverne består blandt andet i at hjælpe med personlig pleje, give psykisk støtte, udføre sygepleje, samt give, dosere og bestille medicin. Nogle skal nødes til at drikke, da de ellers glemmer det. Det er til stor nytte at kende beboernes livshistorie, da viden herom vil lette det daglige arbejde. Dokumentationsarbejdet er meget tidskrævende og tager meget tid fra beboerne. En del af disse er meget tunge både fysisk og psykisk og skal have hjælp til næsten alt. Det kan for eksempel være blebrugeren, som forflyttes ved hjælp af lift, og hvor den personlige pleje er tidskrævende. Herudover er måltiderne og kontakten til pårørende vigtig.
De tekniske hjælpemidler vinder mere og mere indpas på plejehjemmene, og det vil fortsætte mange år frem. Det vigtige i denne udvikling er, at empati ikke må blive til service, hvor den menneskelige kontakt bliver mindre. I den klassiske velfærdsstat var man meget optaget af omsorg, men nu har vi fået renset ud i alle lovene, så der nu står service i stedet for, hvilket strider lidt imod tanken om at være længst muligt i eget hjem og rehabiliteringstanken.
På plejehjemmet har jeg arbejdet med mennesker på omkring 60 år, som tidligt var blevet ramt af Alzheimers sygdom. Da de blev klar over, hvad der var sket, ville de forstå og huske. De spurgte sig selv og andre om det samme igen og igen, fordi de var bange for ikke at huske og ikke forstå. De gik hvileløst omkring, vrede, deprimerede og grædende. De spurgte igen og igen, om de forstod tingene, huskede eller kendte vedkommende eller et sted. Inden de kom på plejehjem, blev det hele efterhånden mere og mere sørgeligt og frustrerende for de pårørende. Til sidst kunne familien ikke mere, og den sygdomsramte kom på demensafsnittet med en bøn om behag og en smertefri passage til intetheden. På plejehjemmet fortsatte mønstret en tid. De implicerede gerontologer havde sommetider deres hyr med at få indstillet medicinen, så den demente kunne få det lidt bedre og få noget af sin værdighed tilbage.
Omsorgsformer bygger på respekt og forståelse mellem borger og hjælper. Derfor er det vigtigt at kunne sætte sig ind i, hvordan den demente oplever vores verden. Forestil dig, at du er i et ukendt land, hvor du hverken forstår sproget eller kulturen. Måske gennemføres der renselsesceremonier af din krop, hvor du tilbageholdes, uden du forstår hvorfor. Du stritter imod, men du må finde dig i det, for de andre har magten. Du bliver utryg og usikker og udvikler mistillid til de mennesker, som vil tilpasse dig til en verden, der er indrettet på den mest hensigtsmæssige måde for dem. Demente glemmer, hvad der skete for et øjeblik siden; men de har en evne til at mærke stemninger. Det drejer sig netop om ikke at nedværdige det demente menneske. Derfor er det vigtigt at lægge mærke til, hvornår den demente føler velvære eller modsat føler ubehag. På den måde er det over tid muligt at aflæse, hvad der er vigtigt, hvad vedkommende synes om eller ikke synes om.
Uanset om man arbejder med demente, psykisk syge eller andre mennesker, som skal have støtte, skal man være ærlig og oprigtig, da kropssproget ellers hurtigt vil afsløre en. Tager man udgangspunkt i dette og har tid, er det muligt at opbygge et gensidigt tillidsforhold, hvor dagligdagens aktiviteter og pleje kan udføres på en måde, hvor værdigheden bibeholdes.
Døden er i høj grad en del af hverdagen; men er ikke særlig nærværende i vores moderne samfund. Først dør bekendte og familiemedlemmer, og til sidst dør vi selv. Når vi bliver gamle og svagelige og ikke mere kan klare os, ender nogle af os på plejehjemmet. Dem, som arbejder på plejehjem, har døden tæt inde på livet og kender alle de aldersrelaterede sygdomme.
Kernevelfærden bliver udliciteret, så vi kan konkurrere om vores ældres sundhed. Som social- og sundhedsassistent står jeg hver dag med et kæmpe ansvar og kan ikke tænke mig at få endnu mere travlt. Det handler om værdighed. Det handler om liv og død.
Vi, der arbejder med mennesker, der har brug for hjælp og støtte, skal nok ikke iføre os læderjakke og få hanekam; Men måske skal vi mere som punkeren turde sige fra over for ensretning, frygtkultur og selvcensur. Der er ikke meget punker over mig; men jeg hader efterhånden udtrykkene robusthed og omstillingsparat.
Mange mennesker i vores samfund kræver omsorg og støtte for at få et værdigt liv. Får de ikke denne hjælp, vil de dø ensomt i deres bolig eller på gaden. Det er skræmmende, at mange i de jobs, hvor der arbejdes med mennesker, bryder sammen på stribe. Årsagen er stress, depressioner, angst eller uforklarlige fysiske lidelser. Mennesker, der ikke kan klare deres arbejde, mister ofte en del værdighed. Der vil være meget at spare ved at give ansatte mere tid og derved undgå de lange sygeperioder, for vi vil aldrig nå den frygtelige utopi, hvor alle er friske og raske.
Poul Erik Pedersen er social- og sundhedsassistent på et bosted for psykisk syge.