I marts 2015 stod det klart for Den Danske Afghanistan Komité (DAC), at foreningens sundhedsprojekt i Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan ikke længere kunne forblive på danske hænder.
Aftagerne af sundhedsdriften er afghanerne selv - repræsenterede af foreningen Bakhtar Development Network Global (BDN Global).
Afgørelsen faldt på et tidspunkt, hvor DAC efter 30 års virke havde opbygget et distriktshospital, 18 sundhedsklinikker, 227 sundhedsposter og tre mobile sundhedshold.
DAC's afghanske personale talte cirka 300 ansatte, herunder kirurger, læger, jordemødre og sygeplejersker, der sammen med adskillige hundrede teams af frivillige landsbysundhedsarbejdere løbende blev videreuddannet og opkvalificeret for at kunne levere sundhedsydelser og akut lægehjælp af høj kvalitet til omkring 500.000 civile afghanere i tre af Herat-provinsens distrikter; Guzara, Pashtun-Zarghun og Obe.
DAC's projekt har siden stiftelsen i 1984 været at skabe lige adgang til sundhed for alle afghanere - med særligt fokus på kvinder, børn og udsatte grupper.
Bæredygtig drift, uddannelse af sundhedspersonale og udvikling i overensstemmelse med de afghanske regionale og nationale sundhedsmyndigheder har været nøgleord for DAC's indsats, hvor specielt ønsket om at mindske børne- og mødredødeligheden har været prioriteret højt.
At Danida var DAC's væsentligste finansieringskilde, gjorde projektet sårbart. Der, hvor skoen specielt trykkede, var de nødvendige driftsmidler, som hverken gjorde sig godt i forhold til præmisserne for at modtage donationer gennem den humanitære bevilling eller civilsamfundsstrategien.
Det til trods blev der fra Danidas side fundet midler til DAC til tre på hinanden følgende projektperioder, som forløb fra 1998 til 2014. Plus det løse.
Med Danidas endelige udfasning af den økonomiske støtte satsede DAC stort ved i 2014 officielt at anmode det afghanske sundhedsministerium om at sikre sundhedsdriften i alle Herats 17 distrikter. En anmodning, der altså skulle vise sig at blive afvist til fordel for BDN Global.
Jeg anfægter ikke, at DAC har måttet kæmpe for sin tilstedeværelse i Afghanistan.
Jeg anfægter heller ikke, at det afghanske sundhedsministerium ikke havde tilstrækkelig tillid til DAC, til trods for at sundhedsministeriet i 2008 begyndte at kopiere DAC's mobile sundhedshold, da de viste sig meget effektive, ligesom DAC's distriktshospital i Guzara i 2009 blev udnævnt som modelsygehus for hele Afghanistan.
Det, jeg derimod anfægter, er den danske regerings forslag til finansloven om at spare 2,3 milliarder kroner på udviklingsbistanden.
Hvis forslaget vedtages, er jeg bange for, at projekter som DAC's, hvor projektbeskrivelsen markerer sig ved ikke at passe stringent ind i bevillingernes rammer, ikke har en chance for fremover at blive tilgodeset.
Det er en kritisk udvikling, for der er ingen tvivl om, at DAC's tilstedeværelse med stabile sundhedsydelser og behandlingsmuligheder har været helt afgørende for mange tusinde afghaneres liv.
Dertil kommer, at den nødvendige overdragelse fra DAC til BDN Global kan betragtes som et eksempel på bæredygtigt udviklingsarbejde - i sin fineste form.
Denne indstilling hænger i høj grad sammen med, at langt det meste af DAC's personale arbejder videre under BDN Global.
DAC's indsats vil derfor leve videre i kraft af viden og erfaring blandt afghanske læger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedshjælpere og administrative personale, ligesom også den afghanske civilbefolkning, der har været vidne til forandring, er blevet mobiliseret og gennem traditionelle afghanske mødeformer (såkaldte shuraer) taget med på råd i løsningen af sundhedsrelaterede spørgsmål.
Dermed er der lagt kim til civilbefolkningens medindflydelse. Kim, som forhåbentlig vil spire.
Men hvis danske NGO'er fortsat skal kunne medvirke til faglig udvikling og mobilisering af civilbefolkninger, handler det i mine øjne om, at der skal være økonomiske midler til at tage det lange, seje træk.
For mobilisering, opbygning og udvikling tager tid - og skal tage tid - i hvert fald, hvis målet er at sikre bæredygtig forandring. Med andre ord bør vi i mine øjne ikke spare en eneste krone på udviklingsbistanden.
Karen Høgh er pædagogisk konsulent i Job og Aktiv, Faaborg-Midtfyn Kommune og tidligere projektkoordinator i DAC