SOCIALMINISTER Karen Ellemann (V) vil med en ændret servicelov give kommunerne et værktøj til, at de kan skære på udgifterne til mennesker med handicap.
Med den nuværende servicelov har folk med handicap krav på en række enkeltstående ydelser, hvis de er i målgruppen for dem. Vedtages ministerens udspil til en ændret lovgivning, skal kommunerne selv foretage en udredning for den enkelte borger og beslutte, hvilke indsatser der skal sættes ind.
Der kan være meget fornuft i at lade tildeling af hjælpemidler, beskæftigelsestilbud eller lignende tage udgangspunkt i borgernes individuelle behov. Ved at vurdere og handle situations‑ bestemt opnår man bedre mulighed for, at man hverken kommer til at underkompensere eller overkompensere, når en borger ansøger om hjælpemidler eller andre former for støtte. Det gælder i hvert fald i teorien.
For spørgsmålet er, om man kan stole på, at kommunerne ikke vil misbruge det nye værktøj til at gennemføre urimelige besparelser.
Historien taler sit tydelige sprog:
I 2015 fremlagde Ankestyrelsen for eksempel resultatet af en praksisundersøgelse om kommunernes tilbud efter serviceloven til borgere med sjældne handicap og erhvervet hjerneskade. Resultatet var, at hele 40 procent af sagerne var afgjort i strid med reglerne og gældende praksis. I 35 procent af sagerne manglede der afgørende oplysninger. Lignende tal kan fremlægges på en række andre områder.
Hjælp kan ikke gives med tilbagevirkende kraft, så derfor sparer kommunerne penge ved ikke at give borgeren det, som borgeren resmæssigt har krav på.
Med det i tankerne er der svært at tro på, at Karen Ellemanns forslag til en ændret servicelov ikke vil føre til en markant svækkelse af handicappedes rettigheder.
Thomas Bjerg Mikkelsen er formand for Kristelig Handicapforening.