Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Spin: Politiske rådgivere gør kun problemerne større

Jo flere politiske hjælpere ministrene får, jo værre går det, skriver Britta Schall Holberg Foto: Mikkel Østergaard/ Denmark

Uerfarne ministre får så mange råd, der er båre mere af hjertet og af forsøget på at tage sig godt ud end af juraen, at de bliver helt forvirrede, skriver Britta Schall Holberg, der er tidligere folketingsmedlem og minister

ALDRIG ER DET GÅET så galt, som efter at Folketinget og regeringen har fået ansat en vrimmel af personlige rådgivere.

Argumentationen for, at alle de folk skulle ansættes til lønninger, der er højere end de almindelige folkevalgtes, er, at så havde de folkevalgte nogle at sparre med over for embedsmændene eller til at tage kampen op mod regeringen.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten: Vi har ikke tillid til Morten Bødskov

Også i ministerierne vrimler det i forkontorerne med sådanne hjælpere. Og det, der kommer ud af det, er, at den ene undersøgelse efter den anden sættes i gang, fordi politikerne ustandselig falder i alle mulige snubletråde.

Den ene har udbetalt millionbeløb, fordi vejret var så godt, eller sagen tårevædende.

Den anden sidder med sine i sandhed særlige rådgivere og fabrikerer en løgn, som man kan stikke ud til Folketingets Retsudvalg.

Den tredje går, fordi han ikke var blevet orienteret om den dagsorden, han skulle sidde til møde om et eller andet sted ude i verden, og den fjerde, ja, hvad var det nu, der var årsagen til, at kulturministeren måtte gå ?

Det er snart ikke til at holde rede på alle de fuldstændig almindelige fodfejl, ministrene begår.

MON IKKE NOGEN SKULLE spørge sig selv, om de mange personlige rådgivere ikke er blevet en pestilens i forhold til det ellers dygtige og kompetente embedsværk, ministrene tidligere måtte nøjes med?

Mon ikke måske navnlig uerfarne ministre får så mange råd, som er båret mere af hjertet og af forsøget på at tage sig godt ud end af juraen, at de bliver helt forvirrede? Det hele bliver givetvis et miskmask af god embedsmandsskik, faglig rådgivning og politisk spin.

Jo flere politiske hjælpere ministrene får, jo værre går det!

Her var så åbenbart et sted at spare og det ville ikke gøre ondt. Det ville måske endda hjælpe på sagsbehandlingen, på embedsværkets omdømme og på tilliden til det danske folkestyre!

Britta Schall Holberg (V) er tidligere folketingsmedlem og minister