Jeg ved, at mange forældre bebrejder sig selv for at have fejlet, når deres barn rammes af en spiseforstyrrelse. Fejlet som forældre.
Jeg ved, at mange forældre rammes af dårlig samvittighed og tankerne: Hvad gjorde vi forkert? Hvad overså vi? Kunne vi have gjort noget for at undgå dette?
Men til alle forældre derude, hvis børn er blevet ramt af spiseforstyrrelser, inklusive mine egne: I kunne ikke have gjort noget for at forhindre dette.
I kunne på ingen mulig måde have gjort noget.
Hver evig eneste dag ser vi ugeblade med forsider, der skriger med overskrifter som ”sådan taber du dig fire kilo på seks dage”, og ”sådan bliver du slank og smuk”.
Hver evig eneste dag ser vi reklamer på vores Facebook, på vores Instagram og så videre med ”sådan får du den perfekte krop” og ”træn sådan for at få bikinikroppen”.
Vi støder på særlige profiler på Instagram med ualmindelig urealistiske kroppe, som kun få personer kan have og være sunde på samme tid – men som alligevel bliver beskrevet med ”perfect” og ”goals”. Profiler, som vi piger ofte sammenligner os med.
Hver evig eneste dag bliver vi fortalt, hvordan vi skal være, hvordan vi skal se ud, hvilket tøj vi skal gå med, hvor meget vi skal veje, hvor meget vi må spise, hvor meget vi skal træne, og jeg kunne blive ved.
Vi bliver påvirket. Vi bliver presset. Vi bliver hjernevasket. Hver evig eneste dag prøver medierne at skabe os og få os til at leve op til det såkaldte kropsideal.
Et ideal, der især rammer piger som mig, som ikke bør rammes.
Et ideal, der ødelægger liv, fordi mange føler, de er nødt til leve op til det for at være ”gode nok” og accepterede af andre. Og på denne måde bliver det for nogle – for eksempel mig – en besættelse, som bliver til en sygdom.
Medierne er en del af vores liv. Og sådan er det bare. Vi er vokset op med det, vi bruger det hele tiden, og selvom der er mange gode, fantastiske ting og fordele ved skidtet – er der desværre også en hel del negative ting ved det. Dette er blot én af dem.
Selvfølgelig har disse reklamer også en positiv indvirkning på nogen, hvor det at tabe sig ville være godt. Selvfølgelig bliver det for nogen en motivation. Men jeg synes ærligt, at vi burde slappe lidt af. Jeg synes, vi burde spise den kage, hvis vi har lyst til det. Droppe den træning, hvis vi ikke orker. Slippe tankerne lidt omkring, hvad badevægten siger, og hvordan maven ser ud. Leve lidt og stoppe med at sammenligne os med andre og det, vi ser og hører i medierne. For man skal ikke leve op til noget ideal for at være god nok. Man skal ikke se ud på en bestemt måde for at være smuk, eller for at man kan tillade sig at have bikini på. Man skal ikke gå på kur, pine sin krop og sulte. Man skal lytte til sin krop, og man skal leve.
Så til alle forældre med et spiseforstyrret barn vil jeg sige én ting. Det er ikke jeres skyld. I har ikke fejlet. Jeres datter/søn har desværre blot været endnu ét af mediernes ofre.
Jeres datter/søn er desværre bare endnu én, der er faldet i. Endnu én, der er faldet i dér, hvor det hedder: ”Sådan skal du være… sådan skal du se ud… så meget må du spise… for at være perfekt”.
Line Grønning, gymnasieelev.