Det store tyske dagblad Die Welts chefredaktør, Ulf Poschardt, gik skuffet fra familiens julegudstjeneste. På Twitter skrev han:
”Hvem vil egentlig stadig gå til midnatsgudstjeneste, når man ved slutningen af prædikenen føler, man har tilbragt en aften hos Socialdemokratisk Ungdom eller De Grønnes Ungdom?”
Det udløste en storm af forargelse. Således tweetede De Grønnes Jürgen Trittin, at Poschardt var nazist, antisemit og racist.
Hvoraf fjendtligheden i reaktionerne fra venstrefløjen, spørger Die Zeit, der interviewer Poschardt i anledning af balladen. Det skyldes vel dens selvforståelse som civilreligiøs bevægelse mod en jordisk utopi, svarer chefredaktøren. Den foretrækker opblandingen.
I det hele taget er tysk politik alt for ofte sekulariseret religion. I præstegårde voksede politiske skikkelser op som RAF-terroristen Gudrun Ensslin og Angela Merkel (CDU), Katrin Göring- Eckardt (De Grønne) og Frauke Petry (tidligere AfD). Poschardt vil hellere skille skæg og snot:
”I Guds hus bør det teologiske dominere. Især i julen, hvor utaknemmelige u-bådskristne som mig dukker op med længsel efter fred og ro og en eftertænksom prædiken, der igen kan bringe troen i intellektuelle svingninger.”
Poschardt går normalt ikke i kirke, men når han gør, forventer han ”et eksistentielt rystende møde med troen” – noget, der for en tid kan befri én for ”eksistentiel hjemløshed”.
JAMEN, JESUS OG HANS FORÆLDRE måtte flygte til Egypten, så hvad skulle præster prædike om juleaften, spørger journalisten, hvis ikke om nutidens flygtninge? Den kobling er overfladisk, mener Poschardt.
”Gud blev menneske. Menneskets gudbilledlighed stiller det i frihed og ansvar, og denne, skaberens store frihedsgave, begynder i en krybbe i Betlehem.”
Men er det ikke småborgerligt at ønske upolitiske prædikener? Tværtimod. Det er, når præsterne lyder som rød-grønne politikere, det småborgerlige begynder, svarer den 50-årige Poschardt. Han er kandidat i filosofi og journalistik og har ledet Die Welt siden 2016.
”Men er det ikke herligt, når prædikener igen kan blive taget så alvorligt? På grund af et tweet,” bemærker han.
Præsten, som prædikede, er den 57-årige Steffen Reiche. Die Zeit optrykker hele hans forbavsende lange juleprædiken, og nok er den politisk, men dog – til forskel fra hjemlige politiske prædikener – båret af et tømmer af gedigen, klassisk forkyndelse. Reiche knytter for eksempel julekrybben sammen med korset i påsken og slutter endda med ordene:
”Jeg ved, at Kristi efterfølgelse også kan føre til religion! Men i virkeligheden er den enden på al religion. For religion er altid og over hele verden ens eget forsøg på at nærme sig Gud. Men det tosseri slutter i julen – for Gud kommer os nærmere, end vi nogensinde kunne komme ham. Når vi søger ham, har han for længst fundet os.”
I prædikenens politiske dele kritiseres Erdogan, Putin og frem for alt Trump, der ”ikke engang kan lime sine kunstige tænder ordentligt fast”.
Chefredaktør Ulf Poschardt kunne især godt have været foruden præstens kritik af Trumps, Reagans og Thatchers skattepolitik. ”I USA valgte de dummeste kalve for et år siden selv deres ’slagter’,” lød det fra Reiche.
PASTOREN KRITISERER DOG OGSÅ islam med betydelig skarphed. Den verdensomspændende muslimske umma kunne forene sig i protest mod de danske Muhammed-tegninger, men pinligt nok ikke mod Islamisk Stats barbari, lyder det. Helt ubange og kritisk sammenstiller Reiche Jesus og Muhammed, og det falder ud til den førstes fordel: Jesus hverken giftede sig med en niårig eller ledte hære i krig.
Også præsten Steffen Reiche interviewes af Die Zeit, og han er glad for den megen tumult omkring sin prædiken.
”Kirken skal ikke føre politik. Men hvis en prædiken ikke har nogen virkning i det politiske rum, så er det heller ikke Jesu budskab,” lyder det fra Steffen Reiche, der er teologisk uddannet i DDR. Han var i 1989 medstifter af det østtyske socialdemokrati og blev i det genforenede Tyskland minister i Brandenburg og siden medlem af Forbundsdagen.
Han er nu præst i Poschardts velhaverkvarter i det sydvestlige Berlin.
”Nogle gange er jeg en konservativ, andre gange en progressiv prædikant. I dialogen med islam for eksempel skal vi forblive sandfærdige og også øve kritik og ikke altid lukke øjnene, som mange kirkefolk aktuelt gør det.”
I interviewet ønsker han at skelne tydeligt mellem Jesus og Muhammed, som medierne helst ”vil fremstille som enæggede tvillinger”: ”Det er min opgave som præst at gøre indsigelse, når der bliver talt usandhed.”
Hvad adskiller en politisk tale og en prædiken, spørger intervieweren.
”Bekendelsen til Kristus,” svarer Reiche.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I ”Kiosken” samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.