Sporten tager plads i samfundsdebatten: Atleter har fundet ud af, at de kan påvirke verden

Det er langsomt gået op for sportsverdenen, at den står i en magtfuld position, hvor den kan være med til at påvirke strømninger i samfundet, mener sportsanalytiker Stanis Elsborg, som peger på, at det kan give bagslag

Daniel Wass fra det danske landshold knæler før kampen mellem Danmark og Belgien i Parken i København i lørdags. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Daniel Wass fra det danske landshold knæler før kampen mellem Danmark og Belgien i Parken i København i lørdags. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Den seneste tid har politiske tilkendegivelser i den internationale sportsverden været i fokus. Under mottoet ”WeRaceAsOne” har man under Formel 1-løb kunnet spotte lgbt-bevægelsens regnbueflag på bilerne. Kampe under NFL (amerikansk fodbold, red.) er blevet åbnet med sangen ”Lift Every Voice and Sing”, der er kendt som den afroamerikanske nationalsang. Og herhjemme har det vakt opsigt, at det danske landshold i forbindelse med kampen lørdag mod Belgien og dagens kamp mod England har valgt at knæle før kickoff i sympati med antiracisme-bevægelsen.

Stanis Elsborg, er det nyt, at sporten tager stilling til politiske sager?

”Det er som sådan ikke noget nyt, at atleter og organisationer prøver at påvirke samfundspolitiske spørgsmål. Men vi ser klart en opblomstring. Det gælder både, hvad angår nye sportsgrene og atleter, men også det, at der i stigende grad er tale om kollektiver, hvor det førhen primært har været individbaserede protestbevægelser. På den vis er det noget, som for alvor har spredt sig de seneste fem-syv år, selvom det, særligt i USA, har været til stede i mange år – hvor NBA virkelig har været en foregangs-idræt på det område.”

Hvad skyldes den bredere appel lige nu, tror du?

Artiklen fortsætter under annoncen

”Helt grundlæggende tror jeg, det handler om globalisering, hvor vi i dag er langt mere vågne på, hvad der sker rundt omkring i verdenen, ligesom flere – på den ene eller anden vis – har haft diskrimination inde på livet, fordi man måske selv, en af ens holdkammerater eller venner har oplevet det. Men jeg tror også, at man i sportsverdenen har fundet ud af, at man som atlet står i en ret magtfuld position i forhold til at kunne påvirke strømninger i samfundet. Det er langsomt gået op for dem, at de rent faktisk er i stand til at være med til at sætte ting på dagsordenen og dermed være med til at skubbe verden i en bedre retning.”

Hvordan har sports-aktivismen tidligere vist sig?

”Hele forgangen til alt det, vi ser i øjeblikket, stammer på mange måder fra OL i Mexico City i 1968 – det man kender som Black Power Salute, hvor to afroamerikanske løbere gik på sejrsskamlen og hævede en knyttet næve som et symbol på kampen mod den amerikanske racediskrimination. Men dengang var der tale om enkelte atleter, ikke en hel bevægelse som i dag. Og sådan har det faktisk været op gennem historien. I 2016 satte Colin Kaepernick sig ned under nationalsangen i protest mod diskrimination. Han fik meget lidt støtte, og størstedelen af sportssamfundet fik han imod sig. Og det er noget, som fuldstændig har ændret sig det seneste halve år – særligt efter George Floyds død. Nu er det hele hold, hele organisationer og hele forbund, der går ind i sagen. Og det er ret nyt og banebrydende.”

I begyndelsen af året meddelte præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, IOC, at han gerne vil frabede sig politiske protestaktioner under OL. Hvilken rolle spiller det på et tidspunkt som dette?

”Det er jo det lidt absurde ved OL. Jeg kalder det for det olympiske paradoks. I det olympiske regelsæt står der, at man ikke accepterer nogen form for politisk, religiøs eller racemæssig propaganda, og derfor fik blandt andet Black Power-saluten i 1968 hårde konsekvenser – de blev sendt hjem og fik frataget deres medaljer. IOC har til gengæld knap så travlt, når det kommer til at håndhæve reglerne over for OL’s værtsnationer, der politiserer uhæmmet gennem fakkel-ruten og åbningsceremonierne, hvor landets gloriøse fortid, nutid og fremtid kan præsenteres. Det, mener jeg, er et kæmpe paradoks og i virkeligheden en indskrænkning af atleternes ytringsfrihed.”

Skal politiske anliggender overhovedet ind i sportsarenaer?

”Jeg mener, at man burde hæve det op på et højere niveau og sige: Handler det overhovedet om politik, når man bruger arenaen til at sige nej til racisme og diskrimination? I nogle lande har det måske direkte fod i raceproblematikker og homofobi på et politisk niveau, men i lande, som har skrevet under på menneskerettighedserklæringer og konventioner, har man jo på sin vis hævet det over politik. Når landsholdet knæler mod racisme og diskrimination,handler det for mig at se ikke om decideret politik. Det handler om basale menneskerettigheder. Så når eksempelvis Morten Messerschmidt påpeger en sammenblanding mellem sport og politik,mener jeg, han tager fejl. Herhjemme er det ikke et politisk spørgsmål at være modstander af racisme og homofobi. Der er en kæmpe forskel på, om man knæler for at støtteen specifik bevægelse, eller man gør det mere generelt mod racisme og diskrimination. Og derfor begår DBU en brøler ved at bruge Black Lives Matter-hashtagget. For det havde om noget været kontroversielt at støtteen specifik bevægelse. Men kampen mod racisme og diskrimination – den bør være vores alles.”

Ændrer aktivismen overhovedet noget?

”Det vil jeg mene, den allerede har gjort. Når så mange sportsgrene og atleter viser en modstand mod racisme eksempelvis, så skaber det en bølge i befolkningen. Det vækker en bevidsthed, og emner sættes på dagsordenen. Og vi har aldrig set sporten have så stor indflydelse på, hvad der bliver diskuteret af samfundsmæssige spørgsmål. Det, som enkel-atleter – som eksempelvis Colin Kaepernick eller den kvindelige fodboldspiller Megan Rapinoe, der kæmper for ligestilling – tidligere har sat i gang har resulteret i en kollektiv atlet-aktivisme.”

Hvilke problemstillinger vækker det?

”Herhjemme skaber det, med god grund, forvirring om, hvilke emner man kan tage op. Jeg forstår fuldt ud, at befolkningen undrer sig over, hvorfor vi ikke gør oprør mod migrantarbejdernes forhold i Qatar, når vi nu skal til VM i 2022. Jeg synes bare, det er ærgerligt, hvis debatten nu skal handle om, hvorfor der ikke protesteres mod det ene og andet. Det mudrer billedet. Naturligvis er der problemer i Qatar, og dem skal DBU tage alvorligt. Men det kan også blive en glidebane, hvis vores landshold skal tage stilling til alle former for konkrete tilfælde – omend Qatar er nært med VM. Jeg mener, at sporten skal løfte tingene op på den store klinge og fokusere på menneskerettigheder.”