Spotify-konflikt: Techgiganter bliver fanget mellem hensyn til indtjening og politisk korrekthed

Kontroversielle og populære podcasts fra komikeren Joe Rogan har sendt Spotify ud i et politisk stormvejr, der viser, at de største aktører på internettet i stigende bliver splittet mellem forretningshensyn og politisk korrekthed

I mange år udgav Joe Rogan sin podcast selv og opnåede stor popularitet som en fri, uafhængig producent, der kunne sige og gøre, hvad han vil - indtil han blev Spotifys guldæg.
I mange år udgav Joe Rogan sin podcast selv og opnåede stor popularitet som en fri, uafhængig producent, der kunne sige og gøre, hvad han vil - indtil han blev Spotifys guldæg. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den som er stor og magtfuld, må også kunne tåle kritk. Det må verdens største musikstreamingtjeneste Spotify sande efter en flere uger lang ballade omkring komikeren Joe Rogans kontroversielle, men også populære podcasts.

Streaminggiganten er havnet i en potent debat om politisk korrekthed, cancel culture, ytringsfrihed og kommercielle interesser. Spotify har udviklet sig til at være meget mere end en virtuel hylde, hvorfra man kan hente størstedelen af verdens musik. Med en offensiv strategi om at præsentere brugerne for det allerbedste indhold, de ikke engang selv vidste, at de havde lyst til at høre, samt lukrative kontrakter med nogle af verdens mest populære podcastproducenter, må Spotify sande, at tjenesten også er modtagelig for offentlig, moralsk kritik.

Det er en ny virkelighed for Spotify og de øvrige tech-giganter, der ikke længere kan påråbe sig internettets anonymitet som en neutral mellemmand.

Det er ikke alene Spotify, der må sande dette. Under coronapandemien er sociale medier som Facebook og Twitter begyndt at deklarere indhold, der ifølge dem misinformerer befolkningen om covid-19. I begyndelsen af 2021 lukkede Twitter for den afgående præsident Donald Trumps adgang for altid, efter stormen på Kongressen. USA’s præsident havde opfordret til voldelige handlinger, og det kunne Twitter ikke sidde overhørig.

Tech-giganter ændrer sig

Traditionelt har de største tech-tjenester opereret under et såkalt safe harbour-princip. Oversat til dansk betyder det en sikker havn, hvor organisationen som ejer havnen er fritaget fra ansvar, hvis der foregår noget kriminelt i havnen. Hvis der eksempelvis skulle indløbe en container med smugler-varer, er det de kriminelle smugleres ansvar – ikke havnens.

Det princip har også været herskende på internettet for aktører som Spotify, Facebook, Twitter og YouTube. Virksomhederne har sat teknologien til rådighed, men er ikke ansvarlige for indholdet som traditionelle medier.

Hvis et indslag på Facebook opfordrede til kriminalitet, hvis en YouTube-video indeholdt racistisk materiale, eller hvis en podcast på Spotify var stødende, var det ikke platformenes ansvar, har argumentet lydt fra techgiganterne.

Ansvaret for indholdet lå ene og alene hos afsenderen. Bortset fra nogle fundamentale regler, som indholdet skal overholde, kunne man dele, hvad man vil. Klogt som dumt, sjovt som kedeligt, populært som ligegyldigt indhold får lov til at sejle igennem de virtuelle platformes havne.

Problemet for virksomhederne har bare været, at en sikker havn ikke skaber en god forretning på internettet. I en sikker havn er alt materiale i og for sig ligeligt tilgængeligt. Intet materiale bliver fremhævet eller skubbet ud i glemslens skygge.

Tech-giganterne blander sig ikke i, om du skal præsenteres for en gammel indspilning af Claude Debussys “Clair de Lune”, Adeles nyeste hit “Easy On Me”, eller hvad din fætters perifære ven selv har indspillet hjemme i garagen. I en sikker havn ville Spotify blot stille musikken til rådighed, og så kan brugerne ellers bare tilgå den musik, som de har lyst til.

I dag fungerer streamingtjenesterne langt mere avanceret. Med over 82 millioner sange på Spotify, har tjenesten påtaget sig opgaven med at guide dig vej gennem det gigantiske musikbibliotek, for man fastholder ikke bare musiklytterne ved at sætte musikken til rådighed: Lytterne skal også ledes i retning mod, hvad man har lyst til at høre lige her og nu.

Spotify har satset stort på at udvikle et avanceret system, der kan finde frem til sange, der passer til nær sagt hvilken som helst situation. Enorme datamængder bliver sammenlignet, så Spotifys regnemaskine kan udregne, at hvis du er i humør til at høre Dolly Partons “I Will Always Love You”, har du nok også lyst til at høre ballader af andre country-musikere som Glen Campbell, Patsy Cline eller Emmylou Harris.

Med en lang række af autogenererede spillelister, fremhæver Spotify artister og sange fremfor andre. Ofte er det Spotifys regnemaskine, som udregner, hvorfor for eksempel Tom Waits’ "Downtown Train" følger naturligt efter Bob Dylans "Like a Rolling Stone".

Krav om udelukkelse

Det vejledende system er ikke unikt for Spotify. Andre sociale bruger tilsvarende algoritmer, så du bliver præsenteret for de videoer, opslag eller tweets, som det er mest sandsynligt, at du fatter interesse for.

Men selvom det er en automatisk algoritme, som laver udvælgelsen, ændrer det ikke på, at Spotify træffer et valg om, hvilken sang der skal fremhæves frem for andre. Det er ikke gået upåmærket hen i identitetspolitiske kredse.

I kølvandet på heftige anklager om, at den amerikanske sanger R. Kelly stod bag gentagne tilfælde af seksuelt misbrug af mindreårige, menneskehandel og afpresning krævede den amerikanske bevægelse #MuteRKelly, at Spotify stoppede med at fremhæve musikerens sange på tjenestens spillelister. Kravet var, at hvis man eksempelvis ville høre en spilleliste med de største hits fra 1990’erne, skulle R. Kellys giganthit “I Believe I Can Fly” ikke dukke op på playlisten.

I første omgang imødekom Spotify kravet. I 2018 indførte tjenesten en politik mod såkaldt hadefuldt indhold. Det vil sige, at sange som opfordrede til vold baseret på race, religion, køn, identitet, seksualitet, etnicitet, nationalitet, handicap og selv mod krigveteraner ville blive fjernet fra tjenestens spillelister.

“Når en kunstner gør noget, der er særligt skadeligt eller hadefuldt, kan det have indflydelse på, hvordan vi arbejder med eller støtter kunstneren,” skrev Spotify i et blogindlæg på sin hjemmeside.

“Vi vil have, at vores redaktionelle beslutninger reflekterer vores værdier,” lød det fra Spotify.

Det gik udover både R. Kelly og den nu afdøde rapper XXXTentacion, som var anklaget for et voldeligt overfald mod en gravid kvinde. Problemet var bare, at hvis Spotify skulle følge sin egen nyetablerede præcedens, skulle mange flere musikere også fjernes fra Spotifys spillelister.

Kritikken fra pladebranchen var massiv, så R. Kelly og XXXTentacion kom tilbage, men pandoras æske fyldt med identitetspolitik, cancel culture og politisk korrekthed var åbnet. Spotify vedstod nu, at man foretog redaktionelle valg om, hvilken musik som skulle fremhæves for brugerne, og det gigantisk streaming-skib var sejlet væk fra den sikre havn.

Tech-giganternes dilemma

Heri opstår dilemmaet for verdens største streamingtjeneste. Spotify har investeret massivt i, at udvikle de bedste anbefalingsalgoritmer. Musikbranchen har over en bred kam stillet sin musik til rådighed på langt de fleste musikstreamingtjeneste. Skræk-scenariet er 2000’ernes pirat-kaos, hvor musikfans downloadede musikken gratis, men også ulovligt på internettet.

Det sendte musikbranchen i knæ, og modsvaret blev streamingtjenesterne som Spotify, Apple Music, Tidel, YouSee Play. Hvis man kunne stille al musik til rådighed for brugerne mod enten et fast månedligt beløb, eller finansiere betalingen igennem reklamer, kunne man flytte brugerne væk fra pirattjenesterne.

Missionen lykkedes, men præmissen var også, at streamingtjenesterne ikke skulle konkurrere om, hvilken musik der var tilgængelig. Derfor konkurrede de i stedet om, hvem der kunne lave den bedste service.

Spotifys svar var at satse på anbefalingstjenester, der automatisk kunne føre brugerne i retning af musik, som ville falde i deres smag, uanset om man ville holde sig opdateret på de nyeste hits, holde pulsen oppe til en løbetur, finde lidt baggrundmusik til en romantisk middag eller sætter gang i festen til julefrokosten.

Spotify har udviklet sig til en automatisk DJ, der også skal stå til ansvar for, hvad der kommer ud af stereoanlægget. Derfor havner Spotify også i politisk stormvejr, når kunstnere bliver eksponenter for politisk ukorrekte holdninger og internet-aktivister kræver, at der bliver slukket for musikken.

Joe Rogan-sagen markerer endnu et markant skifte for Spotify som udgiver. I mange år udgav Joe Rogan sin podcast selv og opnåede stor popularitet som en fri, uafhængig producent, der kunne sige og gøre, hvad han vil.

Rogan blev så populær, at han egenhændigt kunne få brugere til at abonnere på hans podcasts. 11 millioner lyttere downloadede i gennemsnit hans program, og udsigten til de mange millioner lyttere ville følge med Rogan med ind på Spotify, blev en så stor fristelse for Spotify, at streaminggiganten betalte Rogan 100 millioner dollars for en flerårig aftale om, at hans indhold kun måtte udkomme på Spotify.

Lytterne fulgte med, og Joe Rogan blev kaldt for Spotifys guldæg – men nu skulle Spotify så også stå på mål for Rogans indhold. Også hvis han skulle bruge n-ordet eller udtalte sig kritisk om vaccinehåndteringen.

Spotify blev tvunget ud i et valg, efter musikere som Neil Young, Joni Mitchell samt Crosby, Stills and Nash fremsagde et ultimatum: Enten bliver vi, eller også bliver Joe Rogan. 

Sagen viser, at streamingtjenesten ikke længere kan påkalde sig status som en neutral musikhylde, hvor alverdens musik er til rådighed. Samtidig tydeliggør sagen tech-giganternes usynlige valg og musikernes reaktion tyder på, at virksomhederne fremover kommer til at stå på mål for disse valg – uanset om de vil det eller ej.

Spotify har vendt musikindustrien på hovedet og er nu en historisk stor indgangsportal til alverdens musik. Det sætter også platformen i moralske dilemmaer, hvor man skal afgøre, hvem der har ret, og hvem der tager fejl på et globalt marked. I første omgang står valget mellem Neil Young og Joe Rogan, men dette er utvivlsomt blot et af mange svære valg, som tech-virksomhederne fremover bliver konfronteret med.