PRÆSIDENTVALGET AF Donald Trump har haft én indiskutabel positiv effekt: Det har udfordret mageligheden og selvtilfredsheden hos den kulturelle og kunstneriske elite – segmentet med længst uddannelse, størst intellektuelt og kreativt overskud og dermed potentielt langt større indflydelse på befolkningen end politikerne – og presset den til et hårdt tiltrængt kritisk blik på sig selv.
Enkelte selvkritiske stemmer har endda ladet sig høre offentligt.
Umiddelbart efter valget af Trump præsenterede det liberale komedieshow ”Saturday Night Live” sketchen ”The Bubble”, der spidder det liberale og efter egen selvforståelse ”progressive” USA’s hykleri og virkelighedsfjernhed.
I sketchen præsenteres en plan for et ” safe-space ”-boligområde kaldet boblen – ”et sted for ligesindede fritænkere – og ingen andre” – hvori den privilegerede og kridhvide venstreorienterede elite kan isolere sig under Trumps regeringsår og komfortabelt fortsætte sin politisk korrekte og minoritetsinkluderende konsensuskultur uden distraherende egentlig forbindelse til minoriteterne, der naturligvis ikke har råd til at bosætte sig i det inkluderende miljøs eksklusive millionlejligheder.
Den britiske kunstner Grayson Perry, en af samtidskunstscenens absolutte darlings, har lignende for nylig uforfærdet og bramfrit kritiseret den konforme monokultur, som kunstverdenen ellers ikke vil vedkende sig – ”man kunne smide en mursten ind til en fernisering på Tate uden at ramme nogen, der stemmer konservativt” – og brugt Brexit og præsidentvalget af Trump som anledning til opfordring af den dominerende venstreorienterede samtidskunst til at forkaste den effektløse repetition af bekvemme idéer i lukkede kredse og ”gå ud og ærligt engagere sig i størstedelen af befolkningen”.
Og i podcasten ”Chapo Trap House” leverer de tre amerikanske værter totalt uanfægtet og med en befriende ligefremhed en ugentlig nådeløs kritik af de svagheder og det massive hykleri, der trives på deres egen venstrefløj – med provokerende profant sprogbrug, men på et højt intellektuelt niveau.
Podcastens lyttertal stiger støt. For nylig bragte The New Yorker et langt portræt af de tre ”radikalt antielitære, antikapitalistiske” Chapo-fyre og deres politiske (selv)kritik, og magasinet Paste har udnævnt ”Chapo Trap House” til ”den nye progressive venstrefløj”.
I Danmark er der foreløbig ikke tegn på lignende sprækker i den kulturelle og kunstnerisk elites selvopfattelse. Desværre, for selvkritik er unægtelig en forudsætning for både kunstnerisk og samfundsmæssig progression, og i disse tider er der hårdt brug for begge.