Snart springer studenterne igen ud. Med huer og hestevogne, hesteprut og ølbøvs, larm og ballade. Inden de når så langt, skal de så grueligt meget igennem ved eksamensbordene. Jeg er en af dem, der hvert år sidder på den anden side af eksamensbordet. Som eksaminator eller som censor. Ganske vist på et universitet, men stadig ved det grønne klæde.
Gang på gang bliver jeg imponeret af al det arbejde, som de studerende lægger i deres opgaver. Alt det blod, sved og tårer, som er lagt i at gøre det så godt som muligt. Det kan være både imponerende og rørende. Der er dog én ting, som jeg fortsat synes er irriterende ved eksaminer: karakterskalaen. 7-trinskarakterskalaen er en meget dum karakterskala. Det dumme er, at de højeste karakterer er 10 og 12. Og den tredje højeste karakter er 7. Det vil sige, at 7, 10 og 12 er i den høje ende. I den lave er 4, 2, 00 og -3. Selvom 7 er altså er blandt de tre højeste karakterer, så har jeg endnu ikke mødt nogen studerende, som synes, at 7 er en høj karakter. De synes, det er en dårlig karakter. Dette til trods for, at 7 faktisk gives for ”den gode præstation”, som der står i ministeriets forklaring af skalaen.
Der er noget galt, hvis den gode præstation 7 fremkalder følelsen af ikke at være god nok. Der findes faktisk kun to karakterer, som de studerende kan leve med, og det er 10 og 12.
Når vi voterer efter en eksamenspræstation, er det derfor et jævnligt spørgsmål, om vi kan holde os på 10 og 12, eller om vi skal ”ned” på 7. Fordi 7 er langt nede. Det dumme ved 7 er derfor, at forskellen på 10 og 7 er for stor. Det giver et ordentligt dyk i den studerendes gennemsnit. Og det ved vi lærere godt. Men der er altså ingenting imellem 7 og 10.
Ambitionen med 7-trinsskalaen var ellers god nok. Hvor den gamle 13-trinsskala gik efter genialitet, altså, at man arbejdede sig fra bunden af skalaen og op imod karakteren 13, som var ment som næsten uopnåelig, så gør 7-trinsskalaen det omvendte. Med 7-trinsskalaen starter man oppefra på 12, det vil sige, at udgangspunktet er, at man har fået 12, og så ser eksaminator og censor i opgave og præstation efter, om der er mangler i opgaven. Ud fra manglerne sættes karakteren.
Om man skal arbejde sig op imod en god karakter eller ned imod en dårlig, er både en pædagogisk og filosofisk diskussion værd. Fordelen ved, at man arbejdede sig opad, som i 13-trinsskalaen, var, at man ikke kunne regne med noget, men skulle blive glad, jo højere op, man kom. Ulempen ved 13-skalaen var, at kun få af os fik 13.
Fordelen ved 7-trinsskalaen er måske imidlertid også dens ulempe: Hvis udgangspunktet er, at jeg kunne have fået 12, hvorfor har jeg så ikke fået det? Hvorfor har I fundet så mange fejl og mangler? Hvorfor fokuserer I på det, jeg ikke kan?
Man kan nok ikke vinde, når man laver en karakterskala.
Selvfølgelig kan man hævde, at der slet ikke er brug for en karakterskala. At det var bedre uden, og der er da også meget skidt at sige om den stress, der er omkring karakterer, når de studerende skal bedømmes af ”de høje dommere” ved eksamensbordet. Det er videre urimeligt, at de muligheder og livsvilkår, som man tilfældigvis har i de år, man er ung og tager en ungdomsuddannelse, skal have afgørende betydning for, hvilken uddannelse man kan komme ind på, og hvilken profession man forventes at leve inden for resten af sit liv. Vil man for eksempel være læge, er der i forhold til danske universiteter kun karaktergennemsnittet at satse på, herunder kvote to, hvor der i øvrigt også ses på karaktergennemsnittet som et element i vurderingen. Det skal nævnes, at der findes mange uddannelser i Danmark, som ikke kræver et højt gennemsnit. Det er vigtigt at huske, hvis den unge hænger med hovedet.
Til trods for kritikken har ingen i hverken uddannelsessystemet eller studenterorganisationer endnu kunnet finde ud af, hvordan man ellers kan lave vurderinger af de studerendes præstationer. Der er kun et begrænset antal pladser. En eller anden form for vurdering, evaluering eller bedømmelse af ansøgerens faglige kundskaber hjælper uddannelsesinstitutionerne i forhold til, hvem de skal optage.
Men på ét punkt dumper karakterskalaen altså, og det er i forskellen på 7 og 10. I stedet kunne man have en skala, der blot gik fra 7 til 1, altså 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1. Eller fra A til F, som man har i udlandet. ”Udlandet” var argumentet for i 2006 at ændre 13-skalaen. Den gamle logik i 13-skalaen gjorde, at danske studerende generelt så ud til ikke at være for kvikke, når ikke flere af dem kunne komme op på de høje karakterer. Omvendt mener nogle, at nu er der gået inflation i karakterskalaen. Svaret på, hvorfor der gives så mange 10- og 12-taller, er enkelt: Der er for langt ned til 7. Og så husk: Der findes meget andet her i livet, som siger noget om ens menneskelige karakter end 7-trinsskalaen.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.