Lørdag den 7. maj spurgte Kirsten Ahlburg, hvad vi præster mener med det, vi siger? Jeg vil i den sammenhæng svare på egne vegne i min egenskab af såvel præst som underviser i faget Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet i Århus.
Et af de ord, der går igen i min undervisning, er ordet "billedsprog". De bibelske skrifter handler om forholdet mellem Gud og mennesker. Om mennesker kan man tale både bogstaveligt og billedligt (metaforisk), men om Gud er vi henvist til at tale billedligt.
Når disciplen Peter får at vide, at han skal være en klippe, er klippen en metafor. Ordene "Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler." (Sl. 62,2-3) indeholder på samme måde metaforer for Gud: Gud ligner en klippe og en borg, men at Gud ligner, betyder samtidig, at Gud er anderledes. Gud er ikke identisk med en klippe. Derfor kan Gud også sammenlignes med en hyrde, en far, en konge eller med en mor, hos hvem man finder tryghed.
Når salmisten taler om at blive frelst, så tænker han på den nødssituation, han er i, og beder om at blive reddet ud af den. At Gud omtales ved hjælp af billeder betyder ikke, at så er der ingen Gud, ligesom den elskede heller ikke ophører med at være til, blot fordi hun kaldes en rose. Det betyder heller ikke, at den hjælp, vi beder om, er af en særlig metaforisk art. Det betyder, at vores sprog ikke slår til, når vi beskæftiger os med Gud. Sproget tilnærmer sig, og derfor anvendes der mange forskellige billeder i Bibelen om Gud og Guds forhold til mennesker.
Når jeg Kristi himmelfartsdag prædiker om himmelfarten, giver jeg ikke en naturvidenskabelig forklaring på, hvordan det skete. Jeg forsøger at formulere, hvad det betyder for os i dag, at Jesus ikke alene er opstanden fra de døde, men er vendt tilbage til sin far. Med himmelfarten er Jesu binding til det jordiske med alle de grænser i tid og rum, som det medfører at være menneske, ophørt. Han er nu hos sin far og er ét med sin far, så vi som præster må forkynde om både Faderen og Sønnen og dertil bede Helligånden gøre budskabet levende for os.
At vi er nødt til at bruge billeder om noget så helt anderledes som Gud, betyder ikke, at så er Gud ikke til som nutidig virkelighed. Men det betyder, at vi respekterer Guds anderledeshed, og at vi ikke låser Gud fast til en enkelt formulering. For gjorde vi det, så kunne det meget nemt ende sådan, at vi gjorde Gud identisk med for eksempel en jordisk far eller mor. Derfor er det for os præster og teologer så vigtigt at understrege, at det bibelske sprog er fyldt af billeder, der på forskellig vis giver udtryk for Guds virkelighed.
Kirsten Nielsen,
dr.theol. professor i
Gammel Testamente,
Vågøgade 5,
Århus