Sproget omkring døden

DET NYE i den ”nationale handlingsplan” for organdonation, som Sundhedsministeriet udsendte sidste sommer, og som nu igen er kommet til debat, ligger i anvendelsen af ordet ”hjertedød”.

Mon ikke de fleste læsere har oplevet at befinde sig ved et dødsleje? Fra den erfaring ved man, at det er ikke til at tage fejl af, hvornår et menneske holder op med at leve og i stedet bliver til et lig. Forskellen mellem et levende menneske og en død krop er frygtindgydende tydelig. Det er en almenmenneskelig erfaring.

Gennem århundreder har lægerne heller ikke haft vanskeligt ved at skrive dødsattester, der bygger på, hvad vi med rette kalder de sikre dødstegn: ligpletter, stivhed med videre. Ordene og udtrykkene er indlejret i sproget, der besidder denne plastiske kraft til at opsamle erfaringerne og overdrage deres visdom fra generation til generation.

Men netop denne opsamlede visdom bringer den moderne medicinske videnskab i kollision med sproget. Da kirurgerne for alvor blev i stand til at transplantere de vitale organer fra et menneske til et andet, opstod spørgsmålet: Hvornår kan vi tillade os at gøre det? Hvad skal der til, førend vi kan tillade os at tage hjerte og lunger ud af et menneskes krop?

En del af svaret var naturligvis: Han skal være død. Vi må ikke skære i et levende menneske, for vi må ikke slå ihjel. Men netop dét var jo videnskabeligt nødvendigt, hvis organerne skulle være friske og brugelige i et nyt legeme. Derfor indførte videnskaben betegnelsen ”hjernedød”. Enhver kan se, at patienten ikke er død - han har puls og varme. Men de fleste ved godt, at det kun er en stakket frist; han dør, hvis vi slukker respiratoren. Altså kalder vi ham død alligevel - ”hjernedød”, for så må vi godt skære i ham.

Det strider mod enhver folkelig fornuft, sådan som den bøvlede debat også afspejler. Ikke desto mindre vil eksperterne bag den nye handlingsplan introducere endnu et nyord: ”hjertedød”. Ikke som betegnelse for døden i ovenstående klassiske betydning, men som et komplementært begreb til ”hjernedød”. Altså: et menneske med hjertestop.

JAMEN, VAR POINTEN ikke netop, at donoren skal være i live - ”hjernedød” - for at organerne kan være friske? Jo, og derfor må lægerne også først lige genoplive den ”hjertedøde”, inden lungerne tages ud! Handlingsplanen åbner forsigtigt for det, og Socialdemokraternes sundhedsordfører støtter det. I givet fald vil det antagelig føre til en endnu voldsommere kollision mellem sproget og videnskaben, måske med en forråelse af samfundets normer og dødsforståelse til følge.

To af mine meget gode venner er inden for de senere år faldet om med hjertestop, men lever ikke desto mindre i bedste velgående - til lykke for ikke bare dem selv, men også for alle os, der kender dem. De har været så heldige at blive genoplivet og derefter kølet ned og lagt i koma, førend de dygtige hospitalslæger gradvist kaldte dem tilbage til livet.

Den medicinske videnskab gør hele tiden så hastige fremskridt, at mennesker, der blev født for bare 100 år siden, ville stirre med både vantro og jubel på nutidens muligheder for at helbrede alskens sygdomme og skavanker. For det bør vi være taknemmelige.

Men faren er, at oplevelsen af vores videnskabelige formåen leder os til den overmodige indbildning, at vi kan alt. Ødelæggelsen af sproget er et tydeligt faresignal herom.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk