Marie Maegaard, i et debatindlæg i Politiken skriver tv-vært Lise Rønne, at det er ”sprogligt dovent og tydeligt kønsspecifikt nedladende”, når Politiken i en anmeldelse skriver, at hun ”vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil”. Har hun en pointe?
”Lise Rønne har klart fat i noget. For når det kommer til kønnet sprogbrug, så handler det ikke kun om, hvilke direkte negative og fornedrende betegnelser – for eksempel kælling eller tøs – vi kan bruge om hinanden.
Det handler også om måden, hvorpå vi anvender sproget og i hvilke situationer. Og selvom en handling som at vimse som udgangspunkt ikke er noget, kvinder kun kan udføre, så er der alligevel nogle opfattelser, der gør, at det kommer til at have en kønnet betydning. På den måde er der en masse sprogbrug, som måske ikke direkte er nedladende, men som får en negativt kønnet klang i anvendelsen.”
Hvad er problemet med udtryk som disse, mener du?
”Udtrykkene i sig selv behøver som udgangspunkt ikke være noget problem. I visse kontekster ville de ikke være noget problem, og modsat kan man sagtens være diskriminerende og tale ned til kvinder helt uden at bruge sådanne betegnelser.
Eksempelvis ved at lægge tydeligt vægt på en kvindes udseende, i tilfælde hvor det i bund og grund er sagen uvedkommende – det kan være en politisk personlighed eller andre professionelle, der vurderes i forhold til deres ydre, hvor man ikke ville gøre det samme med mænd.
På den vis har man allerede sagt, at det betyder noget, hvordan kvinder ser ud, mens det for mænd er vigtigere, hvad de gør og siger. Hvis man i professionel sammenhæng, som i Lise Rønnes tilfælde, anvender beskrivelser om hende, der vidner om en form for useriøsitet, så vil det selvfølgelig kunne læses negativt. Og hvis den useriøsitet oftere tillægges det ene fremfor det andet køn, så vil det nødvendigvis have en betydning for måden, vi opfatter hinanden på.”
Hvordan påvirker kønnet sprogbrug vores samfund?
”Det kan have den konsekvens, at vi gennem sproget får bekræftet et stereotypt billede af, hvordan mænd og kvinder bør være. Og så bliver vi opdraget med, at det er sådan, vi skal se på mænd og kvinder. For det er gennem sproget, vi lærer verden at kende, diskuterer og forhandler den. Og derfor er det også afgørende, hvilket sprog vi anvender om den og hvordan.”
Det er ikke første gang, den her diskussion har været oppe at vende. Hvorfor er det så svært for os at få bugt med brugen af ladede udtryk?
”Selvfølgelig kan man blive utålmodig, når det kommer til et område, der længe har været fokus på. Men det tager bare lang tid at ændre ikke bare på samfundsstrukturer, men måden vi taler sammen og om hinanden på. Så det undrer mig ikke, at diskussionen stadigvæk lever.
Det er ikke sådan, at vi fra den ene dag til den anden holder op med at have stereotype opfattelser af, hvordan mænd og kvinder er – det kommer vi aldrig til.
For det er grundlæggende sådan, vi fungerer som mennesker. Vi kategoriserer hinanden og har nogle bestemte opfattelser af, hvad det vil sige at tilhøre de kategorier. Men det betyder ikke, at vi ikke skal være opmærksomme på de mekanismer. Og det bliver vi netop ved at diskutere dem.”
Kan vi ikke ende med at blive for berøringsangste i vores sprogbrug?
”Som forsker er jeg ikke så interesseret i at bestemme, hvordan folk skal bruge sprog, men vi kan jo se, det vækker en diskussion blandt os.
Man kan konstatere, at folk gerne vil debattere, hvorvidt det er nogle rimelige billeder af mænd og kvinder, der kommer til syne, når man dykker ned i måden, hvorpå vi taler om hinanden.
Selvfølgelig har vi gamle ordsprog og talemåder, som er med til at binde visse opfattelser, og der mener jeg, at man som sprogsamfund må finde ud af, hvad man finder gangbart, og hvad der efterhånden har haft sin tid. På den måde er der en lang række udtryk, man tidligere har accepteret, men formentlig ikke ville bruge i dag.
Det kan for eksempel være et udbrud som ’Du kaster som en tøs!’, eller det at bruge udtrykket at jøde noget, som er et gammelt udtryk for at stjæle.
Samtidig bruges udtryk som ’drengestreg’ eller ’pigefornærmet’ stadig, så det er ikke sådan, at der ikke stadig er masser af kønsstereotype opfattelser, der ses i sproget. Så selvom det går langsomt, så ændrer sproget sig hele tiden lidt. Og vi taler i dag trods alt anderledes om mænd og kvinder, end man gjorde for 100 år siden. Det er der ingen tvivl om.”
Vi kan kun bruge de ord og de vendinger, vi nu en gang ligger inde med. Så hvordan kan man modarbejde det sprog, som kan opfattes problematisk?
”Man kan ikke komme udenom, at sproget aldrig vil være neutralt. Og netop derfor skal vi bruge det med omhu. Man godt blive mere bevidst om, at sproget kan have utilsigtede medbetydninger og dermed også, hvorvidt det man siger og skriver eksempelvis har en kønnet bias. Og det kræver, at nogen råber op, når det rammer skævt, så vi kan diskutere, hvad vi finder rimeligt. Det er et vilkår for sproget, at det er til evig forhandling.”