Religions- og kulturdebatten tager endnu et par omdrejninger i disse måneder. Det er heller ikke mærkeligt efter ”Moskeerne bag sløret” og terrorhandlingerne i Bruxelles. Og det er i orden, at den debat føres skarpt og tydeligt.
Men debatten skæmmes af en sjusket brug af flere begreber. Disse begreber er så uklare, at de kan bruges efter smag og behag. Og især til at brændemærke dem, der er anderledes end os selv.
Denne gang vil jeg gribe fat i det hyppigt anvendte udtryk ”social kontrol”. Det bruges i flæng om afvigende miljøer fra voldelige islamister over fredelige kulturmuslimer til demokratisk sindede missionsfolk, der bare har en anderledes seksualetik og indtager lidt mindre alkohol end normaldanskere.
Mange bruger udtrykket, men få gennemtænker indholdet og endnu færre bivirkningerne af den sjuskede brug. Ofte lyder det, som om social kontrol kun findes i mindretalsmiljøer og kun er negativt.
Modspørgsmålet lyder: Kan man overhovedet forestille sig gode menneskelige relationer uden et vist mål af social kontrol? Det er jo netop i samspillet med andre, vi finder grænserne mellem god og dårlig adfærd. Og i sidste ende finder os selv og vores egen stil. Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente siger det med et malende billede: ”Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til” (kap. 27,17). Vi kan slet ikke undvære hinanden – og de andres blik på os – hvis vi ikke skal blive asociale individer.
Dernæst kan man overveje: Hvad er alternativet, og kan et samfund være uden social kontrol? Formodentlig er der både elever og forældre på gymnasier i det nordkøbenhavnske whiskybælte, der kunne ønske sig mere social kontrol med tanke på offentliggørelse af seksuelle billeder og diverse skolebladssladder. Eller måske mere præcist: et andet indhold i den sociale kontrol.
For sandsynligvis har netop en stærk social kontrol i nogle elevgrupper været medvirkede til den adfærd, de fleste tænkende mennesker er enige om, er uacceptabel. Det kan jo lige præcis være ønsket om at leve op til miljøets mere eller mindre formulerede standarder, der har fået både drenge og piger til at deltage i disse overgreb.
Og i et bredere perspektiv: Er det ikke udmærket med et vist socialt pres mod mobning på arbejdspladsen og skattely i Panama?
De kampagner, Sundhedsstyrelsen fra tid til anden sætter i gang mod for eksempel rygning og overdrevent alkoholforbrug, handler for øvrigt i høj grad om at gøre bestemte adfærdsformer socialt uacceptable. Og er det ikke i orden at bruge de metoder? Eller er det kun, når mindretalsgrupper bruger dem, at de bliver farlige?
Anvendelsen af begrebet ”social kontrol” i religionsdebatten må begynde med en selvfølgelighed: Alle miljøer udøver social kontrol. Spørgsmålet er alene hvilken. Derfor kan man ikke drøfte emnet abstrakt og generelt. Vi må snarere drøfte indholdet af den sociale kontrol. Er det indhold etisk godt eller skidt?
Vi må dernæst drøfte den sociale kontrols metoder. Hvornår antager den en form, hvor den fratager mennesker – især børn og unge – værdighed og valgmuligheder?
Disse overvejelser må munde ud i en drøftelse af den sociale kontrols virkninger: Nogle former for social kontrol gør mennesker uselvstændige, mens andre formidler indsigt i etiske og menneskelige værdier, som kan sætte sig i vores sind og hjælpe os til at vokse som mennesker.
Disse spørgsmål om grænserne mellem god og dårlig social kontrol må vi, der tilhører forskellige religiøse minoriteter, naturligvis stille os selv. For der er vitterlig sket uacceptable ting i vores miljøer.
Men det er mainstreamsamfundet altså også nødt til at indse. Efter min opfattelse vil det pynte på debatten, at det danske mainstreamsamfund tør forholde sig til, at det i den grad selv udøver social kontrol:
Når det i nogle teenagemiljøer er overgangsriten til voksenlivet at drikke sig fuld første gang og have sex første gang, så handler det om social kontrol på mikroniveau. Når det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen foreslår, at kristne friskoler, der er fortalere for en klassisk kristen seksualetik, skal fratages statstilskud, så er det social kontrol i den store skala.
Det er bare svært at se den sociale kontrol, når det er flertallet, der udøver den. Især når man selv er en del af det flertal.
Lad os få vasket sproget: Vi hverken kan eller skal undgå social kontrol. Men hvilken ønsker vi? Det er det frugtbare spørgsmål.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye