Sprogvask: Afskaf fundamentalisme i religionsdebatten

Glosen fundamentalisme er så uklar, at vi gør klogest i at afskaffe den i religionsdebatten. Vi må finde andre ord både om kristne, muslimer og alle mulige andre, skriver Jens Ole Christensen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Det er et sjældent at opleve en forsker rode sig ud i så mange selvmodsigelser og besynderligheder som lektor Brian Arly Jacobsen, da han i Kristeligt Dagblad den 5. april skulle forsvare, at han i Politiken havde sammenlignet Indre Mission og andre evangelikale kristne med islamisk fundamentalisme.

Og vel at mærke kaldt begge dele fundamentalisme. Det lykkes Brian Arly Jacobsen i et kort interview både at være enig og uenig med sig selv og at bruge både videnskabelige og følelsesmæssige argumenter. Og minsandten om han ikke også får hentet et eksempel fra Jehovas Vidner ind i diskussionen. Det er vist en kategorifejl.

Interviewet rejser mindst to problemer: Det ene er, at det sætter spørgsmålstegn ved en del mediers brug af universitetsansatte forskere som eksperter i holdningsmæssige anliggender. Ofte får hverken forskeren eller journalisten – i dette tilfælde fra Politiken – i tilstrækkelig grad skelnet mellem, hvad forskeren kan sige med faglig autoritet, og hvad der er private politiske og religiøse holdninger.

Det andet problem handler om brugen af glosen ”fundamentalisme”. Brian Arly Jacobsen mener, at han anvender det på en særlig videnskabelig måde.

Efter min opfattelse bruger han det på en fænomænologisk vis, som sammenligner på strukturelle ligheder mellem trosformer og ser bort fra indhold. En anvendelse af ordet, som er lige så tvetydig som tre-fire andre mulige anvendelser.

Og for at tage konklusionen med det samme: Glosen fundamentalisme er så uklar, at vi gør klogest i at afskaffe den i religionsdebatten. Vi må finde andre ord både om kristne, muslimer og alle mulige andre.

Fundamentalisme er i dag kun egnet til brændemærkninger af mennesker.

Der er nemlig få ord, der har muteret så voldsomt som fundamentalisme. Oprindeligt handlede det om kristne på en vækkelseslinje, som i USA cirka 1915 udgav en småskriftserie, der blev kaldt ”The Fundamentals”. De var fortalere for en række klassiske kristne pointer op imod den fremvoksende liberale teologi: Bibelens guddommelige inspiration, jomfrufødslen, Jesu døds sonende betydning, Jesu fysiske opstandelse.

Nogle positioner, der i hvert fald på overskriftniveau ville få mange kristne til at falde ind under definitionen. Men kun kristne.

Første mutation af begrebet er knyttet til bevægelsens udvikling i 1920’erne og ikke mindst de såkaldte abeprocesser. Her udvikler bevægelsen sig anti-intellektuelt, isoleret fra andre kristne, og politisk meget konservativt.

Med det resultat, at de folk i den engelsktalende verden, som efter Anden Verdenskrig fornyer vækkelsesbevægelserne, bevidst ikke kalder sig fundamentalister, men evangelikale. I denne forstand er der formodentlig kun få fundamentalister i Danmark i dag. Og stadig kun kristne.

Anden mutation er knyttet til, at ordet blev brugt om den islamiske revolution i Iran omkring 1980. Hermed glider det til at handle om radikal, antidemokratisk og meget ofte voldelig islam.

Herfra har det muteret yderligere til at handle både om enhver form for ekstremisme og vanvid og undertiden om hardlinere i diverse sammenhænge, og man kan for eksempel høre det brugt om miljøfundamentalister. I enkelte tilfælde kan man høre det brugt som artsbetegnelse for mennesker, der drager specifikke etiske konsekvenser af deres tro.

Således er det muteret til ukendelighed i adskillige retninger.

Disse anvendelser af udtrykket har ikke afløst hinanden, men lever side om side. Og når en debattør bruger det i én betydning, kan det pludselig bruges af andre i en anden.

Når TV 2-studieværten Cecilie Beck bruger det i en sammenligning mellem muslimsk stening og Indre Mission, kan TV 2’s ledelse i sit forsvar for deres ansatte finde et brugbart citat af professor Viggo Mortensen.

Men Viggo Mortensen har utvivlsomt brugt det i en anden kontekst og ikke forestillet sig, at det kunne høres så insinuerende, som mange hørte Cecilie Beck.

Sprog står ikke stille, og de, der bliver ved med at bruge de samme ord, kan ende med at kommunikere det stik modsatte af det, man oprindelig mente.

Det er en pointe, liberale teologer – med en vis ret – ofte har anført over for os konservative.

Nu er det tid til, at vi gør opmærksom på denne pointe: Kære debattører af liberal aftapning, opdag dog, at sproget har flyttet sig. Vi vil gerne føre dialog. Men I bruger ord om os, som i den folkelige forståelse placerer os et sted, som hverken I eller vi er tjent med.

Stop brændemærkningen. Hellere i dag end i morgen.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye