Ikke om jeg begriber forfatteren Carsten Jensen og andre, der sætter en ære i at spytte i egen rede og sprede ondsindet sladder om Danmark og danskerne.
Jeg glemmer aldrig en aften på Oslo-båden, hvor jeg på en svensk tv-kanal så en beskrivelse af den nye danske kulturkanon. Den blev beskrevet som endnu et udslag af dansk fremmedfjendskhed! Hovedvidne var en dansk professor, der villigt forklarede det nedrige i at udgive en bog om værdifulde dele af dansk kultur. Svenskerne må jo tro det, når en dansker siger det.
Nu er det så Carsten Jensen, der stolt har modtaget Olof Palme-prisen – ikke for sine litterære evner, men for sin "humanisme", altså sine indædte angreb på enhver, der ikke som han selv er kulturradikal.
Jensen opfatter prisen som et raffineret angreb på Danmark: "Når stort set alle andre modtagere af den her pris har kæmpet for menneskerettigheder i totalitære regimer, så føler jeg også, at der bliver sagt noget om Danmark, når komitéen vælger at give prisen til mig," udtaler den glade prismodtager til Kristeligt Dagblad den 30. januar. Han er åbenbart smigret over at se Danmark i bås med totalitære regimer.
Af en kulturradikal kan man ikke vente loyalitet eller forståelse for egen kultur. De kulturradikale tilhører noget højere, der er hævet over smålige hensyn til det lille sprogområde, de er udsprunget fra.
Derfor har de heller ingen skrupler over at fremstille det, som om alle danskere taler som Jesper Langballe (DF) og Lars Hedegaard. Hvorfor tage hensyn til danskere? Det er kun hensynet til egne ophøjede fornemmelser, der tæller.
Jeg vil dog lige minde om kulturradikalismens stamfader, Georg Brandes. Han endte med at undsige sine medløbere, fordi de ikke havde nogen som helst inter- esse eller forståelse for det sønderjyske problem. Herregud, mente de, det kan da være lige meget, om nogle danske i Sønderjylland (der dengang var tysk) kan leve på dansk. Det danske er jo ligegyldigt.
Sådan ville Carsten Jensen måske også have tænkt. Måske kunne han tilmed citere en sønderjyde, der har sagt noget dumt og sprede det ud i København og Berlin. Sådan er sønderjyderne!
Men Brandes var uenig. Han elskede trods alt dansk kultur, som han mere end nogen anden var inde i og en del af. Han ville være blevet glad for en dansk kulturkanon. Han ville have protesteret imod, at danskerne og dansk kultur nedgøres og sværtes i udlandet med ondsindet sladder og spyt i egen rede.
Til orientering for Carsten Jensen og andre kan jeg oplyse, at der blandt danskere er en mindre andel, der har negative holdninger over for udlændinge end blandt EU-borgere i øvrigt.
Til lykke med prisen, Carsten Jensen. Du fortjener den utvivlsomt. Du, der engang som det fældende bevis på min syndige karakter har anført, at jeg som dreng på landet kunne hugge hovedet af en høne (jeg havde 50 høns – det var svært at undgå). Jeg tør næsten ikke indrømme, at jeg også er sønderjyde af fødsel.
Bertel Haarder (V) er undervisningsminister