”Mercur” repræsenterer en markant tendens i tv-branchen

Netop fordi en serie som ”Mercur” formentlig vil være tilgængelig for TV2 Play-seerne i flere år, er det samtidig ærgerligt, at der ikke er kælet bare lidt mere for detaljerne

Udover at fortælle en væsentlig mediehistorie – tilsat sideforløb om blandt andet ung kærlighed, forbudt homoseksualitet og opgør med autoriteter – er serien om Mercur også i sig selv historisk.
Udover at fortælle en væsentlig mediehistorie – tilsat sideforløb om blandt andet ung kærlighed, forbudt homoseksualitet og opgør med autoriteter – er serien om Mercur også i sig selv historisk. Foto: Linda Johansen/Ritzau foto.

Mens musikken stadig spiller uanfægtet, nærmer TV2 Charlies ”Mercur” sig sin slutning. Serien fortæller om det første seriøse forsøg på at bryde Danmarks Radios monopol fra en piratsender på et skib i internationalt farvand i Øresund i årene 1958-62.

I seriens niende og næstsidste afsnit, sendt søndag aften, bliver der solgt ud af radioens pladesamling, mens ”piraterne” overvejer med sig selv og hinanden, hvad der nu skal ske. Nogen nægter at give op, andre resignerer og enkelte ligefrem glæder sig. For som én af de populære pladevendere udtrykker det:

”Danmarks Radio skal til at spille popmusik. Det kan man da kalde en sejr”.

Udover at fortælle en væsentlig mediehistorie – tilsat sideforløb om blandt andet ung kærlighed, forbudt homoseksualitet og opgør med autoriteter – er serien om Mercur også i sig selv historisk. Som den første nyproducerede serie på TV2 Charlie i kanalens 12-årige levetid, repræsenterer den i sig selv en markant tendens i tv-branchen. Nemlig satsning på dramaserier, der både egner sig til udsendelse med et enkelt afsnit om ugen og som sidenhen kan skaffe kunder til de hastigt voksende streaming-tjenester, i dette tilfælde TV2 Play.

Og netop fordi en ”Mercur” formentlig vil være tilgængelig for TV2 Play-seerne i flere år, er det samtidig ærgerligt, at der ikke er kælet bare lidt mere for detaljerne. Allerede i første afsnit var en pladeforretning anno 1957 skæmmet af blandt andet et pladeomslag fra 1973 og en B&O-grammofon, som først blev sat i produktion i 1965…

Den slags fejl duer ikke i en serie, der giver sig ud for at være ”inspireret af virkelige begivenheder”. Detaljerne skal være i orden, fordi de er afgørende for troværdigheden. Af samme grund ville lidt bedre skuespil klæde serien, der er ramt af samme lidt gumpetunge replikmageri som ”Badehotellet” på Tv2.

Historiske er også seertallene; ”Mercur”s første afsnit lagde ud med over 600.000 seere; rekord på TV2 Charlie. Selv om seertallet siden da er faldet, har TV2 bevist med serien, at det med en dramasatsning kan lade sig gøre at trække seere til en af de ellers pressede nichekanaler.

Og så er det i øvrigt en næsten ironisk pointe i sig selv, at det er TV2 og ikke DR, som står bag serien. TV2 er jo i det lange historiske lys en naturlig udløber af radiopiraternes gerninger, for med dem blev vejen langsomt, men sikkert banet for tilladelser til at drive lokale radiostationer i 1970’erne og 80’erne og sidenhen det afgørende monopolbrud med landsdækkende tv-konkurrence i 1988.

På radiofronten var DR’s P3 næppe blevet skabt i 1963, hvis ikke Radio Mercur havde udfordret det bedrevidende overformynderi, som datidens politikere forfægtede med en opfattelse af, at tidens toner var intet mindre end skadelige for ungdommen.

Så selv om søndag aftens afsnit af ”Mercur” havde titlen ”Stå aldrig til søs” – med henvisning til ”Admiralens Vise” – var det godt de gjorde det. ”Mercur” kan genses i aften på TV2 Charlie 19.50 eller på TV2 Play.