”ER GAMMEL et skældsord, eller er det flot og sejt at blive gammel?”. Sådan stod der som overskrift over Birgit Meisters klumme i ”seniorliv” den 2. december.
Med vanlig interesse læste jeg også denne gang hendes klumme, men blev nok lidt skuffet. ---- @Brød m indryk:Jeg burde være advaret, idet ordet sejt ikke er naturligt sammenhørende med det at blive gammel – sejt er børnenes måde at udtrykke sig på.
Der refereres til den engelske tv-vært Mary Beards ønske om at rehabilitere ordet ”gammel”, så det ”ikke automatisk forbindes med en krumbøjet dame eller herre, der støtter sig til en stok og slæber sig langsomt af sted”.
Nej, den gamle ”er [i] fuld fart til konferencer og løbeture og møder og foredrag og fitness og afhentning af børnebørn”.Alt sammen en forestillingsverden, som hører de yngre generationer til, og som jeg har vanskeligt ved at knytte naturligt til gamle folk – måske fordi jeg er så gammel. Alle – unge som gamle – skal have ”gåpåmod” og være ”aktiv” for at blive accepteret som menneske. Jo større kravene til at være ung med de unge bliver på tv-skærmen, desto stærkere fornemmer de gamle deres tiltagende, eksistentielle forarmelse.
Skal man tro reklamerne, kan ledsmerter og lignende fjernes med en pille. Ansigtshudens rynker kan forvandles til glat hud, som er ungdommens vartegn. Viagra kan fremtrylle ungdommens vigør kønnene imellem. Der er ingen tvivl om, at aldring kan forhales, men der er heller ingen tvivl om, at slitage på kroppen sætter sit præg med årene.
Jeg fristes til at citere fra Zygmunt Baumans bog ”Flydende modernitet”, hvor han analyserer forbrugersamfundets tilstand: ”Hvad løber de efter, og hvad flygter de fra?”. Man kunne tænke, at de løber efter det evige liv, og at de løber fra sygdom og død, men ak – ingen af delene er muligt. Og han slår fast:
”Det liv, der efterstræbes, er som regel livet, som det ses på tv. Livet på skærmen overskygger det levede liv og berøver det dets charme,” og at ”det ydre knæsættes som det eneste virkelige”. Facaden er blevet vigtigere end det indre. At synes er vigtigere end at være.
En tidligere nabo, som nu er over 80 år, sagde for et par år siden, da han blev konfronteret med, at han ikke mere var så aktiv i sin have: ”Jeg gider ikke mere. Jeg har arbejdet hele mit liv.” Nu ville han blot se på livet omkring sig. Jeg blev så glad for, at han stod fast på at være blevet gammel. Det var så flot.
Ganske som vi ser med kærlighed på det nyfødte barns hjælpløshed, burde vi også kunne se på den gamles tiltagende svækkelse på vej mod hjælpløshed. Den samme form for omsorg og opmærksomhed burde gives i begge tilfælde. Det er helt urimeligt at forvente, at de gamle dagligt tager de samme daglige løbeture og deltager i konferencer og møder, som de gjorde tidligere i deres liv.
Hvad er der galt med at være ”en krumbøjet dame eller herre, der støtter sig til en stok og slæber sig langsomt af sted”? Hvad er der galt med ikke at orke at rejse kloden rundt to-tre gange årligt? Accepter, at de gamle ikke gider eller orker mere. I stedet for at lade sig lokke af tv og reklamer til at fokusere så meget på egne præstationer og eget udseende, burde den gamle have lov til at stå fast og sige nej til at deltage i denne kollektive foryngelseskur.
Gennem tiden har jeg mødt mange smukke gamle mennesker, som har udviklet en øget forståelse for yngre menneskers tanker og adfærd. At blive gammel skaber ofte en større tolerance over for omverdenen, og at man giver sig tid til at iagttage livet omkring sig – og til at rette sin opmærksomhed væk fra sig selv og mod andre mennesker.
Gensidig opmærksomhed og forståelse og respekt er fundamentet for et bedre sammenhold mennesker imellem og dermed for skabelse af det gode liv for den enkelte.