Står døren på klem til en folkekirke i moralsk krise?

Mobning, tavshedskultur, frygt og et betændt arbejdsmiljø er noget af det, man sjældent hører om, når præster hver søndag fra prædikestole rundt om i landet formaner om moral og næstekærlighed

Folkekirken er ikke kun rammen om danskernes tros- og kirkeliv. Ifølge en række præster er den også rammen om et hårdt og ubehageligt arbejdsmiljø. Det er beskæmmende, skriver Jesper Bacher.
Folkekirken er ikke kun rammen om danskernes tros- og kirkeliv. Ifølge en række præster er den også rammen om et hårdt og ubehageligt arbejdsmiljø. Det er beskæmmende, skriver Jesper Bacher. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

”Er folkekirkens moral i krise?”, spurgte Deadline-værten Lotte Folke Kaarsholm i søndagens program.

Ja, ja, tænkte jeg umiddelbart: Hvad så lige med moralen i din egen branche? Er der ikke noget med, at Sodoma og Gomorra har rakt et godt stykke ind i den danske medieverden? Men det frikender selvfølgelig ikke folkekirken, og spørgsmålet om folkekirkens moralske krise havde en konkret baggrund i form af et debatindlæg, vel nærmest et opråb, fra en række folkekirkepræster med overskriften ”Vi vil bryde tavsheden”.

Indlægget blev først bragt i Præsteforeningens blad Præsten, men de stærke formuleringer har brudt mediemuren og var altså også kommet Deadlines redaktion for øre. Som Lotte Folke Kaarsholm malende udtrykte det, så står præster på deres prædikestole om søndagen og formaner om moral og næstekærlighed, men ugens øvrige dage oplever de mobning, tavshedskultur, frygt og betændt arbejdsmiljø. Det manglede bare, at folkekirken blev sammenlignet med de farisæere, som Jesus kaldte kalkede grave, fordi de uden på så smukke ud, men indeni var fulde af dødningeben og al slags urenhed. Men nu er der i hvert fald nogle præster, som ikke længere vil være tavse som graven om deres oplevelser.

Det skylder man at lytte til. Præster er også en slags mennesker, og skulle denne meget talende stand ikke kunne tale om det hele, også det som er svært og tungt for Ordets tjenere? Det skulle man mene, og Katrine Blinkenberg, præst i Mørkhøj og initiativtager til indlægget, blev interviewet om de kritisable forhold.

Man kan godt bliver forbavset over, hvor mange steder i folkekirken, der findes dårligt arbejdsmiljø, og det er beskæmmende, som det stundom kan gå for sig. Man burde snarere holde bibeltime over apostlens ord: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.” Arbejdstilsynet kunne ikke sige det bedre og slet ikke smukkere.

Nej, det går ikke an at tie om problemerne, og ingen skal kanøfles for at sige sin mening og sætte ord på det usagte. Hver eneste sag kalder på seriøs behandling og effektiv indsats, men bør folkekirken også drage strukturelle konsekvenser af forholdene? I deres indlæg taler præsterne om et ”ledelsesvakuum” i folkekirken, som kan føre til brudte relationer.

Det skal ikke nægtes, men man skal passe på med at ønske sig mere håndfast ledelse i folkekirken. Danmarks frieste arbejdsplads skulle nødigt miste sit bedste guld. Et nænsomt og klarsynet tilsyn er langt at foretrække for et emsigt og omklamrende opsyn.

Til en mere principiel drøftelse af præstens rolle havde man også inviteret retsteologen Kristine Garde i studiet, som anførte, at de i seneste årtier var embedet komme til at fylde mindre og præstens person mere.

Det ville også være godt for præsternes arbejdsmiljø, hvis respekten for embedet kom tilbage i højsædet. Ikke fordi præsten skal sættes på en piedestal, men fordi embedet kan bære mere autoritet end præsternes smalle skuldre.

Jesper Bacher er sognepræst.