Står og falder kristendommen med troenpå en skabende, almægtig Gud?
JA mener Carsten Breengaard, forfatter til bogen ”Gud i Klemme” og tidligere universitetslektor
”Mit anliggende med bogen er at vise, hvordan man ikke kan forstå Jesu død på korset uden at se det i sammenhæng med Det Gamle Testamentes beretninger om skabelse og syndefald. Det vil sige at den kristne tro på, at Gud forsoner sig med mennesket gennem Jesu død og opstandelse, simpelthen ikke giver mening, uden at den er bundet til netop skabelsen og syndefaldet. Fjerner man skabelsen og syndefaldet og fokuserer alene på Kristus, som mange postmoderne teologer, herunder Niels Grønkjær og Lars Sandbeck, gør, så falder kristendommen sammen. Så kan man ikke længere fastholde den centrale kristne forkyndelse af Jesu død som udtryk for Guds tilgivelse og syndernes forladelse.”
Du kalder selv bogen et forsvarsskrift for trosbekendelsens første artikel om troen på den almægtige Gud, himlens og jordens skaber. Hvad forstår du selv ved begrebet om Guds almagt?
Nu er jeg historiker i modsætning til teologerne Sandbeck og Grønkjær, som efter min bedste overbevisning fabulerer frit og religionsfilosofisk over begreber som magt og almagt. Derfor lægger jeg vægt på, at formuleringerne om almagt bliver en del af kristendommen, da trosbekendelsen bliver til på oldgræsk. Her betyder det, at Gud er styrende i historien, hvilket også er i overensstemmelse med den gammeltestamentlige brug af ordet.
Via den latinske oversættelse til omnipotent bliver begrebet mere diffust og uforståeligt, hvilket også gælder det danske almagt.
Pointen med Guds almagt er ikke at give en kosmologisk forklaring på verdens oprindelse, men derimod at sikre, at den nytestamentlige forestilling om Jesu opstandelse er udtryk for Guds tilgivelse.
For de allerførste kristne var forbindelsen til de gammeltestamentlige fortællinger, til skabelsen og syndefaldet, den referenceramme, og den meningsfuldhed, som kristendommen bygger på, falder bort, når Kristus står alene tilbage.
Kristendommen begynder med korset og med opstandelsen - men begge dele giver kun mening, hvis det tolkes sammen med skabelsen og syndefaldet. Trosbekendelsen og troen på den almægtige Gud bliver formuleret i det 2. århundrede, hvor gnostikerne ellers er ved helt at fjerne koblingen til Det Gamle Testamente. I virkeligheden er meget postmoderne teologi præget af samme bestræbelse, nemlig ønsket om at skrive Gud helt ud af fortællingen.
Niels Grønkjær taler således om Gud som inkompetent, som et kludrehoved, eller at Det Gamle Testamentes Gud har et 'uacceptabelt fornærmelsesberedskab', som det hedder i en af Grønkjærs prædikener. Konsekvensen af et sådant gudsbegreb bliver, at syndefaldet skyldes Guds inkompetence, og dermed bliver syndefaldet ikke menneskets.
I klassisk kristendom, som blot er det, jeg henviser til, hedder det 'Herre, vi har syndet, forbarm dig over os'. For de postmoderne hedder det 'Herre, du har syndet, hav medlidenhed med os'. Hvis man afviser skabelsen og syndefaldet, så får man en Gud, som sidder i det høje og har medlidenhed med mennesket.
Alt, vi har, er kristendommens fortællinger og grundtekster, så først og sidst er det jo et tolkningsspørgsmål. Mit problem med postmoderne teologi som hos Grønkjær er, at tolkningerne fører for vidt og mister forbindelsen til teksten. Når skildringen af korsfæstelsen eksempelvis læses som, at nu har Gud trukket sig tilbage, nu er Jesus og dermed mennesket overladt til sig selv, så er der tale om tolkninger, som der slet ikke er belæg for i teksten. Man læser det som et slags faderopgør, men båndet mellem faderen og sønnen er netop ikke kappet. Det handler fortsat om lydighed, og ikke den totale frisættelse. Mennesket er ikke sat fri til hvad som helst, men er stadig under Guds blik. Hvis mennesket er sat totalt frit, så kan man heller ikke længere tale om synd, for hvad er det så synd i forhold til? Hos de postmoderne teologer siver synden ud mellem fingrene, for den giver netop kun mening, når Guds forståelse med det skabte liv kan gøres gældende. Det samme gælder, når man i samme dur omskriver opstandelsesunderet til en form for poetisk metafor. Min bog er et forsøg på ved at læse kristendommens centrale tekststeder at retablere den forbindelse mellem skabelse, syndefald og forsoning, som desværre er forsvundet ud af megen postmoderne kristendom.”
NEJ, mener Lars Sandbeck, teolog, ph.d., forfatter og konstitueret redaktør af Dansk Kirketidende
”Hvis man mener, at det absolut væsentligste og uomgængelige ved kristendommen er troen på en almægtig, skabende og opretholdende Gud, så nej. For mig at se står og falder den kristne tro med Kristus. Og det er vel at mærke ikke noget, hverken jeg eller Niels Grønkjær har fundet på. Det er et bærende princip i protestantisk teologi, at erkendelsen af Gud hviler på Kristus alene, Solus Christus. Ingen kommer til Faderen uden ved mig, som Jesus siger i Johannesevangeliet. Det vil sige, at det kun er ved at iagttage Kristus, at vi har et grundlag for at sige noget som helst om Gud.
Det Nye Testamentes gudsforkyndelse har ikke skabelse og almagt som centrum, men derimod en tanke om, at Gud kommer mennesket i møde og etablerer en blivende relation, som gælder, også selvom vi svigter og fejler.”
Opgøret med Guds almagt er blevet kaldt alt fra kættersk til postmoderne nekroteologi, som har lagt Gud i graven og dermed udvandet ”klassisk kristendom”. Hvordan forholder du dig til den kritik?
”For det første anerkender jeg overhovedet ikke præmissen om, at det relevante skel skulle gå mellem en '(post)moderne' og en 'klassisk' forståelse af Gud. At vi som teologer skal forholde os kritisk og undersøgende til traditionen, er ikke et moderne påhit, men kan begrundes skabelsesteologisk: Gud har skabt os med fornuft og en evne til at reflektere. Således er vi pålagt den opgave at skulle forholde os kritisk til den tradition, vi er rundet af, og de gudsforestillinger, vi bliver præsenteret for. Sådan har det altid været, ligesom der også altid har været teologer og kirkefolk, der ønsker at bekæmpe ethvert tilløb til nytænkning og reformation. Men det er en amputeret teologisk antropologi, som siger, at vi ikke skal bruge vores kritiske fornuft, når vi forholder os til for eksempel bekendelsesteksterne. Ligeledes er det udtryk for afsporet polemik at kalde teologer, man er uenig med, for 'moderne' og sig selv for 'klassisk'. Skellet går ikke mellem moderne og klassisk kristendom, men mellem dem, der ønsker at bruge deres kritiske fornuft teologisk, og dem, der ikke gør.
Den teologiske refleksion har eksisteret siden oldkirken, hvor centrale dogmer som treenighedslæren blev til i et opgør med kætterier, som ønskede at holde Gud helt uden for verden og tiden, som ikke gjorde alvor af inkarnationen, og som dermed opfattede Gud som uforanderlig. Luther var på samme måde ude i et teologisk opgør, som banede vejen for en ny teologisk forståelse gennem en tilbagevenden til kilderne, der udfordrede den tradition og de dogmer, som var fremherskende i samtiden. For det andet vil jeg gerne understrege, at den kritiske refleksion går begge veje. Vi skal både forholde os kritisk til traditionen og bruge traditionen til at forholde os kritisk til os selv, vores samtid og de fordomme, der florerer her. Det gælder også almagtstroen. Det såkaldt moderne menneske har i lige så høj grad som det førmoderne menneske brug for en almægtig Gud. I folkereligiøsiteten er Gud en skæbneafgørende magt, som man på forskellig vis kan udnytte og forhandle med for at opnå gunstige vilkår for sig selv.
Det er teologiens opgave ikke at udrydde, men at forholde sig kritisk til den førkritiske almagtstro, som har to kilder. Dels et religiøst instinkt, et indre behov for at kunne føle sig sikker i verden, dels en kilde uden for mennesket selv, en tradition i kristendommen, hvor Gud på et tidspunkt er blevet udstyret med den egenskab at være almægtig. Det afgørende er imidlertid ikke, hvor meget eller lidt Gud kan, men hvordan han bruger magten. Den første trosartikel er for mig at se en tillidserklæring, hvormed vi siger, at vi har tillid til, at Gud bruger sin magt på en faderlig måde. Og hvis man skal forstå, hvad Faderen er i videre forstand, må man gå til Det Nye Testamente. Her kan man se, at Gud praktiserer sit faderskab blandt andet ved at sætte Sønnen og dermed os som mennesker fri. Almagt forstået som, at Gud kan alt og er årsag til alt, er både teologisk utilfredsstillende og har ikke meget med evangeliet at gøre.”
jhenriksen@k.dk