Prøv avisen

Stadig populært at tilsmudse pave Pius XII

VATIKANET: Beskyldningerne om nazisympatier i Vatikanet dukker først op 20 år efter Anden Verdenskrig

Præsentationen af Gerhard Besiers bog om Vatikanets forhold til Hitler-Tyskland i Kristeligt Dagblad den 3. november er endnu et bidrag til uretmæssigt at sætte Vatikanets rolle før og under Anden Verdenskrig i et dårligt lys.

Nu da stadig flere historiske kendsgerninger er dukket op, er de fleste historikere holdt op med at beskylde Pave Pius XII for at have været tyskervenlig og antisemit, og man er begyndt at klargøre, at det faktisk forholdt sig helt modsat. Men en rehabilitation af en person er ikke godt avisstof, og derfor bliver sandheden om Pius XII fortiet og det fejlagtige billede af ham forbliver tilbage i de flestes bevidsthed.

Gerhard Besier (GB) er ærlig nok til at nævne, at Pius XII langt fra sympatiserede med nazismen, og han citerer således biskop Pacelli (den senere Pius XII) for i 1920 at have skrevet, at "nazismen har en grundlæggende, antikatolsk karakter og er måske vores tids farligste kætteri". Alligevel ønsker også GB at tilslutte sig de "mudderkastende" historikere, som nyder at tilsmudse den katolske kirke. I Kristeligt Dagblads artikel anklages Vatikanet for sin tavshed over for nazismen og kaldes fascineret over diktaturet.

På den baggrund vil jeg gerne fastslå følgende: Før og under Anden Verdenskrig har verdenssamfundet aldrig været i tvivl om pavernes skepsis over for og fordømmelse af nazismen. Beskyldningerne om nazi-sympati er blevet rettet 20 år efter krigen takket være en bestseller med den indbydende titel "Hitlers pave".

Det er sandt, at der i 1933 blev lavet et konkordat mellem Vatikanet og Hitler-Tyskland, men det var ikke af begejstring for nazismen, men i et forsøg på at beskytte sig mod kommunismen, der udslettede kirken, hvor det lykkedes den. Man anede, at nazismen var farlig og ønskede absolut ikke at hjælpe Hitler, og da det blev klarere, hvad nazismen gik ud på, skrev Pius XI "Mit brennender Sorge"(med dyb ængstelse), som klart fordømte nazismen. Det var i 1937, da nazismens endelige konsekvenser endnu ikke var kendt. Vatikanet har efter dette gang på gang advaret mod og kritiseret nazismen både gennem Vatikanets Radio og gennem pavens taler.

At kritikken, der lød, ikke nævnte nazismen ved navn, betyder ikke, at man dengang tvivlede på, hvem kritikken var rettet imod. Efter pavens juletale i 1941 står der i New York Times' leder: "Pius XII's stemme er en ensom stemme i tavsheden og mørket, som indhyller Europa denne jul (...) Han er den eneste leder på Europas kontinent, som overhovedet vover at hæve sin stemme (...) Han sætter sig lodret op i mod Hitlerismen (...) Han har ikke efterladt tvivl om, at nazismens mål er uforlignelig med hans egen opfattelse af kristen fred". Mange jødiske ledere, der iblandt Golda Meir, har efter krigen takket for pavens indsats for at hjælpe jøderne under krigen. Det er derfor ikke sandt at påstå (som GB gør), at Pius XII ikke har fordømt Hitler. Han gjorde det blot på en måde, så man undgik endnu større blodsudgydelser. Det, GB og andre historikere ønsker, at Pius XII skulle have gjort, svarer til at bede ham om at tirre en psykopat, der står med et maskingevær i en skolegård.

Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Kristeligt Dagblad og resten af den danske presse kun nævner bøger, der omtaler Pius XII negativt. Man kunne f.eks. have præsenteret Sir Martin Gilberts bog "The Righteous: The Unsung Heroes of the Holocaust" (New York, 2003), der renser Pius XII for mudderet og viser hans personlige indsats for at hjælpe jøderne. Gilbert er selv jøde og en meget anerkendt historiker. Den selv samme 3. november reklameres der sågar for en af hans bøger på forsiden af Kristeligt Dagblad.

Daniel Nørgaard,

katolsk præstestuderende,

Frøgård Alle 10,

Taastrup