Diskussioner kan indimellem udvikle sig til destruktive meningsudvekslinger, hvor duellanterne gradvist graver sig ned i fastlåste positioner uden vilje til at komme hinanden i møde. Selv forstandige debattører kan se ud, som om de har indgået en uudsagt overenskomst om lidt efter lidt at sænke debatniveauet og fremstå mere og mere skråsikre. I den politiske verden er evnen til at lytte blevet så forringet, at der er fremkommet et parti (Alternativet), der har som mærkesag at fremme en konstruktiv debatkultur. For at forstå, hvad det handler om, kan det være passende at kaste et blik på begrebet stædighed.
Ordet "stædighed" indeholder positive og negative undertoner. Den positive klang er til stede i følgende sætning: ”Trods sin ordblindhed fortsatte han stædigt sine studier og fik til sidst sin eksamen.” I denne kontekst bliver stædighed forbundet med udholdenhed og viljestyrke. Men ofte forbindes stædighed med stivsind og manglende smidighed. Den stædige sammenlignes med et æsel, og ordet dumstædig signalerer utvetydigt, at stædighed kan antage så ekstreme dimensioner, at indehaveren af egenskaben kan forekomme uintelligent, snæversynet og smalsporet. I Jylland kaldes han en tværring, altså en, der er på tværs: en, der vil tværes og mundhugges.
Dueller på synspunkter kan udvikle sig til destruktiv kværuleren, hvor det gælder om ikke at give sig. En glidning fra en fredelig samtale til en egentlig magtkamp. Oplever parterne i et sådant samvær, at der er mere på spil end en udramatisk meningsudveksling, forstærkes rigiditeten, og den ene ikke har noget at lade den anden høre, hvad angår stædighed. Fronterne er fastlåste, og muligheden for at lære noget af modparten er forduftet. Der er indtrådt stillingskrig, og ingen af parterne vil anerkende noget som helst fornuft i modpartens synspunkt. Man kan sågar opleve, at åbenlyst forvrøvlede meninger i den ophedede atmosfære forsvares med en krampagtighed og enøjethed, som under mere fredsommelige omstændigheder ville være kombattanterne fremmed.
Sådanne optrin kan virke groteske og komiske. Det er sjovere at vinde end at tabe, men for nogle mennesker er det livsvigtigt at vinde hver gang. Hvordan kan det komme dertil? Er de stædige dumme? Er det et princip aldrig at erkende fejlbedømmelser og give en undskyldning? Er det en medfødt egenskab at være stejl? Eller er der andre forhold, der gør sig gældende?
Lad os kaste et blik på barndommen. Børn begår fejl og irettesættes og får løbende anvisninger om, hvad der er forbudt, hvad der er tilladt, og om hvordan de bør opføre sig. Hvis forældrene er overfusende i deres kritik, rammes barnet dybt og får en følelse af, at det ikke bare er handlingen, der er forkert, men at det selv er forkert. Forældres kritik skal serveres med omhu, respekt og fasthed. Men kritik bør være renset for nedladenhed, latterliggørelse, hoveren, ydmygelse og magtdemonstration. Børn skal retledes og ikke trædes på.
Såfremt irettesættelser bliver formuleret som verbal afstraffelse, krænkes barnet af den voksnes momentane fjendtlighed og mister tillid til, at vejledning kan finde sted uden nedgørelse. Barnet erfarer, at det bliver gjort afmægtigt og mentalt tværet ud, hvis det tages i at begå fejl. Denne oplevelse bliver indkodet i barnet, der vil gøre alt for at undgå at komme i en tilsvarende situation igen.
Ubevidst siger det til sig selv: ”Jeg vil ikke køres over en gang til.” Spiren til stædighed er lagt efter devisen: Det er forbundet med risiko for krænkelse, hvis jeg giver efter og indrømmer fejl. Mangen en stædig voksen har på baggrund af barndomserfaringer fejlagtigt konkluderet, at alle mennesker vil træde på ham, hvis han giver modparten ret, siger undskyld eller på anden måde bringer sig i taberens rolle.
Børn er fintfølende og fornemmer hurtigt, hvilke ambitioner forældrene har på deres vegne, og kommer de fra hjem, hvor der lægges vægt på at være kompetent og være nummer et, indretter de sig ubevidst efter disse spilleregler. Børn føler sig værdsat, hvis de præsterer til forældrenes tilfredshed. Nummer et i en søskendeflok befinder sig på en uriaspost, idet forældrenes drømme ofte er skyhøje. Forældres egne uindfriede ambitioner bliver især lagt over på den førstefødte i modsætning til de senere ankomne, som ikke omfattes af den samme opmærksomhed og virak.
Det er en forslidt sandhed, at førstefødte børn typisk bliver mere stræbsomme og magtfokuserede, og er man opvokset i en atmosfære af forventning om sejr og succes, er det tungt at erkende nederlag og fejltrin. Kimen er lagt til stædighed i voksenlivet efter devisen: Jeg skuffer og lever ikke op til det, jeg burde, hvis jeg erkender, at jeg fejlede og ikke slog til.
Fænomenet stædighed møder vi jævnligt i medierne. Forhenværende udenrigsminister Lene Espersen (K), der foretrak badeferie frem for politisk møde med blandt andre Hillary Clinton, forsvarede stædigt og indædt sin beslutning, selvom hendes dømmekraft herved blev betvivlet og hendes ry ramponeret. Hendes forsvarstale blev mere og mere forkrampet, og man undrede sig over, hvorfor hun først efter 59 dage indrømmede, at hun havde begået en politisk dumhed. Og før hende præsterede Ritt Bjerregaard (S) et lignende kunststykke, da hun hårdnakket forsvarede sine boligforhold i København med alt, hvad det indebar af tvivlsomme økonomiske transaktioner.
Anders Fogh Rasmussen (V) ”tog aldrig fejl”, heller ikke når talen faldt på Irak-krigen, som ifølge de fleste udenrigspolitiske eksperter gjorde mere skade end gavn. Ingen af de nævnte politikere brød sig om at indrømme fejl, men var intenst optaget af at forsvare sig.
Stædighed er en forsvarsstrategi; frygt for at tabe, frygt for at modparten skal hovere. Man kan kalde det underkastelsesangst. Den stædige går ud fra, at han bliver behandlet nådesløst, hvis han siger undskyld, rækker hånden frem eller på anden måde kapitulerer. At han skal gøres mindreværdig og lille. Den stædige har fobisk angst for afmagt og har ikke tillid til, at ”taberen” bliver behandlet respektfuldt. Han må aldrig risikere at komme i ”taberens” position og må derfor kæmpe en desperat kamp for at vinde enhver meningsudvekling.
Stædighed og magt hører sammen. Magtmennesker baner sig vej til ledende poster: Jo mere magt de har, jo mindre risiko er der for, at de kommer i en afmægtig position. Christiansborg er overbefolket af magtmennesker og de tre politikere, der er omtalt ovenfor, er typiske eksempler på, hvordan stædighed ytrer sig hos mennesker, der skyr afmagt.
Stædige mennesker viser deres egenskab, når de kommer i en position, hvor deres latente underkastelsesfrygt bliver udfordret. Det sker ofte i situationer, hvor der er optræk til konkurrence, for eksempel en politisk diskussion. Er man selv aktør i en sådan samtale, kan man på et tidspunkt fornemme, at diskussionen ændrer karakter, og at der bliver lagt op til en verbal holmgang på næsten liv og død. I en sådan situation bliver ens egen vindertrang og taberskræk let vakt til live, og man kan umærkeligt glide ind i kværulanteriets blindgyde og til sidst blive lige så stædig som modparten. Følelser smitter, og vil samtalepartneren konkurrere, forfalder man let til at gøre det samme. Kun den, der har styr på sin angst for at blive nummer to, og som ikke slåes ud af forsøg på at blive trynet, kan holde hovedet koldt med fornuften i behold.
Den voksnes dumstædighed har intet med dumhed at gøre. Den er et værn mod indbildte ydmygelser. Den forekommer snurrig og irriterende, men har sin egen psykodynamik med dybe rødder i barndommens oplevelser. Det er ikke en nedarvet særhed, men en reminiscens fra barnets verden. Et fænomen, der forstyrrer det gængse billede af voksne som velovervejede og rationelle mennesker. Det er uvist, om den stædige kan ændre sin egenskab. Det afhænger af, om han erkender sin stædighed, hvilket er den første og vanskeligste del af processen. Virkeligheden kan være ubehagelig at se i øjnene.
Niels Kjeldsen-Kragh er speciallæge i psykiatri.