Prøv avisen
Etisk set

Stærke interesseorganisationer er demokratiets bagside

Det er ikke hensigtsmæssigt, når det lykkes stærke interessegrupper i samfundet at sikre et stort stykke af samfundskagen, frem for at vi sikrer en effektiv ressourceudnyttelse og sammen bidrager til at bage kagen større, skriver Mia Amalie Holstein, velfærds-politisk chef i Cepos.

Stærke interesseorganisationer med snævre interesser bilder folk ind, at forskellige former for regulering er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser, skriver Mia Amalie Holstein, velfærds-politisk chef i Cepos

DEN 14. DECEMBER fortsatte Tandlægeforeningen deres forhandlinger med Danske Regioner om en ny overenskomst. Et centralt punkt i forhandlingerne er tandlægernes ejerskabsrestriktioner, som betyder, at man 1) skal være tandlæge for at eje en tandlægeklinik, og at 2) en tandlæge maksimalt må eje to klinikker.

Danske Regioner ønsker at ophæve ejerskabsrestriktionerne, da det ifølge ministerier, styrelser og kommissioner vil muliggøre kædesamarbejde, som igen vil føre til billigere tandpleje for borgerne og for det offentlige. Omvendt er det Tandlægeforeningens officielle udmelding, at en ophævelse af ejerskabsrestriktionerne vil gå ud over patientsikkerheden.

Indadtil er fortællingen dog en anden. Ifølge intern kommunikation fra Tandlægeforeningen, som Berlingske har fået indsigt i, handler kampen i højere grad om tandlægernes bundlinje. For eksempel skriver tandlægernes hovedforhandler i et nyhedsbrev: ”På den længere bane er det i øvrigt min personlige opfattelse, at det i rigtig mange sammenhænge vil være mest gavnligt for din bundlinje, hvis du vælger alternativer til et kædesamarbejde.”

At Tandlægeforeningen siger én ting udadtil og en anden indadtil, vil måske støde mange på de etiske manchetter. Men faktisk siger det også en hel del om demokratiet som system.

Lad mig uddybe:

POLITOLOGEN MANCUR OLSON påpegede i 1965 i værket ”The Logic of Collective Action”, at interessegrupper, forstået som afgrænsede grupper med snævre særinteresser, altid vil stå meget stærkt i et demokrati.

Faktisk vil de stå stærkere end større grupper med mere generelle samfundsinteresser (som for eksempel patienternes interessen i at sikre lave priser via konkurrence på markedet). ”Jo større gruppen er, desto mindre vil den fremme sine egne interesser,” skrev Olson.

Grunden til, at det er svært at mobilisere vælgerne omkring mere generelle samfundsinteresser er, at mange vælgere satser på, at andre vil engagere sig i sagen ( free rider -problemet), og fordi mange vælgere aktivt fravælger at sætte sig ind i alle de problemstillinger, der præger et komplekst samfund (rationel uvidenhed).

De ønsker helt forståeligt at prioritere deres tid til anden side, for eksempel familien, arbejdet eller fritidsaktiviteter.

RESULTATET ER, at der opstår en asymmetri i vores demokrati. Som direktør (og min chef) i Cepos Martin Ågerup påpeger i bogen ”Velfærd i det 21. århundrede” vil de med snævre interesser ”bilde politikere, bureaukrater, journalister og offentligheden ind, at forskellige former for regulering er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser” – typisk at fastholde eller tiltrække flere ressourcer til netop deres område.

Og det er netop hvad Tandlægeforeningen gør. Selvom autorisationsloven, loven om virksomhedsansvarlige læger, regionstandlægenævnene og det offentlige tilsyn allerede i dag sikrer, at tandlægerne leverer ydelser af høj kvalitet, vælger de at begrunde ejerskabsrestriktionerne med en sikring af patientsikkerheden. Også selvom kampen måske primært handler om tandlægernes bundlinje.

Det kan man ikke fortænke dem i, men selvfølgelig er det ikke hensigtsmæssigt, når det lykkes stærke interessegrupper i samfundet at sikre et stort stykke af samfundskagen, frem for at vi sikrer en effektiv ressourceudnyttelse og sammen bidrager til at bage kagen større.

I det lys havde teologen og højskolemanden Hal Koch ret, da han påpegede, at håbet for demokratiet ligger i, at den demokratiske samtale fører til en erkendelse, hvor særinteressers krav underordnes hensynet til mere generelle samfundsinteresser.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos, og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.