Stærke reaktioner i Østrig over sent opgør med en mørk fortid

Østrigerne strides om navneforandring af historisk belastet plads, hvorfra Hitler i 1938 bekendtgjorde, at Østrig var blevet en del af det nazistiske Tyskland

 Kritikere af forslaget om at give Heltenes Plads eller Heldenplatz i Østrigs hovedstad, Wien, et andet navn mener, at det slet ikke er nødvendigt med en navneforandring, eftersom pladsen havde sit navn, længe før Hitler kom til magten. –
Kritikere af forslaget om at give Heltenes Plads eller Heldenplatz i Østrigs hovedstad, Wien, et andet navn mener, at det slet ikke er nødvendigt med en navneforandring, eftersom pladsen havde sit navn, længe før Hitler kom til magten. – . Foto: Gerhard Wild/Polfoto.

Demokratiet er så sandelig ved at fæste rod på Heltenes Plads i hjertet af den østrigske hovedstad, Wien. Mens det østrigske parlament renoveres, skal politikere og personale flytte til lokaler i den imposante bygning Hofburg, som ligger netop på denne plads

Heltenes Plads eller Heldenplatz blev i 1878 opkaldt efter krigsheltene ærkehertug Karl og prins Eugen, og begge herrer smykker pladsen i form af statuer. Stedet har også været skueplads for et af de mørkeste kapitler i Østrigs historie, for det var netop her, at Adolf Hitler i 1938 fra en af Hofburgs balkoner råbte ned til de jublende menneskemasser, at Anschluss havde fundet sted, og at Østrig dermed var blevet del af det nazistiske Tyskland.

Nu hvor det østrigske parlament for en tid flytter ind på pladsen, ønsker kulturminister Thomas Drozda fra det østrigske socialdemokratiske parti SPÖ at gøre op med pladsens historisk belastede fortid. Han foreslår i et interview til avisen Presse am Sonntag, at pladsen i anledning af den østrigske republiks 100-årsfødselsdag i 2018 omdøbes til Republikkens Plads eller Demokratiets Plads. Ifølge ministeren vil disse navne være mere passende end det nuværende navn, der efter hans mening er historisk belastet.

Thomas Drozdas forslag har sat en heftig debat i gang i Østrig. Ministeren er blevet overdynget med hadefulde breve og e-mails fra folk, der føler, at han vil tage landets historie fra dem, og på internettet bliver han beskyldt for at være forræder.

Historiker Oliver Rathkolb er rystet over de voldsomme reaktioner på ministerens forslag. Til den tyske avis Süddeutsche Zeitung siger han:

”’Demokrati’ og ’republik’ er åbenbart blevet ord, man ikke må anvende i dag.”

Wiens kommune ser til gengæld positivt på en mulig navneforandring. En informationsmedarbejder ved kulturborgmester Andreas Mailath-Pokornys kontor udtaler til avisen Österreich:

”Thomas Drozdas tanker er interessante og værd at diskutere. Heldenplatz er med tiden blevet landets vigtigste repræsentationssted, så derfor giver det mening, hvis pladsen tilegnes republikken i anledning af jubilæet i 2018.”

Kritikere mener derimod, at det slet ikke er nødvendigt med en navneforandring, eftersom pladsen havde sit navn, længe før Hitler kom til magten, og ingen østrigere forbandt pladsen med Hitler, før den aktuelle debat begyndte.

For eksempel afviser lederen af Østrigs konservative parti ÖVP, Reinhold Mitterlehner, forslaget.

”Heldenplatz har oplevet gode og dårlige tider, men er en fast bestanddel af Østrigs historie, og derfor er der ingen grund til at ændre pladsens navn,” siger han til avisen Die Presse.

Redaktionsleder ved samme avis Thomas Kramar skriver i en kommentar om sagen:

”Navneforandringer er ofte prekære, fordi de finder sted ud fra den formodning, at ord er almægtige: Man tror, at man kan udrydde det onde i verden, hvis blot man ikke længere udtaler et bestemt ord. Det ville have været forståeligt, hvis Heldenplatz var blevet omdøbt kort efter 1945 som tegn på, at man ville bandlyse det onde, som var forbundet med denne plads. I dag er det onde bandlyst, og pladsen har for længst fået en anden betydning. Det er sket igennem fredsdemonstrationer, et hav af levende lys og de glade fester, som wienerne fejrer hvert år på pladsen. Det er sådan, man bandlyser historiens dæmoner, og ikke igennem navneforandringer.”

Avisen Krone har på sin internetside krone.at offentliggjort en video, hvori avisen spørger tilfældige mennesker på gaden om deres mening. Langt de fleste er imod, at pladsen får et nyt navn, og en ældre mand siger med et ironisk smil:

”Hvis dette tema var det vigtigste problem i Østrig, så skulle man mene, at det gik os rigtig godt. Men det er jo ikke det eneste problem, vi har. Der er langt vigtigere sager, som politikerne hellere burde beskæftige sig med.”