Prøv avisen

Standardbørn: Skal daginstitutionerne være for livet eller for erhvervslivet?

Børn bliver standardiserede midler i et spil om økonomi og samfundets og i mindre og mindre grad mål i deres egen dannelses- og udviklingsproces, mener læser

Danske børn bliver standardiserede midler i et spil om økonomi og samfundets, mener debattør

Efter at have arbejdet i lidt over et år i en integreret daginstitution samt tidligere at have arbejdet som uddannet lærer i flere år oplever jeg, at vi bevæger os hen imod, at danske børn bliver standardiserede midler i et spil om økonomi og samfundets (læs: erhvervslivets og den politiske elites) ønsker og i mindre og mindre grad mål i deres egen dannelses- og udviklingsproces.

Jeg oplever i dagligdagen i den daginstitution, hvor jeg arbejder, hvordan de timer, man som pædagogisk personale skal bruge på især dokumentation og skemaer, går fra omsorgen for børnene og spontaniteten i hverdagen. Og dette sker desuden stik imod kommunens og regeringens egne ord om dokumentationsprocessen med nøgleord som anerkendende pædagogik, tryghed og rummelighed.

LÆS OGSÅ: Daginstitutioner sætter forældre i arbejde

Denne tendens er dog på ingen måde et løsrevet eksempel. Især inden for de seneste 10-15 år har en nyliberal tankegang, der har gennemsyret det offentlige system under betegnelsen new public management, i stigende grad omdannet de danske daginstitutioner og skoler til udbydere af fremtidig arbejdskraft. Her forbereder daginstitutionerne børnene på skolen og skolen børnene på arbejdslivet, og det er ikke som førhen, hvor pædagogikken i højere grad tog udgangspunkt i børnene selv og deres dannelse som hele mennesker.

Nogle af de steder, hvor man tydeligst kan se forandringerne i landets daginstitutioner, er igennem et stigende dokumentationspres og et øget fokus på kompetencer, hvilket er med til at standardisere det pædagogiske arbejde og fjernstyre eller kontrollere medarbejderne. En standardisering, der eksempelvis sker ved, at det pædagogiske personale i højere grad bliver nødt til at fokusere på aktiviteter, der skal kunne måles, vejes og skematiseres, og hvor de derfor nemt kan fortabe sig i detaljer i stedet for at arbejde med det overordnede formål med deres arbejde, nemlig børnenes ve og vel.

Og dokumentationen skal tilmed udføres, uden at der er tilført flere timer eller mere personale til daginstitutionerne, hvorfor det tager tid og fokus fra pædagogiske opgaver som trøstning og generel individuel opmærksomhed til børnene.

Tværtimod er daginstitutionsområdet blevet kraftigt beskåret igennem de seneste år omkring 20 procent i løbet af de 10 år, hvor Venste og De Konservative havde regeringsmagten samtidig med at personaletallet de seneste 10 år skønnes at være reduceret med cirka 10 procent set i forhold til børnetallet ifølge en rapport fra FOA.

Den seneste lovgivning på daginstitutionsområdet, dagtilbudsloven, har ændret sigtet i forhold til den tidligere lovgivning med krav om, at man skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer. Desuden kræver dagtilbudsloven, at alle dagtilbud udarbejder en skriftlig læreplan.

1997-loven havde derimod et mere almentdannende sigte, der blandt andet havde som formål at give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Men måske er målet med regeringens såvel den tidligere som den nuværende og kommunernes flotte hensigtserklæringer på dagtilbudsområdet i højere grad at dække over deres stadige besparelser samt i højere grad end før at fjernstyre pædagogikken på landets daginstitutioner, så den er med til at skabe borgere med de rette kompetencer?

Men hvis vi ønsker at bibeholde velfærden i vores samfund og her mener jeg velfærd i en bredere forstand end blot økonomisk så kræver det altså, at børnene i vores samfund møder en mangfoldig pædagogisk virkelighed, der tager udgangspunktet i det pædagogiske personales egne erfaringer, for kun disse erfaringer kan ramme den heterogene børneflok, der findes i landets institutioner, og ikke en ensporet, centralt dikteret tankpasserpædagogik.

Peter Kenworthy, cand.scient.soc. og pædagogmedhjælper