Stat og kirke. Velfærdsforkyndelse eller kristen prædiken?

Når man har fulgt stat-kirke-debatten i et halvt århundrede, må man gnide sig i øjnene, når der kan dukke et helt nyt argument op

kirke, bornholm, svaneke, svaneke  kirke, prædikestol. Billedet af interiøret i Svaneke kirke på Bornholm er taget af Steen JebergUploadet af Steen Jeberg
Kirke, bornholm, svaneke, svaneke kirke, prædikestol. Billedet af interiøret i Svaneke kirke på Bornholm er taget af Steen JebergUploadet af Steen Jeberg. Foto: Arkiv.

Når man har fulgt og deltaget i stat-kirke-debatten i et halvt århundrede, må man gnide sig i øjnene, når der kan dukke et helt nyt argument op. Sognepræst Jacob Holm i Viby J stiller retorisk spørgsmålet, hvad der er galt i, at ikke-medlemmer betaler til den kristne forkyndelse. Men det er hans svar, der overrasker.

Nemlig når han spørger, om forkyndelsen ikke gælder det danske samfunds helhed, om forkyndelsen er blevet ligegyldig over for at være et ægte velfærdssamfund over for alle borgere.

Det er statskirken in absurdia, Jacob Holm her præsenterer. Når man hele livet har ment og stadig mener, at stat og kirke ikke skal skilles, så forråder en sådan statskirke det princip, at forholdet er et forhold mellem stat og kirke, altså mellem to selvstændige begreber. Og statskirke- princippet bliver tydeliggjort, når Jacob Holm derefter begynder at splitte præstestillingen i to.

Det er nemlig begrundelsen, når han fastslår, at statens betaling af præstelønnen ikke er betaling af forkyndelsen, men alene opretholdelsen af personens præstens opretholdelse af livet på linje med andre statstjenestemænds løn. Statens løn til politikerne Folketing og regering betales jo også af alle skatteydere, uanset om man bryder sig om den enkelte politikers politik eller i Jacob Holms sammenhæng vel rettere forkyndelse. Forkyndelsen som en del af den danske velfærdsstats service over for borgerne. Jeg har i mange år ment og argumenteret for, at staten netop ikke skal betale præstelønnen. Det vil være naturligt, at hele lønudgiften overgår til de kirkelige kasser. Når det ikke er sket, er det ikke på grund af kirkelig modstand. Men politikerne har for længst erkendt, at folkekirkens medlemmer i dag betaler for væsentlige samfundsopgaver, som staten i så fald må overtage. Det gælder udgifterne til civilregisteret kirkebøgerne og det gælder ikke mindst vedligeholdelse og løbende omsorg for en meget væsentlig del af Danmarks kulturhistoriske arv, kirkehusene ud over hele landet.

Det er og bør naturligvis være Nationalmuseet, der varetager tilsynet med kirkerne. Og prisen, når eksperter er nødvendige for at sikre kalkmalerier eller gammelt inventar, kan hurtigt fordoble regningen for et arbejde ofte i millionklassen. Men det burde altså være alle skatteydere og ikke kun folkekirkemedlemmerne gennem kirkeskatten, der betaler.

Jens Ravn-Olesen,
tidligere politisk redaktør,
Grønnevej 154,
Virum