Statens religionskritik

Det ville være en fornyelse, hvis man så kritisk på religionskritikken og dermed viste respekt for religionerne som former for erkendelse

Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) sagde lørdag 11. september til TV 2-nyhederne, at formålet med gymnasiets religionsundervisningen er at lære eleverne at forholde sig kritisk til religionerne, især kristendommen og islam. Det er med andre ord ikke viden om disse, der alene er formålet med undervisningen, men en kritisk holdning til dem. Det hedder religionskritik.

Religionskritikkens historiske formål var at udrydde religion, idet den mente, at al religion var projektion. Religionskritikkens fundament var fornuft og videnskab.

Teologien forsøgte i det 20. århundrede at gøre sig immun over for denne religionskritik. Denne strategi gik ud på to ting: dels det man kaldte afmytologisering. Ideen var, at Det Nye Testamentes fortællinger om jomfrufødsel, mirakler, opstandelse og himmelfart var myter eller fortidige former, der gemte på et universelt, eksistentielt indhold, som man kunne tage ud, og som stadigvæk var relevant for det moderne menneske på trods af religionskritikken. Religion var dermed en form for sand menneskelighed og et alternativ til den uautentiske massetilværelse.

Med det udgangspunkt, at kristendommen var menneskelighed, kunne man fremføre sit andet argument imod religionskritikken, og det gik ud på, at kristendommen slet ikke var en religion, men at den var religionskritikkens højeste stadium. På den måde var modsætningen mellem religionskritik og kristendom ophævet.

Teologen kunne som teolog være religionskritisk i sin omgang med de bibelske tekster om hverdagen, for det havde ikke noget at gøre med hans forkyndelse af Kristus om søndagen. Den historiske Jesus var ikke identisk med den forkyndte Kristus. Det var konsekvensen af Kierkegaards kristendomsforståelse. Dette er grunden til, at folkekirkens præster aldrig reagerer på Michael Rothsteins religionskritik.

Disse diskussioner om kristendom og religionskritik foregik inden for universitetsteologiens og folkekirkens trygge nationale rammer. De foregik på et tidspunkt, hvor der stort set ikke fandtes religionsvidenskab på universiteterne, og de foregik, da der ikke fandtes muslimer i landet, og hvor kun de færreste vidste, hvad islam var. Jo mere synlig islam blev, jo mere skete der det, at kristendommen blev ligestillet med den. Man havde glemt ideen om, at evangeliet var religionskritisk, i stedet blev bibel og koran betragtet som religiøse bøger af principielt samme art. Man begyndte at bruge det samme ord, "fundamentalisme", om både islam og kristendom, skønt det næppe giver mening. Igen bliver resultatet ligestilling, hvorved alt bliver af samme art.

Ligestillinger er aldrig neutrale, men partiske. Ligestillingen er religionsvidenskabens kritiske redskab, idet alle religioner for den dybest set bliver af samme art, hvad de naturligvis aldrig kan være for teologien.

Men hvilken interesse kan staten have i, at gymnasieleverne lærer at forholde sig religionskritisk og ikke teologisk til religioner – især kristendommen og islam? Hvorfor vil staten ligestille de to i religionsundervisningen? Et argument lyder, at der er islam derude i samfundet, hvorved undervisningen skal være et passivt spejl af verden udenfor. Da kristendommen er på retur, og da islam er på fremmarch, synes det vel at være i orden. Men hvorfor skal man undervise i filosofi og litteratur, hvis undervisningen er et spejl? Undervisning skal ikke afspejle, men danne.

Dernæst det kritiske. Er det fra religionslærernes mening tænkt sådan, at Koranen skal udsættes for afmytologiseringens syrebad? Skal undervisningen for de muslimske elever vise, at Koranen er en fiktion eller en myte? Hvis det er meningen, er man så forberedt på de konflikter, der vil opstå? Var det mon tid til for en gangs skyld at se kritisk på religionskritikken og dermed vise respekt for religionerne som former for erkendelse? Det ville være en fornyelse.

Hans Hauge,

Dr. Margrethesvej 9,

Århus N