Digitaliseringen af Danmark er i visse dele af staten ved at udvikle sig til en erstatningsreligion. Der er indført dogmer, man ikke må kritisere, leveregler, man skal overholde, og formaster en borger sig til at have en anden opfattelse af virkeligheden end statens, banker tankepolitiet på døren og hjælper behændigt den frafaldne med at komme godt i gang med MitID.
En overdrivelse? Så læs det interview, som digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) gav til Kristeligt Dagblad onsdag. Det rummer alle tegn på erstatningsreligionens farlige blanding af ukonkret tågesnak og benhård tvang. Bjerre, der repræsenterer et engang frihedselskende liberalt parti, lægger ud med denne "analyse":
"Det giver ingen mening at opretholde et analogt samfund, for alt omkring os bliver mere digitalt. Det er jo ikke bare det offentlige, det er også alt privat."
Til mulig oplysning for Bjerre bør det påpeges, at digitalisering ikke vokser af sig selv. MitID er ikke en naturkraft. Det er et politisk valg, om vi vil have et digitaliseret samfund eller ej. Staten kan derfor ikke indføre mere digitalisering med henvisning til, at "alt omkring os bliver mere digitalt", for det er staten, der gennemtvinger digitaliseringen, ikke befolkningen, eller naturen, eller Gud. Og nej, den statselskende Venstre-minister kan heller ikke, som hun forsøger, henvise til, at alt privat bliver digitalt. På markedet er der faktisk valgmuligheder. Man kan eksempelvis vælge mellem en analog og en digital udgave af den daglige avis. I staten er der ingen valg, kun tvang.
Så er der virkelighedsopfattelsen. Bjerre siger: "Jeg tror nogle gange, vi glemmer, hvor besværlige tingene var for 10-20 år siden. Der er mange fysiske besøg, man kan slippe for."
Tænk, der er måske også den mulighed, at mange borgere synes, alting var langt nemmere i det analoge samfund. Sandheden er jo, at vi absolut ikke er sluppet for fysiske besøg – heldigvis! Et besøg hos lægen, tandlægen, psykologen, præsten eller de utallige fysiske fritidsaktiviteter, der stadig foregår i forenings-Danmark, er 100 procent analoge. Det er staten, der lukker sine fysiske udtryk ned – hvor er postvæsenet, skattekontoret og billetsælgeren hos DSB blevet af? – ikke os andre. Staten har på rekordtid gennemtvunget verdenshistoriens største udlicitering, så alle nu selv skal gøre det, staten før hjalp med, men det tør Bjerre ikke sige. Så hellere holde sig til et religiøst mantra om, at alting var værre før i tiden.
Til sidst er der ministerens erstatningsreligiøse udgangsbøn som svar på spørgsmålet om, hvornår nok er nok, og digitaliseringen er fuldført? "Jeg kan ikke svare så præcist på det, for meget af det, vi kan digitalisere i fremtiden, kan vi ikke gøre os begreb om i dag." Det får med andre ord aldrig ende! Det gør det som bekendt i rigtige religioner, her har historien et endemål, men statens missionsmark er tydeligvis uendelig.
Til sidst en såre analog sandhed: Næsten halvdelen af alle danskere over 75 år har ikke lyst til at bruge digitale løsninger i hverdagen. Det er meget, meget forståeligt. Men er der nogen tilbage, der taler deres sag, eller er statens tvangsdigitalisering den eneste sandhed, vi har?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.