Statsmagten og den kritiske vagthund i coronakrisen

Coronakrisens alvor gør rollen som statsmagtens samfundsnyttige megafon uomgængelig, og derfor skal medierne også anfægte og stille kritiske spørgsmål på de daglige coronapressemøder

Coronakrisen har givet pressemødet, som ellers blandt mediefolk er kendt som noget lidt gammeldags, en slags renæssance. Mødelokalerne er valgt med omhu, fordi de er neutrale og officielle. De viser, at det er det officielle Danmark, som taler til os. Det er vores statsmagt i skikkelse af landsmoderlige Mette Frederiksen, der har noget vigtigt at sige, og dét skal medierne selvfølgelig prioritere, skriver journalist Kurt Strand i mediekommentaren.
Coronakrisen har givet pressemødet, som ellers blandt mediefolk er kendt som noget lidt gammeldags, en slags renæssance. Mødelokalerne er valgt med omhu, fordi de er neutrale og officielle. De viser, at det er det officielle Danmark, som taler til os. Det er vores statsmagt i skikkelse af landsmoderlige Mette Frederiksen, der har noget vigtigt at sige, og dét skal medierne selvfølgelig prioritere, skriver journalist Kurt Strand i mediekommentaren. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Så står hun dér igen, den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen. Hendes ansigtsudtryk, stemmeføring og flankering af ministre, styrelseschefer og andre topembedsmænd understreger, at det her er alvorligt. Og endnu en gang skal hun fortælle om nye bekymringer, nye tiltag og nye indskrænkninger.

Scenen er Statsministeriets spejlsal på Christiansborg, som sammen med fagministres daglige briefinger i Eigtveds Pakhus i den seneste uges tid har været epicentrum for seneste nyt om den omsiggribende coronavirus. Konceptet er hver gang nogenlunde det samme med taletid til først en statsminister og/eller en eller flere fagministre – og dernæst til nogle af dem, som i sundhedsvæsenet, hos politiet og i det private erhvervsliv forsøger at holde trit og afbøde de værste konsekvenser. Til sidst spørgsmål fra først de to nationale tv-stationer og derefter fra journalister fra især de store, landsdækkende avishuse.

Set fra afsenderens – statsmagtens – synsvinkel er et sådant pressemøde en praktisk foranstaltning, som giver mulighed for at få centrale budskaber ud. For medierne er det ligeledes praktisk, at en række relevante kilder er tilgængelige. Og for alle os andre er det en troværdig formidling af seneste nyt i det, der lige nu tegner til at blive en lang og dyb krise i alle dele af samfundet.

Afgørende er derfor, at medierne er til stede og rapporterer. Ikke mindst tv og radio er vigtige, for her kan Mette Frederiksen og hendes følge sikre sig uredigeret taletid og mulighed for at forklare – som det skete tirsdag aften – hvorfor det er nødvendigt at indskrænke den ellers grundlovssikrede forsamlingsfrihed, og hvorfor en masse brancher skal lukke de næste par uger.

Coronakrisen har dermed givet pressemødet en slags renæssance. Blandt mange mediefolk, kommunikatører og politikere anses det ofte for lidt gammeldags at indkalde en forsamling til præsentation af et udspil, en rapport eller et forlig. Derfor er de fleste pressemøder – i det omfang, de overhovedet finder sted – for det meste pakket ind i massiv iscenesættelse, som skal tjene til at fjerne indtrykket af et ellers lidt kedsommeligt setup.

Netop derfor er de daglige coronapressemøder renset for alt, som kan forstyrre det, som er i fokus. Mødelokalerne er valgt med omhu, fordi de er neutrale og officielle. Men også fordi de viser, at det er det officielle Danmark, som taler til os. Det er vores statsmagt i skikkelse af landsmoderlige Mette Frederiksen, der har noget vigtigt at sige.

Dét skal medierne selvfølgelig prioritere. Coronakrisens alvor gør rollen som statsmagtens samfundsnyttige megafon uomgængelig.

Men medierne skal også – som når lukningen af grænserne bliver betvivlet sundhedsfagligt – anfægte og stille kritiske spørgsmål i rollen som samfundets vagthund. Altså på den ene side have tillid til statsmagtens handlinger, på den anden side betvivle dem, når der er grund til at gøre det.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.